Liselotte Hasselgren.JPG Foto: Privat 15.02.2018

Fra skrækslagen til overbevist

Låste døre er ikke vejen frem for at sikre tryghed for mennesker med udviklingshæmning, der kunne have en vis udlængsel. Det siger to pårørende fra hver sin ende af landet og med hver sin historie. Svaret er i stedet aktiviteter og pædagogisk støtte.

Af Arne Ditlevsen

Som pårørende til en datter med omfattende handicap har Alice Hasselgren prøvet det meste. Hun har altid fulgt og kæmpet for Liselotte. Og Alice Hasselgren er ikke i tvivl:

”Låste døre må aldrig erstatte pædagogisk samvær og aktivitet med beboerne.”

Sådan skrev hun på Facebook kort efter, at TV2 havde vist en række indslag fra Sølund, hvor pårørende og lederen af Sølund talte for, at botilbuddet fik mulighed for at låse dørene, så beboerne ikke kunne gå ud uden ledsagelse.

- Jeg forstår godt de pårørende. Jeg har selv været der. Hos min datter låste man også i mange år døren, for at forhindre beboerne i at gå ud, siger Alice Hasselgren og fortsætter:

- Så jeg var skrækslagen, da man efter en ombudsmandsafgørelse og i øvrigt også ansættelse af en ny leder meldte ud, at loven skulle følges, og man ikke ville bruge denne fremgangsmåde mere.

- For min datter var og er ikke trafiksikker, og hun kunne ikke finde hjem. Når hun så sit snit til det, stak hun af. En gang gik hun flere kilometer og blev først fundet, da nogle mennesker så, at hun stod foran IKEA. Her blev hun hentet af politiet og kørt hjem. Så det har fyldt meget hos os, at hun kunne stikke af.

- Nu har der været åbne døre i mange år. Og jeg kunne slet ikke forestille mig, at beboerne blev låst inde. Og det selv om beboerne er i den målgruppe, der har allermest behov for hjælp. Jeg kan jo se, at det først og fremmest handler om ordentlig tilgang til beboerne. Det handler om ledelse.

Samme normering
Flere har i debatten fremført synspunkter som, at det er for dyrt, hvis personalet skal mandsopdække enkelte beboere for at forhindre, at de forlader bostedet uden ledsagelse. På Liselottes bosted i Gentofte har normeringen imidlertid ikke ændret sig, efter at man holdt op med at låse dørene. Der bor otte personer, og der er fire pædagoger.

Alice Hasselgren vender igen tilbage til det med ledelse, når hun skal beskrive, hvorfor det kan fungere med samme normering.

- Dengang der var låste døre, oplevede jeg flere gange, at pædagogerne ikke var sammen med beboerne, når jeg kom på besøg. Beboerne kunne tulle rundt for sig selv. Så selv om de låste døre kan give arbejdsro for personalet, og tryghed for pårørende, så kan det også blive en rutine, hvor der bliver mulighed for at lave andre ting end noget med beboerne.

Efter at man stoppede med at låse på Liselottes bosted, så har den pædagogiske indsats i langt højere grad været i fokus.

- Dygtige medarbejdere sørger for, at der er særligt fokus på de beboere, der gerne vil ud, men ikke kan gå uledsaget. De får tilbud om samvær, aktivitet, en snak eller en lille tur.

- Og så er personalet blevet opgraderet. Ikke antalsmæssigt, men fagligt, siger Alice Hasselgren.

Carl Henning
I Esbjerg sidder Carl Henning Møller, far til Morten. 48-årige Morten har udviklingshæmning og autisme, og i det seneste halve til hele år er han taget på udflugt nogle gange. Uden ledsagelse. Carl Henning Møller siger om oplevelsen:

- Det er da bekymrende. Så jeg forstår til fulde bekymringerne fra andre forældre, der frygter, at deres pårørende går ud og kan komme til skade.

Løsningen er dog ikke låste døre ifølge Carl Henning Møller.

- Det handler om udlængsel, og at der er pædagoger nok. I Esbjerg har man sat en million kroner af til ud-af-huset aktiviteter, men det burde være en del af det pædagogiske tilbud, at de kunne komme ud.

Når Morten er hjemme hos forældrene, går han aldrig ud alene. Og det har Carl Henning Møller en indlysende forklaring på:

- Herhjemme løber han ingen steder, men får sine behov opfyldt. Sidst han var hjemme, havde han ikke været ude at handle i lang tid. Men Morten har behov for at komme ud og i forretninger. Så vi tog i en genbrugsforretning, og Morten købte nogle Anders And-blade. Bagefter ville han i Brugsen, hvor han fik et motorblad. Morten kan ikke læse, men han vil gerne ud og opleve noget, og så ser han måske i bladene og river dem i stykker bagefter.

- Det handler jo om udlængsel og at der er mulighed for pædagogisk ledsagelse, slår Carl Henning Møller fast.

Carl Henning Møller er bange for, at mange af de fremskridt, der er opnået for mennesker med udviklingshæmning siden nedlæggelsen af åndssvageforsorgen i 1980, er i fare.

- Vi skal ikke tilbage til forsorgens tid. Og derfor skal vi også passe meget på med magtanvendelse. Og låste døre er en magtanvendelse. Heldigvis er der meget få magtanvendelser i Esbjerg, og man gør meget for at få det endnu længere ned.

Men besparelser på botilbud er ifølge Carl Henning Møller en realitet. Konsekvenserne kan ses nu, og han frygter, at det bliver endnu værre.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2018

Familiekurser - efteråret 2018

Familiekurser - efteråret 2018