Af Anni Sørensen, Levs landsformand

Jeg deltog i social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theils arrangement den 11. september, hvor statens undskyldning til de tidligere anbragte blev overbragt. Det var bevægende at opleve den store betydning, som det havde for de tidligere anbragte, at ministeren tog ansvaret for det forråede statslige institutionsvælde, der udsatte de anbragte for overgreb, svigt og mishandling.

Få dage før undskyldnings-arrangementet måtte finansminister Nikolaj Wammen også give en undskyldning. Finansministerens udskamning af mennesker med handicap ved præsentationen af regeringens finanslovsudspil gav anledning til en såkaldt ’shitstorm’ på sociale medier under #Undskyldvierher. En sarkastisk kommentar til ministerens udpegning af børn, unge og voksne med handicap (“det specialiserede socialområde”) som de skyldige i at kommunerne må spare på folkeskolen, daginstitutionerne eller ældreplejen.

Finansministerens udtalelser var imidlertid næppe en fortalelse – eller noget som vi alle sammen bare misforstod. Det var tværtimod et præcist billede på den udbredte opfattelse, som længe har domineret i magtens centrum, ikke
mindst i Finansministeriet og KL.

De seneste mange års økonomi- og styringsfokus på handicapområdet har således ført til en slags samfundsmæssig fremmedgørelse over for de handicappolitiske værdier, som blev grundlagt i Danmarks opgør med den sær- og åndssvageforsorg, der netop er sagt undskyld for.

Det fik vi et ekstremt – men desværre ikke enestående – eksempel på med anbefalingerne fra ”Ekspertudvalget på socialområdet”, som regeringen og KL har nedsat i fællesskab. Udvalgets anbefalinger lægger på flere punkter op til grundlæggende og principielle opgør med den ligestilling og respekt, som var de afgørende sigtepunkter i dansk handicappolitik fra 1980’erne og 1990’erne. Der foreslås lettere adgang til tvangsflytning af beboere i botilbud, indskrænkelse af et frit boligvalg og øgede økonomiske hensyn i tildelingen af hjælp.

Den slags anbefalinger er for mig at se udtryk for en bekymrende ligegyldighed i forhold til det politiske samfundsprojekt, som blev lovgivningsmæssigt grundfæstet med serviceloven i 1998. I magtens centrum ses mennesker med handicaps værdighed og rettigheder tilsyneladende ikke som et udtryk for en samfundsmæssig forpligtelse over for en sårbar gruppe borgere. Det ses snarere som irriterende hindringer for optimering, rationalisering og fintuning af velfærdsstaten.

De anbragte i åndssvageforsorgens forråede institutioner var også udsat for institutionaliseret ligegyldighed. De var udskilt og uden de rettigheder, som var tildelt alle andre. Og når de anbragte blev udsat for systematiske krænkelser og vold, så vendte staten det blinde øje til. Nok mest fordi man ikke ønskede at anvende de nødvendige samfundsressourcer på at bringe forholdene i orden.

Der er vi naturligvis ikke endt endnu i dagens Danmark. Men spørgsmålet er, om det ikke er på tide at overveje, hvad det, man kunne kalde den politiske eller institutionelle fremmedgørelse, indebærer af risiko for forråelse og ligegyldighed i forhold til sårbare mennesker? For ikke mindst de har behov for solidaritet og omsorg, fra det samfund de er en del af.

Leder i Lev Magasinet 5 2023