Af Arne Ditlevsen | Foto: Anita Graversen

Den unge kvinde prøver at kaste sig i armene på Mister Bean. Han reagerer ved at puffe hende væk, så han i stedet kan give kvinden hånden.

”Sådan var jeg, da jeg startede. Det har en af de tidligere ansatte her på skolen fortalt, kærligt ment. Og det er rigtigt - det var fremmed for mig,” fortæller Heidi Vølcker om det at være meget umiddelbar og give krammere til højre og venstre.

”Som menneske er jeg en lille smule distanceret fysisk. I min barndom, der krammede man ikke. Stadigvæk i dag, når jeg er sammen med mine forældre, som jeg har et tæt og godt forhold til, da giver jeg min mor et kram, min far giver jeg altid hånden. Det er det, jeg kommer af, og det ligger nok meget dybt i mig.”

Men efter snart 12 år som forstander på Djurslands Folkehøjskole (DJFH), der har særligt fokus på at have elever med udviklingshandicap, har Heidi efterhånden lært kramningens kunst.

”Hver gang man kommer ind ad døren, så er der en elev, der kaster sig i dine arme og giver dig et kæmpe kram. Det er som at blive mødt som rockstjerne,” siger forstanderen med et smil.

Mathias Gustafsson (25) har været på Djurslands Folkehøjskole flere gange. Han fortæller, at han har mange snakke med Heidi Vølcker. Hun har hjulpet ham meget med at blive mere tålmodig og positiv. Hans drøm er at kunne arbejde med skuespil. Så på højskolen følger han nu et forløb i faget ’Dans og teater’.
Foto:  Anita Graversen

Fransklæreren

Efter at have boet i Frankrig i nogle år blev Heidi Vølcker uddannet cand.mag. i dansk og fransk. Hendes drøm var at blive fransklærer på et gymnasium. Det gik egentlig meget godt. Hun tog sin uddannelse og fik job som blandt andet fransklærer på en af de gamle Sind-skoler, det vil sige skoler for normalt begavede, men psykisk sårbare. På et tidspunkt fik hun sin første ledererfaring som vikarierende skoleleder. Og det var afsættet til, at hun søgte jobbet som forstander på Djurslands Folkehøjskole. For det med at være skoleleder var jo også ret fedt. ”

Da jeg så opslaget, vidste jeg bare, at det var mit job.” Heidi Vølcker forklarer, at det med at skolen stadig var ny, at der var muligheder for at præge skolens udvikling, tiltalte hende meget. Samtidig oplevede hun, at medarbejderne brændte for deres arbejde. Et engagement skolen stadig lever højt på.

På privatfronten var Heidi blevet gift og skilt, og hendes tre børn var flyttet hjemmefra. Det sidste var ikke uvæsentligt for, at hun søgte jobbet på DJFH.

”Jeg tror ikke, at jeg havde søgt stillingen, så længe jeg havde hjemmeboende børn. Det havde ikke hængt sammen for min familie, for jobbet indebar, at der var bopælspligt på højskolen.” Her skal det nævnes, at Djurslands Folkehøjskole ligger i meget landlige omgivelser, 45 minutter i bil fra Aarhus. Der dufter ind imellem af gylle, og fluerne summer om ørerne på en om sommeren.

Alligevel har Heidis familie og venner haft deres gang på skolen.

”Min mellemste søn syntes til at starte med, at det var ganske forfærdeligt at flytte så langt ud på landet. Men han fandt ud af, at det at være på skolen, det at snakke med eleverne var meget hyggeligt. Ind i mellem lidt grænseoverskridende, fordi han ikke var vant til det. Der var for eksempel en gang, hvor en elev sagde, at han ikke behøvede at danse ret mange gange rundt om hendes seng,” griner Heidi.

I det hele taget så Heidi i adskillige år mest familie og venner, når der var fester og arrangementer på skolen.

”Min bedste veninde kom og hjalp med forskellige ting – stod i baren, gjorde klar til Sankt Hans, sang for. Hun er kommet her meget. Det samme med mine forældre. De kender også mange af eleverne. Særligt min mor. Hun har tit siddet og talt med især en, der ligesom hende går meget op i Melodi Grand Prix. De har fået mange gode snakke om, hvem der vandt det og det år, om noget bestemt tøj en deltager havde på – og at det var meget bedre før i tiden.”

Foto:  Anita Graversen

Korsang med ’tegn til tale’

Heidi Vølcker boede i fire år i forstanderboligen, men det var ikke rigtig holdbart. Skolens bestyrelse gik med til, at Heidi flyttede. Så hun bor nu i Aarhus. I forstanderboligen bor en af lærerne med familie.

”Min dagligdag indtil da handlede om, at jeg passede mit forstanderjob, var synlig både for medarbejdere og elever, havde alle hverdagsnattevagter. Og når jeg så gik hjem fra arbejde, havde jeg min computer med. Det blev for indspist, og jeg savnede at se mere til familie og venner,” forklarer Heidi, der fortsat er meget til stede på skolen med nattevagter, aftenarrangementer og weekendaktiviteter. Tilstedeværelsen er vigtig. ”Vi har nogle elever, vi kommer meget tæt på, og det giver mening, at de medarbejdere, som eleverne møder i undervisningstiden, også er dem de møder, når der ikke er undervisning, for eksempel nattevagterne i nattøj og med morgenhår. Det med at se, hvad der er en del af livet for os alle sammen, det er en væsentlig del af det at gå på højskole.”

Det er altså noget af en storfamilie, man får som højskolelærer og -forstander. Mange af eleverne er unge i fuld udvikling. Der er meget at forholde sig til – og mange følelser. Selvværd og fællesskab, som i modsætning til ensomhed, fylder på mange måder. Heidi fortæller om en oplevelse med en ung elev:

”En 18-årig med Downs syndrom er lige begyndt på skolen. Hun er meget ung, meget tilbageholdende og usikker, og hun savner sine forældre. Det er svært at motivere hende til at deltage i undervisning og i aktiviteter. En dag kom hun og lod mig forstå, at hun ville være med i skolens kor. Det kom noget bag på mig, især fordi hun nærmest ikke havde noget sprog, men kun brugte enkeltlyde, kun vokaler. Hun kom med i koret, og jeg måtte bare sætte min lid til, at lærerne ville finde ind til det, der kunne give den unge kvinde mere selvtillid. Stor var min overraskelse, da koret gav afslutningskoncert for alle elever, forældre og medarbejdere, og den unge kvinde havde fået en fremtrædende plads i koret. De skulle synge Rasmus Seebachs ”Under stjernerne på himlen”. Den unge kvinde havde lært de andre elever at fremføre sangen som ’tegn til tale’, og nu stod den unge kvinde stolt og storsmilende og ’sang’ for. Hun toppede den lige, da hun i sidste vers lærte alle tilhørerne omkvædet som ’tegn til tale’. Der var ikke et øje tørt, værst stod det til hos hendes forældre og undertegnede.”

Krammedans

Interviewet med Heidi er ved at være slut. Nu skal fotografen så i aktion. Det er aftalt på forhånd, at fotografen skal en tur forbi gymnastiksalen – sammen med Heidi. Der er undervisning i dans og drama, så det vil der være gode billeder i. Og rigtig nok – da vi kommer ind i lokalet, er der opvarmning med en ryste-sammen-øvelse. Over højtalerne synger Justin Timberlake ”Can’t Stop the Feeling” på fuld drøn. De omkring 15 elever og tre lærere hopper og danser til musikken, mens de to og to holder hinanden i hånden. På kommando bliver musikken stoppet, og under stor jubel bliver der krammet. Og nu med Heidi som et glad midtpunkt, så fotografen kan få sine billeder. Heidi er, lidt nødtvunget, blevet en krammer.

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2023