Anni Sørensen_web.jpg 03.04.2018

Leder: Mere magtanvendelse er systemets behov — ikke menneskers

Den 21. marts fik vi Børne- og Socialministeriets rapport med anbefalinger til ændring af reglerne i serviceloven om magtanvendelse over for voksne. Og som vi fortæller om inde i bladet, er der tale om nogle ret markante forslag, som alle peger i retning af mere magtanvendelse over for især voksne med udviklingshæmning, men også andre med handicap.

Af Anni Sørensen, landsformand i LEV 

Jeg skal ikke gennemgå alle ministeriets forslag i denne lederartikel, men blot fremhæve to, som desværre er ganske kendetegnende for linjen i anbefalingerne.

For det første anbefales det i rapporten, at en række indgreb, som i dag defineres som magtanvendelse, fremover skal ses som ’omsorgshandlinger’. Det skal være muligt for personalet at anvende såkaldt ’fysisk guidning’ af eksempelvis voksne med udviklingshæmning, uden at det defineres som magtanvendelse. Forslaget peger i retning af mere håndfast håndtering af beboere i botilbud – vel at mærke uden den registrering og indberetning, som er gældende i dag. En anden anbefaling handler om at give mulighed for at foretage fysisk fastholdelse, hvis en beboer 'chikanerer' eller skaber ’utryghed’ over for andre beboere eller personale i et fællesrum. I dag skal der være risiko for personskade, hvis man skal foretage den slags indgreb.

For det andet lægger rapportens anbefalinger op til en markant svækkelse af retssikkerheden i forbindelse med flytning af en beboer fra sit hjem i et botilbud mod hans eller hendes vilje – eller hvis den pågældende ikke kan give et gyldigt informeret samtykke til en flytning. Det skal kort fortalt være nemmere for kommunerne på egen hånd at beslutte en flytning. I tråd med økonomiaftalen for 2018 mellem KL og regeringen anbefales det, at kommunerne får lov til at indskrive en såkaldt klausul i botilbudsbeboeres lejekontrakt eller boligdokument. Med denne klausul kommer beboerne til at bo på kommunale myndigheders nåde, idet kommunen skal kunne revisitere (tvangsflytte, red.) til en ny bolig, hvis borgerens plejebehov betydeligt forværres eller forbedres.

Mange af rapportens anbefalinger er i mine øjne udtryk for et ganske markant skred i tilgangen til magtanvendelse på socialområdet. Der er nærliggende risiko for en glidende udvikling, hvor ’en fast hånd’ bliver en mere almindelig del af personalets værktøjskasse, hvilket uvægerligt vil svække det faglige arbejde for at forebygge magtanvendelse. Denne risiko for faglig svækkelse er meget foruroligende.

Indførelsen af klausuler i lejekontrakter og boligdokumenter samt lempeligere kriterier for flytning uden samtykke udtrykker det samme skred. Signalet er her, at mennesker med udviklingshæmnings værdighed og ret til et hjem skal underlægges kommunale systembehov. I grundlæggende strid med Danmarks internationale konventionsforpligtelser og bærende værdier i dansk handicappolitik.

Rapporten og dens anbefalinger er baseret på et såkaldt praksistjek gennemført af Ankestyrelsen. Her har man spurgt pædagoger og plejepersonale på handicap- og ældreområdet, repræsentanter fra de kommunale forvaltninger samt pårørende om deres erfaringer med de nugældende magtanvendelsesregler. LEV har desuden været repræsenteret i den nedsatte referencegruppe for arbejdet i ministeriet.

Der er altså kommet input med meget vigtige perspektiver og erfaringer i et sådant praksistjek fra en bred personkreds. Men jeg savner alligevel noget, nemlig perspektivet fra de mennesker, der selv har været udsat for en magtanvendelse: Det enkelte menneskes oplevelse af, hvordan det er at blive holdt fast, når der skal børstes tænder, eller gang på gang blive ført til et andet rum mod sin vilje. Eller oplevelsen af, at retten til eget hjem afhænger af, hvad de synes oppe på kommunen. Det kan være udfordrende at spørge alle i denne målgruppe, men selvfølgelig kan det lade sig gøre at finde mennesker, som kan indvie os i, hvad det vil sige at være blevet udsat for en magtanvendelse.

Mennesker med udviklingshæmning er ikke en ’anden slags mennesker’. Ganske som hos alle andre sætter det spor i ens selvbillede, værdighed og integritetsfølelse, når en anden anvender tvang over for dig. Og nej, jeg tror ikke, at det er noget, som hurtigt er overstået – og så er det glemt. Det sætter sig’ i kroppen og i sindet’. Og her kan det blive siddende. Dette helt grundlæggende menneskelige perspektiv må vi aldrig glemme i overvejelserne, om hvornår – og under hvilke betingelser – det kan være nødvendigt at anvende fysisk magt over for mennesker med udviklingshæmning eller andre handicap. Det kan i særlige tilfælde være nødvendigt – det er jo derfor reglerne findes. Men vi skal gøre alt for, at det forbliver undtagelsen, og her peger en række af ministeriets anbefalinger i den helt forkerte retning.

Lederen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2018

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap