Ledsagelse giver Carl frihed til at opleve verden på egne præmisser. For hans mor, Astrid Meinild, betyder det alt at vide, at han får den støtte, han har brug for – hver dag
Carl bor på et bosted, hvor han får ledsagelse af personale.
Det betyder, at han kan komme ud og lave ting, han godt kan lide.
Hans mor er tryg, fordi han får den hjælp, han har brug for.
Af Arne Ditlevsen | Foto: privat
Den rigtige ledsagelse og i den rette mængde gør en kæmpe forskel. Spørg bare Astrid Meinild. Hun er mor til Carl på 22 år og er en af de heldige, der ikke skal kæmpe for, at han får den nødvendige ledsagelse.
”Carl er visiteret til et §108-bosted. Kampen for det bedst mulige sted for Carl var mangeårig, unødigt opslidende og fyldt med fejl. Ikke desto mindre har jeg hele tiden haft en tro på, at ledelsen og det ansatte fagprofessionelle personale på dette bosted vil overholde loven og aftaler. Jeg ved, at bostedet kender indholdet af en §108-plads, og at de kan eksekvere i deres specialpædagogiske arbejde med min søn.
Det betyder alverden for mig – og det er helt afgørende for Carl – at han har mulighed for at komme væk fra bostedet med personale. Og at personalet ved, at det er en del af det, som han tilbydes. Så ofte, som det overhovedet er muligt, faktisk.”
Ledsagelsen er fuldstændig tilpasset Carls behov
Astrid, Carls søster
Carl bor i et regionalt botilbud, og ledsagelse (efter §85 i serviceloven) er en vigtig del af de ydelser, han er visiteret til. Carl har infantil autisme, udviklingshandicap og kan være udadreagerende. Autismen gør, at han har brug for at være skærmet. Han bor derfor i et anneks til et lille botilbud. Han kommer ikke i dagtilbud, for det kan han ikke rumme. Om Carls dagligdag fortæller Astrid:
”Carl er ude hver dag, da én af strategierne til hans low arousal er sandkassen. Carl har sin egen sandkasse med tag, som han kan opholde sig i uanset vejret. Carl tilbydes også dagligt en tur med bostedets busser. I bussen er der altid to personaler med. Carl kan sige til og fra og desuden komme med forslag til køreture. Også til ture som kræver mere forberedelse, for eksempel besøg hos bedsteforældre, zoologisk have eller svømmehal,” fortæller Astrid.
Biografture for at se film som Croods, Garfield og Ternet Ninja står også på listen over yndlingsbeskæftigelser. Sammen med ture til stranden. Ledsagelsen gør, at Carl kan komme ud og få et afbræk fra den trummerum, som hans liv ellers ville være.
”Han er god til at sætte ord på, hvis han keder sig, men det er bare ikke altid, at han kan hjælpe sig selv videre fra den kedsomhed. Da er Carl afhængig af, at der er professionelle, som kan hjælpe ham videre fra den fastlåstid, hans autisme nogle gange sætter ham i.”
Carl kan som nævnt være udadreagerende og er ikke trafiksikker. Så på alle måder er ledsagelse en nødvendighed for ham. Og her bor han det helt rigtige sted.
”Personalet er fantastiske til at forstå ham, rumme ham og læse ham. Så han får de tilbud, han kan magte, på de dage, han kan magte det. Ledsagelsen er fuldstændig tilpasset Carls behov.”
Det giver ro hos Astrid og Johanne, Carls mor og søster, at Carl får den fornødne ledsagelse.
Uden ledsagelse til aktiviteter efter Carls ønsker er Astrid ikke i tvivl om, hvad der vil ske.
”Så bliver han endnu mere stresset, end han er i forvejen. Altså, så går han jo. Han forlader boligen og går. Han kan gå imod togskinner eller mod meget trafikerede veje. Og han kan blive udadreagerende. Personalet går naturligvis med Carl, og der er en fast pædagogisk plan for, hvordan de agerer og er i samspil med Carl, når han går.”
Ledsagelse er derfor en indlysende pædagogisk handling i forhold til Carl.
”Al den ledsagelse, alle de ture han er på, uanset om det er i biografen eller til tandlægen er jo et afbræk fra hans hverdag. Det er noget af det, der gør, at det ikke bare bliver en sutsko-institution, han bor på.”
Astrid Meinild nævner et besøg hos Carls bedsteforældre, som illustrerer, hvorfor ledsagelse er så vigtigt:
”Carl havde efterspurgt et besøg hos sin farfar og farmor, og det blev gennemført med to personaler. Derfor har det været muligt for Carl at vedligeholde sin relation til farfar og farmor. Og han har kunnet dele hele oplevelsen med personalet. Det har fået særlig værdi, da farfar efterfølgende er død. Sorgprocessen er utrolig vigtig at få sat ord på for Carl, og derfor er det endnu vigtigere, at personalet har mødt farfar, og at der er et fællessprog for at have besøgt farfar sammen.”
Astrid ved, at Carl udvikler sig i relationen med det professionelle fagpersonale; at ture i bussen med personalet gør det muligt for Carl at opleve verden. Oplevelser, som beriger Carls liv og udvikler hans forståelse af verden.
”Det er realistisk, at Carl om fem år kan gennemføre en tur i sommerhus med personale og sin allernærmeste familie. En anden realistisk mulighed er et restaurant-besøg. Der er ingen tvivl om, at ture ud af huset aktivt medvirker til Carls trivsel og udvikling.
Det giver en kæmpe ro i mit, og derfor også i Carls søsters liv, at vi ved, at der er fagprofessionelt personale omkring ham. De støtter ham og ved, hvad han har brug for, både når det går godt, og når det går knap så godt.”
Læs også:
Uden sine forældre ville 29-årige Cecilie sjældent komme på café, i biografen eller til bowling – aktiviteter, hun elsker. Hendes bosted har ikke ressourcer til ledsagelse, og den ordning, hun tidligere havde, blev taget fra hende. Nu er det op til familien at sikre, at hendes liv ikke går i stå.
Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.
