Af Arne Ditlevsen - Foto: Sarah Christine Nørgaard

”Hvis vi stempler

I 2018 blev det annonceret på en Facebook- side, at der startede et håndboldhold for børn og unge med udviklingshandicap i Hobro - LykkeLigaholdet Håndboldheltene. Uden overhovedet at kende noget specielt til hverken mennesker med handicap eller trænerarbejde kontaktede Vibeke Stad initiativtageren:

”Jeg ville være en del af det her, så jeg tog kontakt til hende og sagde til Kurt, da han kom hjem, at det havde jeg gjort. Og så sagde han, at det ville han også. Så Kurt og jeg har været med fra allerførste træning.”

Og det er ikke noget, ægteparret fra Hobro har fortrudt: ”Håndboldheltene er det mest fantastiske i hele verden. Vi har alt fra autister til svært multihandicappede i kørestol og alt derimellem. Det er kram og high fives. Man kan ikke være i dårligt humør, når man tager derfra. Glæden starter faktisk dagen før, og vi kan leve på det en dag eller to efter.”

Vibeke og Kurt Stad kan slet ikke stoppe talestrømmen. Og da telefonforbindelsen er lidt uskarp, er det godt, at samtalen også ryger på diktafonen.

Foto: Sarah Christine Nørgaard

Noget at give

Kurt og Vibeke fortæller, at de, før Lykke- Ligaholdet kom til byen, tit havde talt om, at de godt kunne tænke sig noget at være sammen om i fritiden. For ellers gik en stor del af deres dag med, at Kurt havde sit arbejde som it-konsulent og Vibeke sit som psykoterapeut.

”Det der med at komme ud og få en anden energi – vi manglede bare noget med at være sammen med nogle skønne mennesker,” fortæller de i munden på hinanden. Og så er det også et aspekt, at de ikke selv har fået børn:

”Der ligger også det i det, at vi er ufrivilligt barnløse. Vi var i fertilitets-behandling, og da vi fik det sidste forsøg var jeg 39, så vi var selvfølgelig klar over, at der godt kunne komme et Downs barn eller i hvert fald et barn med et handicap ud af det. Og vi var fuldstændig afklarede med, at hvis det var det barn, vi skulle have, så var det det. Det kunne lige så godt have været et Lykkebarn. Så vi syntes, vi havde noget at give, fordi vi ikke selv havde kunnet få børn,” siger Vibeke Stad.

Store følelser

Som man måske kan fornemme, føler Vibeke og Kurt, at de bliver betalt tilbage i rigt mål:

”Vi får livsglæde ud af det. Det er den time om ugen, vi glæder os mest til. Men vi kan ikke gøre det uden vores medtræner, Martin Lakmann. Han inspirerer os til at blive bedre trænere, har en fantastisk energi, og han elsker ungerne lige så højt, som vi gør,” fortæller Kurt.

Forældrene er også en vigtig del af LykkeLigaholdet. Vibeke husker en episode, der viser noget om, hvilke følelser, der er på spil: ”En dag sidder der en mor i cafeteriet i vores hal. Hun sidder med en lille femårig dreng. Storebror er til gymnastik ved siden af. Moren kan se, at det er nogle lidt anderledes børn, og så kommer hun ind og spørger, om hendes søn må være med. Han er ved at blive udredt for ADHD. Det må han selvfølgelig godt. Han farer rundt på banen, og en berørt mor siger, at nu er der endelig et tilbud til hendes barn, efter at de har prøvet andre sportsgrene, hvor han ikke kunne tilpasse sig de rammer, der var. Jeg får stadig kuldegysninger, hver gang jeg fortæller den historie. For det er derfor, vi gør det her.”

Men egentlig handler det på mange måder om ikke at fokusere på børnenes handicap. Håndboldheltene handler om, ja, håndbold og leg og glæde:

”Vi skal ikke have fokus på, at de har et handicap, men på, hvis der er noget, de skal have hjælp til eller et ekstra kram, fordi det har været en dum dag i skolen eller noget. Vi skal ikke se for meget på, at de er handicappede. Hvis vi stempler dem som børn og unge med handicap, så kommer vi også til at behandle dem som handicappede, og det skal vi ikke. Det her skal være et frirum.”