Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Fokus på de ikke-digitale - endelig!

Corona-nedlukningen sidste år satte turbo på digitaliseringen - eller måske snarere på afviklingen af alternativerne. For det var ikke så meget nye løsninger, der prægede udviklingen, men mere at stort set alle blev tvunget til at benytte de eksisterende løsninger. Mange flere er kommet på de digitale løsninger - og det har sat de alternative løsninger under pres

NYHED

KORT FORTALT


HJÆLP TIL DEM, DER HAR DET SVÆRT MED DET DIGITALE

Det er besværligt, når man ikke kan det digitale. Det har Lev sagt i mange år.

Men nu ser det endelig ud til, at politikerne lytter. Først vil de kigge på, hvordan man kan komme til at hæve kontanter.

Men der bliver også kigget på andre ting. For eksempel hvordan det kan blive lettere for andre at hjælpe med det digitale.

Hans Andersen, Politisk konsulent i Lev

For langt de fleste er digitaliseringen et fremskridt og en lettelse i hverdagen. Men for dem, der ikke kan håndtere en pinkode, en smartphone eller et NemID, betyder udviklingen mindre selvhjulpenhed, mindre selvbestemmelse og derfor større støttebehov samt afhængighed af andres hjælp.

Da corona-nedlukningen var på sit højeste, var det stort set kun dagligvarebutikkerne, der havde åbent, og de tager jo mod kontanter – hvilket de også skal ifølge den såkaldte kontantregel. Men bankerne – de var lukkede. Så hvis man af den ene eller anden grund ikke kunne håndtere et betalings- eller hævekort, ja, så var man overladt til andres mulighed for at kunne hæve kontanter. For kontantreglen (§81 Lov om betalinger), der forpligter betalingsmodtagere til at modtage kontant betaling i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, sikrer nemlig ikke adgangen til kontanter – kun at man kan bruge dem.

Det er et scenarie, der desværre har bidt sig fast her efter de store corona-nedlukninger. Bankerne har i stor stil lukket deres kontantkasser, og det er nu ikke længere ’kun’ et problem uden for de store byer.

Endelig er der kommet politisk fokus på problemet

Lev har igennem en årrække forsøgt at gøre opmærksom på problemet. Hidtil har det været forgæves. Men da den sidste kontantkasse ved årsskiftet lukkede på Vesterbro i København, kom der endelig politisk fokus på problemet.

Så nu her i ellevte time ser det endelig ud til, at der begynder at ske noget. I forsommeren blev der nedsat en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe om udsatte gruppers adgang til kontanter med Socialog Ældreministeriet ’for bordenden’. Den bestod desuden af repræsentanter fra Erhvervsministeriet, Finansministeriet, Ældre Sagen, Danske Handicaporganisationer (repræsenteret af Lev), Rådet for Socialt Udsatte, KL, Finans Danmark samt Aarhus, Odense og Københavns Kommuner. Arbejdsgruppen havde alene til formål at sikre adgangen til kontanter. Konkret mundede arbejdet ud i en lille rapport med en skitsering af problemets omfang og mulige løsninger. Ingen af de skitserede løsninger vakte dog jubel hele vejen rundt om bordet, men omvendt kunne alle godt se behovet - selvom der ikke var enighed om størrelsen på problemet. Både Lev og Ældre Sagen påpegede, at der helt sikkert findes et stort mørketal af ikke-digitale borgere, hvor støttepersoner - pædagoger, pårørende, ægtefæller - på ganske ulovlig vis udfører det digitale arbejde på vegne af den ikke-digitale borger.

Arbejdsgruppens bidrag er nu bragt videre til regeringen, og forventningen er, at der bliver meldt noget ud i ’nærmeste fremtid’.

Lev og Ældre Sagen havde forinden på et møde med socialminister Astrid Krag foreslået, at arbejdsgruppen efter at have kigget på adgangen til kontanter kastede sig over næste problem - med relevante udskiftninger i ’holdopstillingen’. Dette nikkede socialministeren til, så forhåbentlig kan vi snart fortsætte med at kigge på de øvrige problemer, som digitaliseringen medfører for nogle borgere.

Bankerne har i stor stil lukket deres kontantkasser, og det er nu ikke længere ’kun’ et problem uden for de store byer.

Hans Andersen, politisk konsulent i Lev

Netværket for digital inklusion

Lev sidder også med i Netværket for digital inklusion, der er et netværk under Digitaliseringsstyrelsen. Netværket har efterhånden eksisteret en del år, og man må sige, at det siden etableringen er vokset - både i størrelse og i indflydelse. Der bliver lyttet nu - og spurgt - fra politikernes side.

Det har blandt andet betydet, at der nu også er kommet fokus på de ikke-digitale. Og gruppen bliver ikke længere bare omtalt som ’dem med digitale udfordringer’. Det er blevet accepteret, at der er nogen, der aldrig bliver digitale, og at der blandt dem faktisk er nogle, der kan meget på egen hånd – bare ikke digitalt - og at det skal understøttes med alternative løsninger, så disse borgere ikke blive mere afhængige af støtte.

Den kommende Fællesoffentlige Digitaliseringsstrategi, der vil blive den sjette i rækken, er blevet noget forsinket, men også her ser det ud til, at der denne gang bliver plads til de ikke-digitale, så den venter vi i spænding på. Strategien er blandt andet blevet forsinket på grund af regeringens Digitaliseringspartnerskab, der også inkluderede private aktører. At der også bliver kigget på de private aktører er noget, vi i Lev længe har ønsket. Bankerne er et godt eksempel på, hvor vigtigt det er at få de private med, fordi de har så afgørende en rolle i samfundet.

Partnerskabets arbejde mundede ud i en rapport med 46 anbefalinger til regeringen. En af anbefalingerne er et forslag, der skal sikre, at digitalt udfordrede borgere får hjælp til digital kommunikation med offentlige myndigheder og til at anvende digitale selvbetjeningsløsninger. Det er jo i sig selv ikke noget, der gavner de ikke-digitale, som aldrig kommer til at anvende digitale løsninger. Men forslaget indeholder også et spændende punkt, der lyder således: Private virksomheder tager ansvar for de dele af kundekredsen, som ikke er digitale. Desuden indeholder den også en anbefaling om udvikling af en fuldmagtsløsning for digitalt udfordrede.

Og netop arbejdet med at forbedre støttemulighederne er Netværket for digital inklusion også involveret i. Hidtil har det være meget kompliceret at være støtteperson eller værge, og mange af de digitale løsninger er simpelthen ikke lavet til at kunne håndteres uden hjælp og støtte. Forhåbentlig kommer der nogle gode og simple løsninger ud af dette arbejde.

Læs hele det digitale partnerskabs rapport på fm.dk (det nævnte forslag er nr. 43 på side 114).

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 6 2021

KORT FORTALT


HJÆLP TIL DEM, DER HAR DET SVÆRT MED DET DIGITALE

Det er besværligt, når man ikke kan det digitale. Det har Lev sagt i mange år.

Men nu ser det endelig ud til, at politikerne lytter. Først vil de kigge på, hvordan man kan komme til at hæve kontanter.

Men der bliver også kigget på andre ting. For eksempel hvordan det kan blive lettere for andre at hjælpe med det digitale.

Lev Magasinet 6 2021

- Portræt: Johnny Hansen - Toppen af poppen
- Tema: Hvornår skal dit barn flytte hjemmefra?
- Politik: Fokus på de ikke-digitale - endelig

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.