Meget ulige vilkår for ledsagelse

Af Hans Andersen, politisk konsulent i Lev

For mange mennesker med udviklingshandicap er ledsagelse ikke bare et ønske om at have ”en med på tur” – det er en nødvendighed for overhovedet at kunne komme afsted. Det handler om at kunne tage til svømning, gå på indkøb, besøge familien, tage en tur i skoven eller gå på café – kort sagt, at leve et liv på lige vilkår med andre.

Derfor bør ledsagelse også betragtes som en kompensation på linje med en blindestok eller en kørestol. Men det er desværre langt fra virkeligheden. En ny undersøgelse fra Lev afslører, at mange mennesker med handicap oplever store udfordringer med at få den ledsagelse, de har brug for – og mange oplever faktisk også udfordringer med at få den hjælp, som de er blevet tildelt.

Store forskelle mellem handicapgrupper

Mens nogle med fysiske handicap kan få det, der hedder borgerstyret personlig assistance (BPA), og dermed have egne hjælpere – i nogle tilfælde i op til 24 timer i døgnet – er mulighederne for mennesker med udviklingshandicap langt mere begrænsede. En BPA kræver nemlig, at man i udgangspunktet både kan fungere som arbejdsgiver og arbejdsleder for sine hjælpere.

I parentes bemærket så har både Norge og Sverige en bredere målgruppe for deres BPA-ordninger, da de har givet mulighed for, at andre kan træde i borgerens sted som både arbejdsgiver og arbejdsleder. Og erfaringerne er gode. Men i Danmark halter vi (også her) bagefter vores naboer mod nord. Uligheden i Danmark findes ikke kun mellem forskellige handicapgrupper. Også ’internt’ blandt mennesker med udviklingshandicap er der store forskelle på, hvem der kan få ledsagelse, og hvor meget de kan få.

For at få en ledsageordning på 15 timer om måneden kræves det for eksempel, at man selv kan bede om ledsagelse, og at der ikke er et socialpædagogisk element i ledsagelsen. Det betyder, at dem med de største støtte- og ledsagelsesbehov også er afskåret fra denne ordning.

Manglende ledsagelse i botilbud

Så skulle man jo tro, at de, der ikke kan få ledsagelse via ledsageordningen, i stedet får ledsagelse via støtten i deres botilbud. Men det er langt fra altid tilfældet.

Undersøgelsen viser, at færre end hver tiende modtager lige så meget ledsagelse (15 timer pr. måned), som hvis de havde haft en ledsageordning. En tredjedel modtager to eller færre timers ledsagelse om måneden.

Dertil skal man lægge, at mange beboere i botilbud, hvis de altså får ledsagelse, ofte får det i grupper sammen med andre beboere. Det betyder, at de sjældent selv kan bestemme, hvad de vil lave – om de vil gå til håndbold, tage en tur i skoven eller noget helt tredje.

Men selv blandt dem, der er så heldige, at de har en ledsageordning efter § 97 (15 timer pr. måned) er der udfordringer. Mange oplever, at de får fratrukket timer, fordi kommunerne henviser til, at de modtager dele af deres nødvendige og tildelte ledsagelse via støtten i deres botilbud. Problemet er blot, at de sjældent oplever at få tilsvarende individuel og selvvalgt ledsagelse.

Problemet er ikke nyt

Tilbage i 2020 lavede Lev en lignende undersøgelse om ledsagelse. Selvom undersøgelsens resultater dengang fik en del fokus i nyheder og blandt politikerne på Christiansborg, så kan vi ud af den nye undersøgelse desværre se, at der stort set intet er sket. Ikke overraskende, for på trods af flere artikler, spørgsmål og et samråd, så var det eneste resultat, at daværende socialminister, Astrid Krag, ville gå i dialog med KL om, hvordan man kunne sikre, at loven blev overholdt i praksis. Ministeren anerkendte, at Levs undersøgelse gav anledning til bekymring, men hun mente ikke, at der var grund til at skærpe lovgivningen. Nu kan vi så ud fra den nye undersøgelse se, at ’dialogen’ med KL intet har rykket – desværre.

Retfærdigvis skal det nævnes, at der de seneste par år har været en del fokus på ledsagelse blandt flere politikere på Christiansborg. Desværre har det hver gang været med Sølund Musikfestival som omdrejningspunkt. Ligegyldigt hvor god og vigtig Sølund Festivalen er (og det er den), så er det et mærkeligt, og meget snævert, fokus at snakke ledsagelse på baggrund af. Der er SÅ meget mere – og så mange flere end dem, der kommer på festival – der er brug for ledsagelse til. Hver dag, hele året og landet over.

Der skal regelændringer til

Kompensation i form af ledsagelse, og dermed timer, er naturligvis dyrere end eksempelvis en kørestol, men forskellen i muligheder for kompensation mellem forskellige handicapgrupper er markant.

I Lev er vi godt klar over, at vi ikke kan fjerne alle disse ulige vilkår blandt mennesker med handicap med et fingerknips, men vi burde som et absolut minimum – og som et første lille musseskridt i den rigtige retning – sikre, at alle, der har behov for det, også mennesker med svært udviklingshandicap, har ret til de samme 15 timers selvvalgte og individuelle ledsagelse om måneden.

Samtidigt skal det naturligvis sikres, at borgerne rent faktisk modtager den ledsagelse, de har krav på. Derfor bør kommunernes mulighed for at trække timer fra, bare fordi man bor i et botilbud, helt fjernes. Kommunerne kan helt åbenlyst ikke håndtere reglerne og sørge for, at borgerne får den erstatningsledsagelse, de har krav på. Eller også misbruger de reglerne til at spare timer og penge.

I Lev vil vi i hvert fald arbejde for bedre og mere lige muligheder for ledsagelse til alle, der har brug for det.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 2 2025