Normalisering - er det ikke det samme som afspecialisering?

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Regeringens udspil til en sundheds­reform var længe ventet, da den blev præsenteret i januar måned. De brede linjer var kendt på forhånd, men måske var det knapt så ventet, at fremtiden for de regionale tilbud på handicapområ­det ville tiltrække sig den opmærksom­hed, som de endte med at gøre. Et enigt kor af handicaporganisationer udtrykte nemlig stor skepsis over for den plan­lagte kommunalisering. Budskabet fra handicapverdenen var, at der er behov for en styrkelse af specialiseringen på socialområdet, ikke en fortsættelse af den afspecialisering, som har fundet sted siden kommunalreformen i 2007.

Men hvordan forholder det sig egentlig med specialisering og Bank-Mikkelsens ideal om normalisering? Er højt speciali­serede indsatser overhovedet forenelige med et liv ’så nær det normale som muligt’?

For mange er der nok et ’intuitivt lig­hedstegn’ mellem en højt specialiseret socialfaglig indsats og store botilbud eller institutioner. Høj specialisering kræver et vist befolkningsgrundlag, og det er vigtigt for etableringen af et so­lidt og bæredygtigt fagligt miljø, at der er et tilstrækkeligt antal borgere med de udfordringer, som specialiseringen ret­ter sig imod. I dette perspektiv vil nogle nok hævde, at specialiseringen kun kan sikres ved at få opbygget nogle nye store superinstitutioner, hvor menne­sker med helt særlige og sjældne behov kan leve en tilværelse og få den nødven­dige specialiserede indsats.

Men en hel voksentilværelse i store institutioner kan ikke ligefrem siges at være ’normalt’. Institutionstilværelsen vil tværtimod kunne siges at være en væsentlig barriere for Bank-Mikkelsens idealer om inklusion og en tilværelse ’så nær det normale som muligt’. Umiddel­bart kunne det altså tyde på, at der er en indbygget og uoverkommelig konflikt mellem normalisering og højt speciali­seret socialfaglig indsats.

Men måske er konflikten mest af alt et udtryk for det, man lidt provokerende kunne kalde for ’institutionen i vores ho­veder’. Et billede på, at bo-institutioner i Danmark er dybt grundfæstnet som den eneste mulige ramme om en god og fagligt solid indsats for mennesker med udviklingshæmning – i hvert fald hvis de pågældende borgere har behov for en specialiseret indsats.

Men hvorfor er store institutioner, hvor mennesker med udviklingshæmning må leve hele deres tilværelse sammen med andre med tilsvarende udfordrin­ger, egentlig en nødvendighed for at opretholde høj specialisering? Det er indlysende rigtigt, at der er brug for en organisation af en vis størrelse, hvis vidensniveau og faglighed skal opret­holdes og videreudvikles. Men behøver denne faglige organisation egentlig at være bundet til samme matrikel, som den hvor mennesker bor og lever deres tilværelse? Kan vi slet ikke forestille os en organisering, hvor medarbejdere med specialiseret faglighed yder en indsats for mennesker med handicap på tværs af individuelle boliger eller flere mindre bofællesskaber – altså på tværs af matrikler? Det vil i hvert fald give mulighed for en mere ’normal’ tilværelse for mennesker med behov for denne indsats.  

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2019

Læs mere
En kæmpe er fyldt 100 år
En tilværelse så nær det normale som muligt
Velkommen i min bydel
En vred dame
Multipelt handicappede – fokus på metoderne og i mindre grad på rammerne
Den ultimative normalisering
Med Bank-Mikkelsen i rygsækken
Læs hele bladet her