Af Lars Ege | Foto: Joseph Daniel Sam

Hanne Friis Kaas er Lev Magasinets ILDSJÆL i oktober måned. Hun sidder i Spejderhjælpens bestyrelse som frivillig repræsentant for KFUM-spejderne.

Et treårigt projektsamarbejde mellem Lev, Danske Handicaporganisationer, Spejderhjælpen og Inclusion Ghana blev søsat ved en rejse til Ghana, hvor Hanne fik en klokkeren øjenåbner. Projektet er netop nu i sin afsluttende fase.

Dette interview har dannet baggrund for magasin-artiklen. Så det er ikke woodoo, hvis du får en fornemmelse af, at du har læst enkelte passager tidligere.

Du har været spejder, siden du var en lille pige. Kan du kort i første omgang fortælle, hvad engagementet gav – og giver dig.

- Mit engagement er jo livslangt og har givet mig noget forskelligt i forskellige faser af mit liv. Jeg var 10 år, da jeg startede som pigespejder, og i de tidlige ungdomsår gav det mig jo en masse fest og ballade, venskaber - og succesoplevelser. Lærte nye ting. Det er en fase, som de fleste spejdere oplever. Kun en meget begrænset andel bliver hængende hen over de sene teenageår. Meget andet trækker.

Det, jeg fik i den efterfølgende periode, handlede om et ansvar, der vokser, og man vokser af selv. Børn, der leder børn, unge unge og voksne voksne - hvis man kan og vil. I voksenalderen, nu er jeg 53, er fællesskab stadig en motivation for mig, men nu fylder det meget mere at gøre noget for andre. Det kan lyde overfladisk, altruistisk, sådan bare at gøre noget for andre. Jeg er blevet meget, meget optaget af at gøre spejderarbejdet bedre, og har forladt alt det med at være leder for børn og unge. Jeg har været et organisationsmenneske, fra jeg var i slutningen af 20’erne, og har rettet meget ind imod spejderbevægelsens udvikling. Jeg er fortsat sammen med søde og sjove mennesker, og nogle af dem er jeg blevet venner med. Men fællesskabet er på en måde blevet mere diffust; til gengæld har det fyldt stadigt mere at forbedre udbyttet og kvaliteten af ’produktet’. Altså det spejderne glædes over og bruger deres krudt på - og de tilbud der kan hjælpe andre mennesker.

Foto: Joseph Daniel Sam

Fra lucia-optog til hjerteskærende møder

Du kendte naturligvis et eller andet til udviklingshandicap, før Spejderhjælpen, Danske Handicaporganisationer (DH) og vi i Lev i 2019 gik i partnerskab om venskabsprojektet i Ghana, men havde du været i nærkontakt?

- Ikke ret meget. Da jeg trådte ind i bestyrelsen for 5-6 år siden, havde vi et samarbejdsprojekt kørende med Danske Handicaporganisationer (DH) i Rwanda, der havde at gøre med børn og unge med forskellige slags handicap.

I Rwanda var det første gang, jeg kom i kontakt med børn med udviklingshandicap. Ellers har det været sådan noget som, at vi som børn og unge gik i lucia-optog på bosteder. Hvilket jeg da håber har gjort godt og bidraget til nogle stemningsfulde eftermiddage.

Nu er du så i ghanaprojektet blevet partner med DH og os. Hvordan har du det med det? Giver det dig nogle nye indsigter, eller har noget måske overrasket dig?

- Ha ha ha, det er et såkaldt ledende spørgsmål! (’Ja ja, indskyder interviewer beredvilligt’). Jeg har det super godt, og ja, det giver mig nogle indsigter, jeg ikke havde tidligere, og jeg er virkelig, virkelig glad for at få de indsigter. Fordi hele projektet med Lev og med DH jo giver anledning til refleksion over et noget opdelt samfund. Og fordi turen til Ghana og hele samarbejdet med Levs projektfolk har kørt så professionelt, som det har. For er man ikke er i familie eller tæt på som fagperson, så kommer man jo ikke tæt på udviklingshandicap. Og nu med ghanaprojektet får jeg jo et kig ind i den verden. Især hvad det i den tredje verden vil sige at leve med et udviklingshandicap. Det har været en øjenåbner.

Det er jo næppe en overraskelse for nogen, at det ikke er et specielt fedt liv at have et udviklingshandicap i Afrika syd for Sahara. Men at være på besøg og se de kummerlige forhold og få de fortællinger fra de berørte mennesker, er jo fuldkommen hjerteskærende. Ja, uskylden er røget. Man kan ikke længere lade som om, at det ’vel ikke er så galt endda’.

Nedbryder fordomme lokalt – og forbillede ude i Spejderdanmark

Har du nogen erfaringer for, at lokale spejdere og kredse i Lev forsøgsvis afprøver, om de kan få glæde af hinanden og dermed rykke på inklusionen?

-  Som en slags baggrundsviden for det, du måske efterspørger svar på, kan jeg sige, at der hen over årene er blevet - og bliver - taget forskellige initiativer til inklusion. Der findes allerede noget spejderarbejde rundt omkring, hvor børn og unge med handicap er inviteret ind. Men det udfordrer jo det klassiske spejderarbejde, fordi handicapinklusion er svær. Vores lokale spejderledere er jo unge amatørledere. Og at skulle inkludere unge med bare lidt udviklingshandicap er jo ikke sådan…meget nemt - men er helt klart inden for spejderånden.

For øvrigt har Spejderhjælpen fra centralt hold her i september rettet enslydende henvendelser til alle korps for at få sat skub i et lokalt samarbejde om inklusion mellem spejdere og børn og unge med udviklingshandicap.
Pointen er at udnytte, at landets spejdere i hele Spejderhjælpsugen i september i hvert fald har haft to ting i hovedet: Dels meningsfuldheden ved gennem deres frivillige arbejde at støtte mennesker i Ghana med udviklingshandicap i at skabe venskaber. Og dels det inspirerende ved, at to lokale ghanesiske spejderkorps spiller en så betydelig aktiv rolle.

Den rolle har blandt andet ved eksemplets magt bestået i at overbevise lokalbefolkningen om, at deres naboer med udviklingshandicap er rigtige mennesker som dem selv, og at deres handicap hverken skyldes nogle højere magters straf eller trolderi.

Skal kunne tænde på nyt projekt

Er der mon nogen muligheder for, at I og vi på ’fondsniveau’ kan styrke fællesskaber og inklusion – i fodsporet på Spejderhjælpens ulands-engagementer. Det er ikke for at få dig til at komme ind på konkrete projektidéer. Mere om hvordan processen bliver?

- Jamen når Lev og DH’s projekt i Ghana løber ud, skal Spejderhjælpen beslutte, hvad næste projekt skal gå ud på. Vi har ét projekt ad gangen, for der skal være klarhed i kommunikationen og et landsdækkende fælles fokus og engagement hos børnene og de unge. Spejderhjælpen har før - som vi gjorde med Lev - taget rundt og talt med forskellige ngo’er for at høre om mulige emner. Vi skal tro på, at samarbejdet vil fungere og gøre størst mulig forskel. Hvilket i sidste ende står og falder med, om spejderne tændes og engagerer sig.

Når det gælder Lev, er målgruppen jo oplagt. Men der er andre lige så oplagte målgrupper, så det er matchet mellem målgruppe og projekt - samt en samarbejdspartner, der forstår hvem vi er.

Her sidder vi i Spejderhjælpen med en særlig rolle. Vi må formå at få de fem spejderkorps til at tro på, at de kan få deres medlemmer til at gå ud en uge i september og tjene penge. Til et i deres øjne godt formål. De små spejdere skal kunne sige DÉT ER JO IKKE I ORDEN!! om de forhold, som børnene de støtter lever under. Og spejderlederne skal opleve, at indsatsen er i overensstemmelse med bevægelsens internationale dna: Duty to others.

Foto: Joseph Daniel Sam

Vores inklusionsgnist er tændt!

Det er indlysende, at en central fond ikke bør have styr på udviklingshandicap som sådan. Men tror du, at der kan være blevet tændt en lille gnist centralt hos jer igennem vores fælles u-landssamarbejde - som i forbindelse med Spejderhjælpsugen og det videre arbejde formår at tænde små gnister rundt i hele Spejderdanmark?

- Ja, og gnisten, den lille gnist, er tændt hos os, Vi vil så gerne - og nu prøver vi at give den gode idé videre. Spejderkorpsene har jo både sekretariater med ansatte, udviklingskonsulenter og masser af frivillige kræfter, hvis der er grobund. Så vi prøver at sprede gnisterne. For idéen er for god, og den passer for godt ind i det, vi kan som spejdere, til at lade den ligge.

Men VED du hvad!? Initiativer kommer jo nedefra. Så du skal lige høre historien om en kæmpestor spejderlejr med 40.000 deltagere: Spejdernes Lejr 2022 i Naturpark Hedeland (på Roskilde-Grevekanten, red.) - noget, der kommer næste sommer. Masser af aktivitet, og ikke topstyret. Det er festival-agtigt. Der er nedefra taget et initiativ til at invitere omkring 100 unge og voksne med udviklingshandicap som frivillige lejrhjælpere.

Det er spejdere i samarbejde med ULF (Udviklingshæmmedes Landsforbund), der vil realisere planen. Så hvis spejderne og ULF i fællesskab kan finde på nogle både lidt udfordrende og værdige opgaver for lejrhjælperne, skulle det hele kunne falde i hak. Om så arbejdsopgaverne bliver noget med at fylde op med nye forsyninger af Filur-is og chips i boderne, eller måske køre ud med friske wc-ruller til toiletterne. Eller noget helt andet.

Spejderne skal nok sørge for at passe godt på alle - også at de kommer sikkert hjem om aftenen.

”Sku’ vi ikke bare GØRE det”

Mon ikke en del spejdere efter lejren i Hedeland vil bringe indtrykket af de gæve udviklingshandicappede med hjem til deres trup – og måske plante en idé til at gøre noget lignende lokalt?

Jamen, det er bare så oplagt. Det er så nærliggende, og det er lige ind i spejdernes ånd. Der skal bare være én ildsjæl, der får idéen, og som rejser sig op og siger: Sku’ vi ikke bare GØRE det!