15.02.2018

Magt – hvad siger reglerne?

Hvad er principperne i servicelovens gældende magtanvendelsesregler? Og hvad siger nogle af de mest centrale paragraffer med betydning for voksne med udviklingshæmning?

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Samtidigt afspejler magtanvendelsesreglerne en erkendelse af, at det i yderste tilfælde kan blive nødvendigt med magt, hvis en person med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne ellers risikerer at påføre sig selv eller andre væsentlig skade.

Det slås fast, at enhver magtanvendelse skal ske så kortvarigt og skånsomt som muligt, og indgrebet skal stå i et rimeligt forhold til det, som søges opnået – det såkaldte proportionalitetsprincip. Den mindst indgribende foranstaltning skal altid foretrækkes.

I forhold til voksne med udviklingshæmning er det især fire typer magtanvendelse, som er relevante. Det drejer sig om Alarmsystemer, Fastholdelse, Tilbageholdelse i boligen og Optagelse i botilbud uden samtykke.

Fastholdelse og 'føring'
§ 126 er nok den paragraf, som de fleste forbinder med magtanvendelse. Den giver mulighed for, at personalet i et botilbud, et beskyttet værksted med videre kan foretage en fastholdelse af en borger i målgruppen, hvis kriterierne er opfyldt – for eksempel at risikoen for væsentlig personskade er nærliggende. Men denne mulighed for fastholdelse og ’føring til et andet rum’ kræver, at personalet har gjort, hvad de kan for at opnå beskyttelsen af personen selv eller andre med andre midler end magt. I den efterfølgende § 126a er der desuden mulighed for at foretage fastholdelse i personlige hygiejnesituationer, hvis det er absolut nødvendigt for at opfylde omsorgspligten – og hvis hygiejneomsorgen ikke kan opnås på andre måder.

Som det gælder i hele magtanvendelsesregelsættet skal forløbet omkring magtanvendelsen skrives ned og indberettes til kommunen og Socialtilsynet. Magtanvendelsesindberetningerne er et vigtigt grundlag for socialtilsynenes tilsyns-arbejde. Der er desuden pligt til at udarbejde personlige handleplaner for at undgå fremtidig magtanvendelse.

Alarmsystemer og tilbageholdelse i boligen
Omdrejningspunktet i TV2’s dækning af sagen om pårørendes og personales ønske om at låse døre handler om magtanvendelsesreglerne i § 125. Som i resten af magtanvendelsesreglerne er udgangspunktet, at der ikke må ske frihedsberøvelse, men reglerne giver mulighed for at kommunen kan tillade brug af personlige alarm- og pejlesystemer i en afgrænset periode i forhold til enkelte beboere, hvis der er ”risiko for, at personen ved at forlade bo- eller dagtilbuddet udsætter sig selv eller andre for at lide personskade, og forholdene i det enkelte tilfælde gør det påkrævet for at afværge denne risiko.”

Nærmest samme betingelser gælder i relation til særlige døråbnere ved yderdøre for en eller flere personer i en afgrænset periode. Her skal der dog være tale om ”nærliggende risiko” og der skal være tale om ”væsentlig personskade”. For begge typer indgreb understreges det desuden, at lovens øvrige muligheder skal være forsøgt anvendt, men uden at opnå det ønskede resultat, eksempelvis at forhindre og aflede en beboer fra at gå ud. Reglerne tilskynder med andre ord, at personalet løbende har fokus på, hvordan man kan afværge den nærliggende risiko for personskade. § 127 giver desuden mulighed for at anvende fysisk magt til at fastholde en person og forhindre den pågældende i at forlade boligen. Betingelserne er de samme som i relation til alarmsystemer og særlige døråbnere, og der skal således være tale om risiko for personskade, og alternativer skal være forsøgt anvendt.

Flytning/optagelse i botilbud uden samtykke
Reglerne om flytning uden samtykke findes i servicelovens § 129. De regler har vi omtalt flere gange her i LEV Bladet, fordi de har været relevante i en lang række sager de senere år, hvor kommuner har forsøgt at flytte beboere i botilbud til en anden bolig. Denne type sager fylder også en hel del i henvendelserne til LEVs rådgivning.

Mange voksne med udviklingshæmning kan selv afgive et informeret samtykke, herunder til gerne at ville flytte et andet sted hen. Deres ja eller nej til at flytte skal derfor accepteres. Men der er også en del, som ikke forstår konsekvenserne af et valg som dette, og som ikke kan give et gyldigt informeret samtykke. De har derfor krav på beskyttelse mod at blive flyttet fra deres hjem, med mindre det er absolut påkrævet.

Der kan opstå situationer, hvor en flytning – og dermed også optagelsen i et andet botilbud – er uundgåelig. En sådan flytning betragtes også som en magtanvendelse, idet der er tale om et markant indgreb i den enkeltes tilværelse og hverdagsliv.

Når det gælder voksne med udviklingshæmning, så tages beslutningen om at foretage en flytning uden samtykke ikke af kommunen på egen hånd. Loven kræver i dag, at kommunen skal indstille til Statsforvaltningen, som herefter træffer afgørelsen. I den indstilling skal kommunen dokumentere, at lovens krav er opfyldt, og de krav er ret præcise. For at en flytning uden samtykke kan tillades, skal det således blandt andet være dokumenteret, at det er absolut påkrævet, og at den nødvendige hjælp ikke kan gennemføres i borgerens hidtidige/eksisterende bolig. Som i resten af magtanvendelsesreglerne skal der være tale om risiko for væsentlig personskade.

Reglerne har det grundlæggende udgangspunkt, at en kommune er forpligtet til at gøre, hvad den kan for at ændre på omfanget og karakteren/ kvaliteten af den hjælp, som borgeren modtager, før en flytning kan komme på tale. Respekten for borgerens hjem gør, at forskellige kommunale hensyn til eksempelvis driften af et botilbud ikke kan begrunde noget så indgribende.

Ovenstående gennemgang må ikke ses som en fuld juridisk præsentation af magtanvendelsesreglerne i serviceloven. Der er foretaget udvalg, ligesom der er fokuseret på de overordnede linjer i de mest centrale paragraffer.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 1 2018

Temadag - Seksualitet og handicap

Temadag - Seksualitet og handicap