Den ultimative normalisering

Af Claus Frederiksen, ULF Medie, og Arne Ditlevsen

Lisbeth Jensen var med til at etablere ULF i 1993 – og hun var formand for for­eningen fra dens stiftelse og helt frem til 2014. Men hun er stadig dybt involveret i ULF og også en af ULF’s to repræsentanter i LEVs hovedbestyrelse.

Hvad betyder normaliseringstankerne for dig?
- Jeg synes, det er vigtigt, at Bank-Mik­kelsen havde den filosofi, at man som menneske med et udviklingshandicap skal være så tæt på det normale som muligt.

Hvornår begyndte du at arbejde aktivt med rettighederne?
- Det gjorde jeg egentlig i 1987. Det var inden, ULF startede og handlede om, at vi var trætte af den løn, vi fik på de beskyttede værksteder. Ideen var at lave en fagforening for borgerne med udviklingshandicap, så de kunne få bedre rettigheder. Vi måtte så ikke kalde det en fagforening, så vi kaldte det interesseforening i stedet for. Dette arbejdede vi med, indtil ULF kom i ’93, fordi vi ikke blev taget alvorligt, når vi snakkede med folk ude på værkstederne. Derfor havde vi fokus på vores rettigheder.

Hvordan arbejdede I med normaliseringen, medindflydelse på eget liv og selv-og medbestemmelse?
- Det fik vi fokus på under opstarten af ULF, hvor vi sagde, hvad vi mente. Og i starten af 90’erne begyndte vi at snakke om selv- og medbestemmelse. I dag kan vi så se, at den tanke, at vi skal være så tæt som muligt på det normale, er ved at opløses. Det vil sige tilbage til de store centralinstitutioner. Og Bank- Mikkelsens ide var jo, at man skulle bo i egen bolig eller i et bofællesskab.

Normalisering for de udvalgte
Lars Gjermandsen tog over som for­mand for ULF i 2014, og for ham er tankerne om normalisering stadig dybt relevante. Men graden af ’normalisering’ afhænger meget af, hvem vi taler om:

- En tilværelse så tæt på det normale som muligt er nok ikke nået dem, der bor i botilbud, men ellers er vi kommet tæt på det. I forhold til dem i botilbud er vi rykket en smule tilbage de seneste år på grund af dårligere normering. Det gør det svært at skabe så normale vilkår, som man kunne ønske sig.

- Vi har også set større og større botil­bud, og det er jo ikke mangfoldighed. Især ikke for den gruppe, som ikke selv kan bevæge sig rundt. Der mangler også ledsagelse i kommunerne – det gør det svært at komme ud. Og det er i hvert fald ikke normalisering.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2019

Læs mere
En kæmpe er fyldt 100 år
En tilværelse så nær det normale som muligt
Velkommen i min bydel
En vred dame
Multipelt handicappede – fokus på metoderne og i mindre grad på rammerne
Med Bank-Mikkelsen i rygsækken
Normalisering - er det ikke det samme som afspecialisering?
Læs hele bladet her