Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Sæt udviklingshandicap på dagsordenen

Til Folketingsvalget sætter vi fokus på fire temaer, der har indflydelse på mennesker med udviklingshandicap og deres familiers mulighed for at leve et godt liv.

Læs mere om de enkelte temaer og vores forslag til at gøre livet med udviklingshandicap til et godt indholdsrigt og trygt liv.

NYHED

Mulighederne for at være en del af meningsfulde fællesskaber er afgørende for alle. Også for mennesker med udviklingshandicap. Men mange kan på grund af deres handicap ikke færdes på egen hånd og har behov for hjælp, støtte og ledsagelse. Ledsagelse er for mange en fundamental forudsætning for at kunne deltage i et almindeligt aktivt hverdagsliv på lige fod med andre.

En ny undersøgelse fra Lev tegner imidlertid et dystert billede af vilkårene. Kommunerne yder generelt  meget begrænset ledsagelse til voksne med udviklingshandicap. Men særligt borgere med de største hjælpebehov – og stort behov for ledsagelse - er i klemme. På landsplan er der omkring 2.000 mennesker i denne målgruppe, der modtager 2 eller færre timers ledsagelse om måneden.

Det skyldes først og fremmest, at netop mennesker med stort hjælpebehov ifølge lovgivningen ikke kan bevilges en ledsageordning (Servicelovens § 97 med ret til 15 timer månedligt), men i stedet kan ledsages efter § 85, typisk via personalet i deres botilbud. Og det viser undersøgelsen, at den ledsagelse ydes i meget begrænset omfang.

Derfor arbejder Lev for, at alle med behov for ledsagelse får samme entydige og lovfastsatte rettighed til et minimum af ledsagelse. Også mennesker med mere omfattende og komplekse handicap.


 

Familier med børn med handicap har krav på støtte fra kommunen – både for barnets trivsel og for at familien som helhed kan fungere. Men alt for mange familier oplever at skulle kæmpe for at få den hjælp, de har ret til. De oplever vedvarende og  alvorlige fejl i kommunernes sagsbehandling og trækkes gennem meget langstrakte forløb med konflikter og mistillid. Det ender ofte i klager til Ankestyrelsen og dermed endnu længere sagsforløb.

Ifølge Ankestyrelsen er en stor andel af kommunernes afgørelser på børnehandicapområdet blevet ændret eller hjemvist, når familien har klaget, ofte fordi der mangler helt afgørende oplysninger i sagen, eller fordi der er fejl i kommunens vurdering. De sidste 3-4 år er det omkring halvdelen af sagerne, der bliver omgjort af Ankestyrelsen.

Det skaber mistillid og utryghed i nogle af de mest sårbare familier.


 

Mennesker med udviklingshandicap lever i gennemsnit 20 år kortere sammenlignet med resten af befolkningen. Overdødeligheden skyldes først og fremmest manglende forebyggelse og behandling af både alvorlige og mere banale sygdomme. Sygdomme som kan behandles, hvis de opdages i tide.

Over de senere år er der indført et opsøgende tilbud om sundhedstjek til alle beboere i botilbud, og det er et vigtigt skridt mod større lighed i sundhed. Men sundhedstjek er ikke tilstrækkeligt for at bekæmpe den store ulighed. Der er brug for initiativer, som sikre mennesker med udviklingshandicap adgang til en målrettet og tilpasset sundhedsindsats i hverdagen.

Derfor har vi i Lev - sammen med blandt andre PLO, Dansk Sygeplejeråd, FOA og Danske Handicaporganisationer – foreslået, at der etableres udgående sundhedsfaglige botilbudsteams. Disse teams skal kunne understøtte botilbuddene og borgerne i både forebyggelse, behandling og sikre koordineringen mellem social- og sundhedsindsatsen.


 

De senere år har der været mange alvorlige sager med omsorgssvigt af beboere i botilbud. Tænk blot på TV2-dokumentarerne Operation X ”Nødråb i natten” og ”Farlig omsorg”, som viste massive omsorgssvigt og overgreb på nogle af de mest sårbare mennesker med udviklingshandicap. Fra vores lokalkredse og rådgivning kender vi til mange andre tilsvarende svigt, nogle endda med dødelig udgang.

Denne alvorlige udvikling kalder på at vi som samfund investerer i stærk faglighed og kvalitet. Men det kræver også et stærk og uafhængigt tilsyn, hvis der skal gribes ind i tide og hvis overgreb og omsorgssvigt skal forebygges og kvaliteten sikres

SVM-regeringen gennemførte i 2024 en gennemgribende nedskæring af Socialtilsynet. Tilsynets økonomi blev beskåret med 1/3. Fremover er der kun tilsyn hvert 3. år mod hvert år tidligere, bortset fra de meget få steder, hvor der iværksættes såkaldt risikobaseret tilsyn. Desuden blev der gennemført markante forringelser af tilsynets mulighed for at vurdere kvaliteten af indsatsen i botilbud mv.

Der var kritik af nedskæringerne på tilsynet fra en meget bred vifte af aktører – både handicaporganisationer, børneorganisationer, institut for menneskerettigheder m.fl.

Derfor arbejder Lev for, at forringelserne af socialtilsynet rulles tilbage og at der gennemføres en styrkelse af tilsynet for at sikre retssikkerhed, værdighed og beskyttelse for nogle af de mest sårbare mennesker med udviklingshandicap.