Mennesker med udviklingshandicap screenes langt sjældnere for tarmkræft
Nyt studie fra Statens Institut for Folkesundhed (SIF) viser, at mennesker med udviklingshandicap deltager i det nationale screeningsprogram for tarmkræft i langt mindre grad end andre danskere
Screening for tarmkræft er en af de mest effektive måder til at opdage tarmkræft og dermed forbedre behandlingsmuligheder og overlevelse. Derfor inviteres alle danskere i alderen 50-74 år hvert andet år til at deltage i det nationale screeningsprogram og indsende en afføringsprøve.
Men ifølge et nyt studie deltager mennesker med udviklingshandicap markant sjældnere i screeningen end andre jævnaldrende danskere. Det gælder både indsendelse af afføringsprøver og den opfølgende kikkertundersøgelse på hospitalet, hvis prøven viser tegn på blod i afføringen.
Resultaterne viser samme bekymrende mønster som en række andre undersøgelser fra SIF. Der er massive udfordringer med ulighed i sundhed for mennesker med udviklingshandicap – herunder også ulige adgang til brugen af almene sundhedsydelser.
Levs landsformand, Anni Sørensen, udtaler:
”Det er jo desværre ikke resultater, der kommer bag på nogen. Uligheden i adgangen til sundhedsvæsnet for mennesker med udviklingshandicap er massiv. Derfor er det også på høje tid, at der bliver handlet på dem. Forskningen giver nyttig viden, og vi skal selvfølgelig fortsætte med at forske. Men nu skal der også handles konkret for at få nedbragt den uacceptable ulighed. Vi har erfaringer fra projekter og tiltag i ind- og udland, så vi ved, hvad der virker.”
Behov for adgang til sundhedsfaglighed – også i hverdagen
Professor Lau Caspar Thygesen, der har været med til at udarbejde studiet, håber, at de nye forskningsresultater kan bruges som et vidensgrundlag til at tilpasse screeningsindsatsen bedre til personer med udviklingshandicap.
”Resultaterne tyder på, at der i gruppen af mennesker med udviklingshandicap er flere, der har behov for støtte til de praktiske dele af forløbet, herunder at opsamle afføringsprøven og at forberede sig til kikkertundersøgelsen. Derudover er det vigtigt at sikre sig, at fravalg af deltagelse i screeningsprogrammet for den enkelte bunder i en velovervejet beslutning”, siger Lau Caspar Thygesens i SFIs pressemeddelelse om undersøgelsen.
Disse anbefalinger passer fint med det forslag om udgående sundhedsfaglige botilbudsteams som Lev har stillet sammen med en lang række handicap- og fagorganisationer.
”Sundhedstjek og fast tilknyttede læger på botilbud er vigtige og nødvendige. Men det er ikke tilstrækkeligt til at nedbringe den store ulighed i sundhed for mennesker med udviklingshandicap. Her er udgående sundhedsfaglige botilbudsteams et tiltag, der kan give mennesker med udviklingshandicap og personale på botilbud adgang til de rette sundhedsfaglige kompetencer – også i hverdagen”, siger Anni Sørensen.
