Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Profilprojektet Makkerskab i fællesskaber

Vi har tidligere skrevet om profilprojektet ”Flere muligheder for deltagelse i fællesskaber for mennesker med handicap”, som Lev Odense og Team Ufrivillig sammen med Odense Kommune og konsulentfirmaet Ingerfair, der arbejder med bæredygtigt frivillighed, har etableret.  Ingerfair træder nu ud af projektet og Odense Kommune overlader ligeledes projektet til Lev Odense. Hvad er vores erfaringer og hvordan kommer vi videre?

Forhistorien

Forhistorien er at Odense Kommune har iværksat en række såkaldte profilprojekter, der bl.a. skal begrænse ensomhedsoplevelsen blandt borgerne i Odense Kommune. Odense Kommune henvender sig til Lev Odense og sammen med

Ingerfair etablere vi et profilprojekt, der oprindelig hed ”Flere muligheder for deltagelse i fællesskaber for mennesker med handicap”, men som vi hurtigt i Lev Odense omdøber til  ”Makkerskaber i Fællesskab”, fordi vi ville signalere, at der kunne være mange former for relationer mellem mennesker med udviklingshandicap og frivillige. Både en-til-en, en-til-gruppe og gruppe-til-gruppe.

Efter aftale med Odense Kommune er Lev Odense juridisk og økonomisk ansvarlig. Det vil sige, at Lev Odense fx kan stoppe projektet, hvis det ikke forløber hensigtsmæssigt, og Lev Odense forvalter de midler som projektet får tilført, fx af Odense Kommune eller via fondsmidler. Indtil nu har projektet af Odense Kommune fået 500.000 kr. De 450.000 kr. bliver reserveret Ingerfair, der har stået for den overordnede strategiske udvikling og styring, mens de resterende 50.000 kr. sammen med 39.000 kr. fra DH’s lokalpulje har være de midler, som Lev Odense har kunnet drive projektet konkret for.

Ud over Ingerfairs arbejde, har Odense Kommune også afsat midler til at en konsulent har kunnet varetage kommunens forpligtelser så som at indkalde til møder, have kontakt til forvaltningen, fx relevante ledere og frivillighedsambassadører (medarbejde der uden at der er afsat ressourcer skal etablere og have kontakt til frivillige) og formidling om projektet internt i kommunen.

Banko med glade borgere og frivillige.

Indtil nu er der i korthed sket følgende

Konkret har vi i et samarbejde med Ingerfair og Odense Kommune valgt 3 grupper af mennesker med udviklingshandicap ud fra devisen, at projektet skulle ”fungere” fra start. Ingerfair har derefter gennem interviews af to omgange undersøgt holdningerne til projektet hos ledere og medarbejdere og ”frivillighedsambassadører” inden for de 3 valgte områder. Overordnet var holdningen positiv selv om de interviewede også gjorde opmærksom, at der kunne opstå problemer. Derudover har Ingerfair interviewet bestyrelsen for Lev Odense for også her at afdække bestyrelsens holdningerne til projektet.

I denne proces har Ingerfair løbende skriftligt meldt tilbage til alle partnere om resultaterne.

Herefter har vi af to omgange iværksat aktiviteter – alle for grupper af mennesker med udviklingshandicap og frivillige. Første rul handlede om en tur på Odense Stadion, en bingoaften, en tur i biograf og en bankoaften og anden rul drejede sig en tur i biografen, en tur i zoologisk have, en aften med diverse spil og en cafetur. Ud af disse 8 aktiviteter blev 5 gennemført.


Det første rul blev i forhold til de frivillige markedsført via facebook, plakater og flyers, mens det anden rul kun blev markedsført gennem facebook, idet første rul viste, at det var her vi primært fik kontakten til de frivillige. I alt fik vi kontakt til små 15 frivillige. Det overraskende var, at den kontakt, som vi fik til mennesker med udviklingshandicap, måtte vi langt hen ad vejen selv etablere. Der kom stort set ingen mennesker med udviklingshandicap fra de tre områder, som vi havde valgt, og hvor ledere, frivillighedsambassadører og medarbejdere var blevet interviewet – og orienteret.

Mellem det 1. og det 2. rul blev der etableret en tovholdergruppe på i alt 4 personer, der fremover skal drive projektet konkret, efter at Ingerfair og Odense Kommune er trådt ud. Lev Odense bibeholder det juridiske og økonomiske ansvar.

Ud over at finde frivillige via de annoncerede aktiviteter, har vi også været aktive på Odense Universitets frivillighedsdag og University College Lillebælts temadag om frivilligt arbejde. Desuden har vi været Månedens Forening i Borgernes Hus, Odense. Her kan du se, hvad vi har skrevet om projektet. Og vi har bragt en række mindre artikler i vores egen blad Fyn Nyt, lagt dem i vores facebookgruppe og sendt til vores medlemmer.

Hvad har vi lært?

Der skal tid og ressourcer af til at skabe en god forbindelse til de arbejdspladser, der indgår.

Der skal være en tydelig forventningsafstemning mellem projektholdere og dem der indgår om, hvad samarbejdet indbefatter.

Det er vigtigt med en direkte adgang til ledelsesopbakning og sparring på de udvalgte arbejdspladser, for at sikre projektets gennemslagskraft og levedygtighed.

Tovholdergruppen skal på plads inden projektet går i gang. Den har så stor betydning for bæredygtigheden i projektet, at de skal inddrages fra start. Derudover er det rigtig svært at overdrage viden efterfølgende.

Støtte tovholdergruppen med de kompetencer de skulle mangle løbende. F.eks. markedsføring, da dette kan være en svær og stor opgave, som hele tiden ændre sig i forhold til de digitale platforme.

Jon Boje Jensen
formand Lev Odense

Følg Lev Odense på Facebook

Bliv medlem af Lev Odenses gruppe på Facebook og følg med i kredsens arbejde