Spring navigationen over og gå direkte til indhold

Nye angreb på retten til et hjem

Dette Lev Magasin har fokus på servicelovens 25 års jubilæum. Det jubilæum finder desværre sted i en helt aktuel situation, hvor der fra centralt hold er blevet sat alvorlige angreb ind mod servicelovens grundlæggende handicappolitiske værdier og principper.

NYHED

Af Anni Sørensen, Levs landsformand

I maj offentliggjorde et såkaldt Ekspertudvalg på socialområdet således en rapport med foreløbige anbefalinger til, hvordan kommunerne kan få bedre muligheder for at styre udgifterne på handicapområdet og resten af det, der betegnes det specialiserede socialområde. Ekspertudvalget blev nedsat i forlængelse af forrige års økonomiaftale mellem regeringen og kommunerne – og det var åbenbart magtpåliggende, at udvalget kom med anbefalinger, som kunne finde vej ind i dette års økonomiaftale, der blev indgået i juni.

Med serviceloven gjorde man – i hvert fald på papiret – op med institutionsbegrebet på voksenområdet. Målet var, at også mennesker med behov for livslang og nogle gange også specialiseret og omfattende hjælp skulle have krav på en bolig – på et hjem. Ophævelsen af institutionsbegrebet var en klar værdipolitisk markering af, at mennesker med eksempelvis udviklingshandicap ikke skulle leve en hel voksentilværelse i institution. Og at myndigheder naturligvis skulle udvise respekt om deres rettigheder til et hjem. Ganske som vi respekterer alle andre borgeres ret til deres eget hjem.

Det er denne grundlæggende handicappolitiske vision, det nedsatte ekspertudvalg nu lægger op til et opgør med. I udvalgets delrapport fokuseres der intensivt på, hvor forfærdeligt besværligt det er for kommunerne, at de er nødt til at udvise respekt for beboere i botilbuds ret til deres egen bolig og hjem.

Trods årtier med skåltaler om inklusion og af-institutionalisering, så er ’institutionen’ fortsat den altdominerende måde at yde livslang hjælp til mennesker med mere omfattende udviklingshandicap.

Anni Sørensen, formand i Lev

Eksperterne anbefaler derfor, at man ser på lovgivningen og sørger for, at det bliver lettere for en kommune at flytte rundt på mennesker med handicap ’uden samtykke’, som det så pænt hedder (kan bedst oversættes til det mere dækkende ’tvangsflytning’). Oven i anbefalingen om lettere adgang til at flytte rundt på mennesker, så vil eksperterne også afmontere en stor del af den frit-valgs-bestemmelse, som i dag findes i serviceloven for beboere i botilbud. Det skal være langt sværere at vælge et andet botilbud, end det kommunen anviser, mener udvalget.

Eksperterne hævder, at tvangsflytningsforslaget naturligvis også handler om hensynet til beboerne i botilbud. Men hvis man læser rapporten igennem, er der ingen som helst tvivl om, hvad der i virkeligheden er på spil. Målet er, at give kommunerne nemmere adgang til at flytte rundt på mennesker med behov for hjælp. Alene af hensyn til kommunens økonomi. Det drejer sig om en mere effektiv udnyttelse af det, som eksperterne kalder ’botilbudskapaciteten’. Og det kapacitets- og prioriteringshensyn, mener ekspertudvalget, tydeligvis trumfer den værdighed og de rettigheder, som servicelovens fædre og mødre i sin tid var opsatte på at fastslå for mennesker med behov for hjælp.

Det gør mig trist, at vi befinder os i en tid, hvor regeringen og KL sætter et udvalg, der er helt domineret af økonomer, til at udrede og komme med anbefalinger om så grundlæggende og principielle handicappolitiske spørgsmål, som retten til et hjem. Er det maniske fokus på styring og optimering virkelig nået derud, hvor man ser stort på historisk afgørende og helt grundlæggende værdier på social- og handicapområdet – og på den værdighed og respekt, som disse værdier sigter på at give blandt andre mennesker med udviklingshandicap?

Leder i Lev Magasinet 3 2023 

Lev Magasinet 3 2023

- Tema: Serviceloven 25 år
- Kerneværdi til eksamen
- Hvordan er det gået med afskaffelsen af ’institutionsbegrebet’?

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.