Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Multipelt handicappede – fokus på metoderne og i mindre grad på rammerne

På mange botilbud har der de senere år været besparelser, der er gået ud over aktiviteter ud af huset, bemanding mm. Ikke desto mindre har man indadtil på talrige botilbud arbejdet målrettet på at styrke beboernes selvstændiggørelse uagtet - eller måske på trods - af besparelserne. Ressourcer og de fysiske rammer for tilbuddene i øvrigt kan derfor blive en problemstilling, der får et liv helt frakoblet dagligdagen på tilbuddet. Her fortæller en pædagog om, hvordan man på Ungdomshøjskolen i Nørresundby arbejder med udvikling for den enkelte - blandt andet set i lyset af, hvad der egentlig er 'normalt'.

NYHED

På mange af de botilbud, hvor der bor mennesker med stort hjælpebehov og måske begrænset verbalt sprog, arbejdes der med en række forskellige tilgange og metoder, der skal sikre alle størst mulig indflydelse på eget liv.

De fysiske rammer på og omkring selve tilbuddet kan være meget forskellige. Fra større boenheder beliggende i områder, hvor der også er andre sociale tilbud, nogle gange i områder hvor der tidligere lå store åndssvageinstitutioner som Svaneparken, til mindre botilbud i udkanten af et villakvarter.

Rammerne er ofte givne. Lederne i botilbuddene, medarbejderne, ja selv beboerne har typisk ikke det store at skulle have sagt over indretning og antallet af boliger i tilbuddet. Rammer­ne er i stedet bestemt af ’hvad der er rentabelt at bygge’ og selvfølgelig med en skelen til, hvor mange boliger man i en kommune har behov for af den type nu og i de kommende år.

Men inden for de rammer udfolder der sig et rigt udbud af metoder, der skal fremme beboernes selvstændiggørelse og livskvalitet. Gentle Teaching, musik­terapi, Low Arousal, Marte Meo, KRAP og Livskraft er bare nogle af metoderne.

Slut med at sige ’vores borger’
Vi har talt med Marianne Bøcker Christensen, der er pædagog på Ungdomshøjskolen i Nørresundby. Her arbejder man med tilgangen ’Livskraft’, der er udviklet i Aalborg Kommunes Handicapafdeling. ’Livskraft’ handler blandt andet om at finde ind til, hvad beboerne med udviklingshæmning drømmer om, og dermed at finde den drivkraft, som giver den enkelte lyst og gejst til at prøve eller gøre noget nyt.

Ungdomshøjskolen er et botilbud for unge med multiple handicaps og stort støttebehov. Der er i alt to levegrupper med seks unge i hver. Ungdomshøjsko­len blev oprettet som et midlertidigt tilbud i 2004, men for fire år siden blev det reetableret i nye bygninger, nu som et permanent tilbud.

Ungdomshøjskolen ligger i bymæssige omgivelser: Indkøb er i gåafstand, nabo­erne er parcelhuse, et specialbørnehjem og snart et hospice. Boligerne består af stue og soveværelse ud i et samt gang med tekøkken. Der er et stort fællesrum med køkken og stue plus en stor sal med biograf og cafe og et multisanserum.

Hvordan tænker I udvikling for den enkelte?
- Fordi vi har Livskraft som tilgang, har vi udvikling inde under huden – vi er nysgerrige på, hvor der hentes energi og motivation. Vi arbejder med hypo­teser – opvækst, livshistorie, interesser – hvordan vækkes borgernes energi? Kan dette bruges til at gøre en bruger mere selvhjulpen? Eller gøre den enkelte mere deltagende? Ellers prøver vi noget andet.

- Vi arbejder på neuropædagogisk bag­grund. Alle har en neuropædagogisk uddannelse eller efteruddannelse, og dermed viden om hjernens opbygning, og hvad vi kan påvirke rent pædagogisk for at styrke produktionen af signalstof­fer. Vi arbejder ikke ud fra gætværk, men på baggrund af hypoteser. Vi ser på alle borgernes situation og muligheder i forhold til Livskraft.

Livskraft har også påvirket det sprog, som medarbejderne har om målgrup­pen, mennesker med udviklingshæm­ning. Marianne Bøcker Christensen:

- Tidligere kunne vi måske sige ”vores borgere”. Men det er uhensigtsmæssigt og en asymmetrisk magt. Med Livskraft har vi fået en mere facilliterende rolle med en anden form for respekt for den enkelte. Og vi har set, at beboerne har et større potentiale, end vi har turdet tænke eller kigget efter tidligere.

Har beboernes diagnose en rolle?
- Beboernes diagnose spiller som sådan ikke en rolle. Vores fokus er, hvor man erkender sin verden. Men selvfølgelig, hvis en har svær epilepsi, tager vi højde for det.

- Generelt spillede diagnoser en større rolle tidligere. Der var en tendens til at skærme og passe på beboerne. Nu er vi mere risikovillige og tør træde i bag­grunden, så alle selv bliver så betyd­ningsfulde som muligt i alle situationer.

Hvilken rolle spiller de institutionelle rammer/institutionens størrelse for jeres arbejde med den enkelte?
- Det kan være en fordel, at boenhe­den ikke er større, men omvendt kan de større enheder være en fordel rent socialt. En del af Livskraft er også at prøve at inddrage frivillige mere, og for dem er det væsentligste, at aftalerne er klare, og at vi faciliterer de relationer, de skal indgå i.

- Vi (personalet, red.) taler nogen gange om rammerne – kunne nogle have gavn af at bo på en anden måde? Nogle vil måske gerne bo, hvor der er dyr frem for i bymæssig bebyggelse. Men mine tanker går så også på, at de ikke engang havde deres eget badeværelse tidligere. Det holder jeg forholdene op imod.

Hvad tænker du om ”et liv så tæt på det normale som muligt”, som Bank-Mikkel­sen jo formulerede det?
- Jeg synes, at hans tanker ligger tæt på Livskraft-tanken. De grundlæggende ting, der beriger mig, hvorfor skulle det ikke også berige dem med stort støtte­behov? Det allervigtigste er dog at lytte til beboerens stemme, for vi skal ikke afgøre ’det normale’.

Pædagogen skal ikke sætte dagsordenen
For at tage den bold op, er man på Ungdomshøjskolen begyndt at holde beboermøder. Indtil videre er det blevet til tre møder, og Marianne har været med til dem alle. Det startede egentlig ikke som et decideret beboermøde, men som en sammenkomst, hvor be­boerne skulle se nogle små personlige videofilm. Så opstod ideen om, at be­boerne jo også havde glæde af og en vigtig stemme i forhold til at ytre sig om det, der foregår i tilbuddet.

- Til møderne kan alle 12 beboere deltage, og der er kun en pædagog tilstede. Det er meget vigtigt, at det ikke bliver os, der kommer til at sætte dagsordenen. Borgerne fortsætter med at vise nogle små videoer fra deres liv – det kører på skift med tre ad gangen – for det har været en succes, og så kan de vise de andre, at de faktisk har noget på sinde og glæder sig over at dele.

Andre punkter på dagsordenen har været information om personale, der starter eller stopper. Tidligere blev det meldt lidt tilfældigt ud. Et andet punkt blev rejst af en af beboerne, som havde undret sig over, hvorfor tavlen med per­sonalebilleder, der viser, hvem der er på arbejde, ikke blev ordentlig opdateret.

- Så har vi taget det op. Men vi er startet meget famlende – vi prøver os frem og er åbne for at ændre på tingene. Men det er positivt – Ja, for satan! Rørende. Vi har også set, at nogle, der kan være udfordret af lyde og bevægelser, her tager det helt roligt i mødesituationen. Jeg tror, at de føler sig hørt.

Nu hænger der i botilbuddet en forelø­big dagsorden på en opslagstavle. Så kan beboerne se den – og selv komme med forslag til punkter.

Ressourcer og rammer
Hvordan ser du på mulighederne for at udfylde et princip som ”et liv så tæt på det normale som muligt” i dag? Er ressourcer og besparelser en faktor, der kan virke positivt eller negativt herpå?
- Livskraft er en ændring af vores tilgang. Det handler ikke nødvendigvis om ressourcer.

Men er det de samme forhold nu som i 2004, da du startede?
- Det er anderledes, end da jeg startede. Eksempelvis i forhold til at bruge stedets busser. Det kan man ikke lige. I det hele taget er der meget, vi skal registrere. Og det tager tid.

- Generelt har det ændret beboernes muligheder for at komme ud. Mange ting skal være forberedt i dag. Tidligere kørte vi bare selv. Nu er man presset af, at der kommer en bus med en chauffør, der måske skal flere steder hen, hvor der også står nogen og venter. Det er svært. Til gengæld kommer de også ud på helt nye oplevelser, for eksempel i løbecykler med frivillige.

Bank-Mikkelsen havde en forestilling/ håb om, at LEV ville være overflødiggjort i starten af 0’erne, hvor foreningen fyldte 50 år, fordi målet – et liv så tæt på det nor­male – ville være opfyldt. LEV er her godt nok stadig, men tænker du, at vi er ved at være i mål?
- Nej, det tænker jeg overhovedet ikke. Vi er jo hele tiden i bevægelse. Hvem skulle også sige, hvornår vi er i mål?

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 2 2019

Læs mere
En kæmpe er fyldt 100 år
En tilværelse så nær det normale som muligt
Velkommen i min bydel
En vred dame
Den ultimative normalisering
Med Bank-Mikkelsen i rygsækken
Normalisering - er det ikke det samme som afspecialisering?
Læs hele bladet her

Følg Lev på Facebook

Besøg allerede i dag Levs side på facebook. Klik på "Synes godt om", så er du med og kan følge udviklingen på siden.