Specialeplanen er et blafrende lys i mørket

Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Behovet for en specialeplan på handicapområdet er stort. Derfor var vi også mange, som var taknemmelige og forventningsfulde, da SVM-regeringen i 2022 videreførte projektet i sit regeringsprogram. En specialeplan med det rette strukturelle setup vil kunne beskytte og videreudvikle højt specialiserede tilbud og indsatser – og sikre borgere med behov adgang til disse.

Men specialeplanen er desværre efterhånden et knapt synligt, blafrende lys i mørket. Først og fremmest på grund af regeringens generelle politik i forhold til hjælpen til mennesker med handicap, som vi har set det i den handicappolitiske rammeaftale og de konkrete lovændringer med mere magtanvendelse, svækket socialtilsyn og svækket kompensationsydelse.

Men også fordi regeringen gradvist har redefineret specialeplanen i retning af en national takstmodel, der skal understøtte kommunernes økonomistyring. Hertil kommer, at planen udskydes fra det ene lovprogram til det andet og forekommer at være blevet et projekt, som regeringen synes, det er belejligt at trække frem, når der er kritiske spørgsmål, som skal afværges – i medier, i udvalg eller i folketingssalen.

Det er ærgerligt. Og uforståeligt.

Problemerne er vokset de sidste seks år

Sådan har det ikke altid været. I det socialdemokratiske valgoplæg fra 2019 var målet med specialeplanen, at der:

"… dannes et nationalt overblik over det specialiserede socialområde og findes løsninger, der sikrer, at tilbud ikke forsvinder eller udvandes. Og at borgere får tilbudt den hjælp, de har behov for."

Det var tydelige ambitioner, som tog udgangspunkt i en erkendelse af, at faglighed, kvalitet og specialisering i indsatser på handicapområdet er blevet udvandet, og at mange mennesker med handicap ikke får den hjælp, de har behov for. De problemer er ikke forsvundet i løbet af de seneste seks år – de er blevet værre.

Vi har i Lev – sammen med resten af handicapbevægelsen – investeret betydelige og meget løsningsorienterede ressourcer i arbejdet med specialeplanen. Både i ’Evalueringen af det specialiserede socialområde’ med Astrid Krag som socialminister og siden i de efterfølgende forløb i regi af Sammen om Handicap med Pernille Rosenkrantz-Theil og nu Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg har ved talrige lejligheder givet Levs input til, hvad der er forudsætningerne for, at planen kan leve op til sit egentlige formål. Det har jeg gjort både offentligt og i den direkte dialog med ministre, ordførere og embedsværk. De input kan man finde i debatindlæg mm.

Det fundamentale problem

Men lad mig sige det kort: Det fundamentale problem med afspecialiseringen og den mangelfulde indsats på handicapområdet er ikke, at kommunerne ikke kan finde frem til, hvor højt specialiseret viden findes. Det kan de, hvis de vil.

Det fundamentale problem er derimod, at kommunerne har kortsigtede økonomiske interesser i ikke at visitere borgere til tilbud og indsatser med den rette faglighed og specialisering. Kortsigtede interesser, som forhindrer borgerne i at få den rette hjælp, og som gradvist ødelægger det økonomiske grundlag for de specialiserede faglige miljøer, der kan yde denne indsats.

Specialeplanen skal danne overblik og sikre kvaliteten i tilbud og indsatser. Men dette overblik er næppe meget værd i sig selv, hvis der ikke er effektive mekanismer, som sikrer, at borgere med behov for disse indsatser rent faktisk visiteres til dem. Se blot på kommunernes fuldkommen utilstrækkelige anvendelse af det gratis – men helt frivillige – tilbud i VISO i relation til mennesker med de mest komplekse behov.

En af de centrale forudsætninger for, at specialeplanen kan virke efter hensigten, og sikre »… at borgere får tilbudt den hjælp, de har behov for«, som Socialdemokratiet proklamerede i sit 2019-udspil, er derfor en mere tværgående finansieringsmodel på området.

En mere robust specialiseringsrefusion, som tilskynder kommunerne til at visitere til det fagligt rigtige tilbud og indsats, er et af de konkrete forslag, som Lev har bragt til bordet.

Jeg tror, at en specialeplan – med de rette rammer – kan bidrage til at styrke trivsel, livsmuligheder og retssikkerhed for mennesker med komplekse handicap, og jeg er samtidig overbevist om, at det hurtigt vil vise sig også at være godt for kommunernes økonomi og relationer til deres borgere.