Anni_Sørensen_3_HIGH.jpg Foto: Ricky John Molloy 20.11.2017

Leder: Bonus, fratrædelser og velfærd

I oktober bragte DR1 en dokumentarserie, som viste, hvordan direktører i mange af landets kommuner får udbetalt diverse former for gyldne håndtryk i millionklassen: Bonusser, fratrædelsesgodtgørelser med videre. Nogle gange selvom de forbliver i det samme job eller overgår direkte til et andet tilsvarende job i en anden kommune.

Af Anni Sørensen, landsformand i LEV

Det er helt naturligt, at lønningerne har fået lov at løbe løbsk i toppen af det kommunale hierarki. I hvert fald hvis man spørger de kommunale arbejdsgivere og deres interesseorganisation, KL. De kommunale direktører er nemlig utroligt dygtige, der er forfærdeligt få af dem – og deres ansvar er meget stort. Og det er umuligt at tiltrække kvalificerede kandidater til direktørposterne, hvis ikke kommunerne er ekstraordinært rundhåndede med løn, bonus og fratrædelsesgodtgørelser. Sådan lyder forklaringen fra KL.

Denne udlægning står KL imidlertid ret alene med. Diverse eksperter, som optræder i DR’s dokumentar om ”De dyre direktører”, afviser, at det er vanskeligt at finde kvalificerede folk til direktørstillingerne – eller at de er svære at fastholde. Løn, bonus og fratrædelsesgodtgørelse er måske nok reguleret i diverse kontrakter og overenskomster – men det er forhandlet på plads af KL selv.

Dokumentarens konklusion er rimelig entydig: De gyldne håndtryk – eller nogle gange ’gyldne spark bagi’ – er helt unødvendige og ekstremt lukrative.

KL tordner jo konstant imod indskrænkninger i det, som man kalder ’kommunernes styringsrum’ – en slags kodeord for at kommunerne vil have maksimal frihed til at disponere deres egen økonomi. Styringsrummet bruges ofte som argument for nye forringelser af rettighederne for de mest sårbare og udsatte borgere, ikke mindst mennesker med udviklingshæmning. Mennesker som typisk befinder sig i bunden, når det gælder karrieremuligheder, formue og indkomst.

Disse borgeres rettigheder, så skrøbelige de end er, gør det svært for kommunerne at udnytte deres ’styringsrum’ påstås det, og derfor vil KL have lovgivningen ændret: Kommunen skal bestemme mere og borgeren mindre. Den seneste økonomiaftale, hvor KL og regeringen foreslår forringelser af lejerettigheder for mennesker med handicap, er blot det seneste eksempel.

Jeg synes, det er tankevækkende, at KL i alle årene siden kommunalreformen i 2007 ikke har haft blik for, hvordan de eskalerende cheflønninger ’indskrænker det kommunale styringsrum’. Kontrakter og overenskomster med direktørerne anses åbenbart som et uomgængeligt vilkår, som KL ikke har nogen indflydelse på. Helt modsat borgernes rettigheder, hvor man jo bare skal have en lovændring gennem Folketinget…

TV2 har i oktober 2017 opgjort, at direktørernes gyldne håndtryk mv. har kostet tæt ved en kvart milliard kroner siden sidste kommunalvalg. Det er et stort beløb, som kunne være anvendt bedre. Det kan ikke finansiere hele den økonomiske genopretning af handicapområdet, som der er så hårdt brug for. Men det er altså heller ikke små-ører!

Jeg sidder tilbage med en bedrøvelig erkendelse af, at det åbenbart er meget lettere at angribe rettigheder og vilkår for mennesker med handicap, der har vanskeligt ved at forsvare sig, end det er at udfordre vennerne i den administrative top i kommunerne. Det er uholdbart og må føre til selvransagelse hos de nye kommunalbestyrelser, som vi skal sammensætte ved valget den 21. november.

Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 7 2017

Familiekurser - efteråret 2018

Familiekurser - efteråret 2018