Øk-artikel_illustration_LEV5_2017.jpg2.png 12.09.2017

Et rigtigt hjem?

Hvad er et rigtigt hjem? Det er der helt sikkert adskillige bud på. Men blandt de helt grundlæggende kendetegn er, at det er en bolig, som du har råderet over, så længe du betaler din husleje eller afdrager på dit lån - og i øvrigt overholder gældende ’ordensregler’. Det princip mener KL og regeringen tilsyneladende ikke skal gælde for mennesker med handicap, hvis man skal tro den seneste økonomiaftale.

Af Thomas Gruber, Politisk konsulent i LEV

Den 1. juni indgik regeringen og KL (Kommunernes Landsforening) økonomiaftalen for 2018. Det gør de to parter hvert år, og fra omkring 2010 har der hvert år været elementer, som på den ene eller anden måde sigter på at stramme styringen af økonomien på det, som kaldes det specialiserede socialområde, herunder ikke mindst handicapområdet.

Økonomiaftalerne har fået en øget betydning over de senere år. I lukkede forhandlinger mellem politikere og embedsmænd fra Finansministeriet og KL’s sekretariat lægges sporene for reformer, der kan få meget stor betydning for forskellige områder i kommunerne. Herunder ikke mindst for børn, unge og voksne med udviklingshæmning og andre handicap. Revisionen af servicelovens voksenbestemmelser blev eksempelvis aftalt i flere af disse økonomiaftaler.

Økonomiaftalen for 2018 er ingen undtagelse i denne sammenhæng. Aftalen indeholder elementer, der kan få betydning for LEVs målgruppe og andre med handicap – desværre primært i negativ retning. I denne artikel fokuseres på elementet om almene boliger og lejerettigheder, som må siges at være det, der kan få de mest indgribende konsekvenser. På næste side kan du se et udvalg af øvrige elementer i aftalen.

Skuffet KL
KL fik heldigvis ikke den reform af serviceloven, som de havde håbet på. Tilbudsvifte, indsatskatalog, udvidet kommunalt skøn og forringelse af handicappedes rettigheder blev kasseret i de politiske forhandlinger på Christiansborg. Noget kunne tyde på, at der stadig er en del ærgrelse over dette, både i KL og i Finansministeriet. I økonomiaftalens afsnit om ”Styring på socialområdet”, gentager de to parter således den rituelle påstand om, at ”der fortsat er udfordringer, der begrænser kommunernes styringsrum på en uhensigtsmæssig måde. Man aftaler derfor ”… et fælles flerårigt analyseprogram”, der skal ”understøtte flow og progression for den enkelte borger, kombineret med bedre styringsmuligheder for kommunerne.”

Der er intet i vejen med, at kommunerne leverer mere service for pengene – eller at indsatsen giver bedre resultater for den enkelte borger. Men vores hidtidige erfaringer viser entydigt, at ”bedre styringsmuligheder for kommunerne” bør oversættes til ’forringede rettigheder’ og mindre hjælp til mennesker med udviklingshæmning og andre handicap.

Denne oversættelse er markant og tydelig i økonomiaftalens afsnit 6 om ”Billigere almene boliger”. Her angives det ideelle formål at være lavere boligomkostninger for borgere i almene ældre-/ handicapboliger (herunder mange i LEVs målgruppe) samt en styrket rehabiliterende indsats. På overfladen er det jo svært at være uenig i de formål. Men de tiltag, som rent faktisk spilles på banen, er noget, man kunne kalde ’KL-classic’: Svækkede rettigheder for borgerne og markant udvidelse af kommunernes disponeringsmuligheder.

Konkret foreslås det, at der indføres en såkaldt ”Klausulmodel”, som betyder, ”… at kommunerne kan indskrive et krav i boligdokumenter/lejekontrakter for længerevarende tilbud efter serviceloven og almenlejeloven om, at borgeren kan revisiteres til en ny bolig, hvis borgerens plejebehov betydeligt forværres eller forbedres”. Endvidere foreslås det, at der ”… indføres hjemmel til at opsige borgere ved om- og reorganisering af almene plejeboliger svarende til gældende bestemmelse i bekendtgørelse om lejerettigheder til beboere i længerevarende botilbud efter serviceloven.” (side 10 i aftalen). Hertil kommer blandt andet et forslag om, at kommunerne lettere skal kunne omdanne varige botilbud til midlertidige, og omvendt – samt en såkaldt ”præcisering” af reglerne for, hvornår kommunerne kan opsige borgere i midlertidige botilbud.

Samlet set – og hver for sig – udgør økonomiaftalens forslag på dette område et helt grundlæggende angreb på de lejelovsrettigheder, som mange mennesker med udviklingshæmning har opnået over de seneste årtier. Rettigheder, som både repræsenterer et afgørende signal om ligestilling og ret til eget hjem – og som i flere tilfælde har vist sig at udgøre en konkret beskyttelse af beboere imod kommuners nedlæggelse af almene boliger, drevet som botilbud.

LEV: Skaber igen andenrangsborgere
Det var baggrunden for, at LEVs Landsformand Anni Sørensen i juli havde et længere debatindlæg i Jyllands-Posten. Under overskriften ”KL og regeringen vil skabe nye andenrangsborgere” forklarer hun, hvilket fundamentalt opgør med årtiers handicappolitik, der vil være tale om, hvis disse ændringer vedtages af Folketinget. Hun mener desuden, at økonomiaftalen introducerer ”… en tænkning, hvor mennesker med udviklingshæmning igen ses som andenrangsborgere. En helt anden slags mennesker, hvor det ikke spiller nogen rolle, om offentlige myndigheder udviser respekt for deres bolig. De skal nu endnu en gang opleve, at deres hjem hviler på offentlige myndigheders nåde.”

Anni Sørensen udtrykker desuden tvivl om, hvorvidt der vil være særligt store besparelser for kommunerne at hente ved at udhule sårbare borgeres ret til deres egen lejebolig. Men ”Omkostningerne i form af rettigheds- og værdighedstab for nogle af samfundets mest sårbare borgere er derimod kolossale.” (Jyllands-Posten, 10. juli 2017).

Som det fremgår, er økonomiaftalens hensigt, at kommunerne skal kunne indskrive en midlertidighedsklausul i lejekontrakterne for mennesker med udviklingshæmning og andre med handicap, som bor i en almen bolig. Begrundelsen er, ifølge aftalen, at kommunerne dermed får bedre mulighed for at arbejde rehabiliterende, fordi beboere, som får brug for mere hjælp (for eksempel på grund af alderssvækkelse eller sygdom), kan flyttes til et andet botilbud, hvor der er mere hjælp tilknyttet. Efter de nugældende regler er kommunen forpligtet til at bevilge yderligere hjælp til en beboer, der hvor den pågældende bor. Hjælpen skal så at sige komme til borgeren – borgeren skal ikke flytte rundt efter hjælpen.

Derved lægger aftalen også op til en klassisk institutionslogik, hvilket ikke har meget med rehabilitering at gøre. Rehabilitering har udgangspunkt i det enkelte menneskes behov og udviklingsønsker – ikke i kommunal kapacitetsstyring. KL, og nu også regeringen, fortsætter derved det omsiggribende misbrug af positivt klingende faglige begreber. Hvilken effekt forestiller man sig mon i KL og Finansministeriet, at det har på den berømte tillidskrise mellem borger og system – mellem kommuner, stat og handicaporganisationer?

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 5 2017

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap