shutterstock_536466085.jpg Foto: Shutterstock 16.10.2018

Justitsminister: Stemmeret til alle – også med værgemål

LEV har i flere år kæmpet for, at mennesker med udviklingshæmning og andre med et såkaldt § 6 værgemål skulle have retten til at stemme ved folketingsvalg. Nu bliver det højst sandsynligt en realitet.

Når stemmelokalerne – senest i 2019 – åbner op for det kommende folketingsvalg, vil der forhåbentlig være en helt særlig gruppe førstegangsvælgere. Efter adskillige år med pres fra flere sider har Regeringen nemlig i dag foreslået en ændring af værgemålsloven, så alle fremover vil kunne stemme – også ved folketingsvalg og folkeafstemninger.

Langt de fleste mennesker med et værgemål har allerede fulde demokratiske rettigheder. Men en særlig type værgemål, hvor man efter værgemålslovens §6 frakendes den retlige handleevne, har hidtil betydet at man mistede sin stemmeret. Ifølge Grundloven har ’umyndiggjorte’ nemlig ikke valgret til Folketinget – og hidtil har et værgemål efter § 6 betydet at man helt mistede sin såkaldte ’retlige handleevne’. Og det betragtes som det samme som at være umyndiggjort i Grundlovens forstand.

Justitsminister Søren Pape Poulsen har i dag meldt ud at den nuværende værgemålslov skal ændres, så ingen – eller i hvert fald meget, meget få – fremover mister deres stemmeret på grund af et værgemål. Forslaget kommer efter en årrække hvor LEV, Institut for Menneskerettigheder og en række andre organisationer har krævet ændringer. Danmark fik også kritik af FNs handicapkomite i 2014 for at fratage mennesker med værgemål deres stemmeret.

Men hellere sent end aldrig. Justitsministeren udtaler i en skriftlig kommentar til DR om dagens forslag:

”At deltage i demokratiet ved at stemme til Folketinget er en stor og vigtig ting. Regeringen ønsker, at flest mulige har ret til at stemme – og personer under værgemål fortjener også at få deres stemme hørt,” skriver justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

LEV har i flere år kæmpet for at give danskere med udviklingshæmning, der har værgemål, retten til at stemme. Så det er en rigtig god nyhed, at regeringen nu stiller dette forslag, siger teamleder for Politik og Kommunikation i LEV, Thomas Gruber til DR:

”Vi er meget taknemmelige over, at man har lyttet til kritikken af, at det ikke er rimeligt, at vi i et moderne demokrati har en gruppe mennesker, der ikke har stemmeret. Det har kæmpestor betydning. Det er et symbol på, at man er en ligeværdig borger i et demokratisk samfund – også selvom man har et handicap, der betyder, at man har brug for et værgemål”, udtaler Thomas Gruber til DR.

Der er stor politisk opbakning i Folketinget til Regeringens forslag om at ændre værgeloven. Bliver lovforslaget vedtaget, vil det træde i kraft allerede fra januar 2019, så der bliver mulighed for at stemme til det kommende folketingsvalg for de knapt 2.000 mennesker har et § 6 værgemål.

Inklusion i virkeligheden

Inklusion i virkeligheden