21.05.2015 Ødelæggende madkultur for de udviklingshæmmede

Fødevareministeriets såkaldte måltidsråd om at lære at lave mad, bruge råvarer og spise sammen gælder ikke for de udviklingshæmmede.

Debatindlæg af LEVs landsformand, Sytter Kristensen, bragt i JP i går, den 20. maj.

Sidste efterår satte fødevareminister Dan Jørgensen gang i en debat om danskernes madkultur. Ministeren mente, at vi har brug for en madrevolution helt ude i hverdagskøkkenerne, fordi danskerne bliver federe og federe.

Ministeren afsatte 1 mio. kr. til at få madkulturen på dagsordenen, og det mundede for nylig ud i nogle gode råd, som skal sætte skub i revolutionen af danskernes madkultur i retning af »mere grønt, frugt, fisk og fuldkorn – mindre sukker, salt og mættet fedt«.

Det skal blandt andet ske ved at følge ministeriets såkaldte måltidsråd, der kort sagt lyder: »Lær at lave mad – brug råvarer – spis sammen«.

Fødevareministerens kampagne mødte en del kritik – nogle var forargede over, at ministeren på denne måde gjorde sig til dommer over danskernes madkultur – helt hjemme i privaten ved køkkenbordet.

Slut med at lave mad sammen
Samme forargelse ser vi pudsigt nok ikke, når det gælder en anden madrevolution, som har fundet sted de senere år.

En revolution, som tilmed føres ud i livet på en måde, der forekommer en del mere diktatorisk end de ”gode råd” fra fødevareministeren.

Mange mennesker med udviklingshæmning har nemlig oplevet en decideret revolution i deres madkultur i løbet af de seneste fire-fem år, fordi de er blevet frataget den pædagogiske hjælp til at fremstille deres egne måltider i fællesskab med andre. I stedet henvises de til færdiglavede pakker med en uges retter fra kommunens centralkøkken, som de hver især kan opvarme i mikroovnen.

Væk er muligheden for at lære at lave mad sammen af råvarer – og det naturlige i at spise sammen smuldrer lige så stille. En hel voksentilværelse, vel at mærke.

De sårbares fællesskab
Revolutionen i udviklingshæmmedes madkultur sker ikke, fordi de har lyttet til gode råd fra fødevareministeren. Nej, revolutionen sker efter diktat udstedt af regnedrengene på rådhuset – for der er penge at spare ved at ødelægge sårbare menneskers fællesskab og madkultur.

De gældende regler siger nemlig, at kommunerne kan opkræve betaling for lønomkostninger ved madfremstilling, når maden leveres som mikromad fra centralkøkkenet, men ikke når maden tilberedes hjemme hos borgeren med pædagogisk støtte.

Håndfast indgriben i privatlivet
Centralkøkkenernes tilbagevenden er et tankevækkende eksempel – blandt mange – på et menneskesyn, hvor udviklingshæmmede betragtes som nogle særlige mennesker, hvis liv en myndighed godt kan tillade sig at revolutionere med en håndfast indgriben i privatlivet – uden at det giver anledning til nævneværdig forargelse.

Jeg synes, det kunne være spændende – og på sin plads – at høre, hvad fødevareministeren siger til, at offentlige myndigheder på denne måde undergraver ministerens madrevolutionære ambitioner.

06.02.2015 LEVs Rådgivning

Landsforeningen LEV tilbyder rådgivning til udviklingshæmmede og deres pårørende samt til professionelle, som er i kontakt med mennesker med udviklingshandicap.

Der ydes udelukkende rådgivning i spørgsmål med direkte relation til personer med udviklingshæmning. Denne rådgivning ydes udelukkende ved telefonisk eller skriftlig henvendelse. Der ydes ikke rådgivning ved personlige møder, og der kan ikke ydes ansigt til ansigt rådgivning ved at møde op på foreningens adresse. Dette ligger ikke i LEVs tilbud til medlemmerne. For at modtage rådgivning kræves det, at man er medlem af landsforeningen.

Rådgivningens indhold
LEVs rådgivning erstatter ikke kommuners rådgivning. Men den offentlige rådgivningspligt er ofte kombineret med en kompetence til at bevilge ydelser. Dette afføder et behov for information og rådgivning, som er uafhængig af den myndighed, der samtidig skal bevilge økonomiske ydelser.

LEV kan vejlede om gældende lovbestemmelser og lovfortolkning og kan henvise til de relevante myndigheder, fagpersoner eller organisationer for yderligere rådgivning.

Rådgivningen går som udgangspunkt ikke ind i konkret sagsbehandling
Medarbejderen i Rådgivningen har ikke ressourcer eller kompetencer til at dække dette. Det er ikke muligt for Rådgivningen at vurdere eller tage stilling til det konkrete indhold i et tilbud, al den stund at der ikke er den faglige ekspertise til at dække alle områder området samt mangel på kendskab til den person, som tilbuddet gives til. Rådgivningen kan i principielle sager hjælpe med at klage eller rejse problematikken politisk.

Rådgivningen omfatter bl.a.:

  • Sociale rettigheder og lovmæssige muligheder i relation til udviklingshandicap (social service, retssikkerhed, uddannelse og beskæftigelse, boliger, arv og værgemål, hjælpemidler, førtidspension)
  • Førskolerådgivning
  • Børnevejledning ved børneterapeuter
  • Skolevalg og -vejledning
  • Fritidsbeskæftigelse, idræt
  • Handicappolitiske principper
  • Generelle rimeligheds- og rettighedsbetragtninger
07.04.2015 Spekulerer Herlev Kommune i svage borgeres retssikkerhed?

Herlev Kommune har i et nyt serviceniveau forringet rammerne for beskyttet beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud. Da serviceniveauet skulle føres ud i livet, blev kommunen underkendt af Ankestyrelsen i over 60 pct. af klagesagerne. Alligevel vil kommunen ikke genbehandle de sager, hvor borgeren ikke har klaget. LEVs landsformand har i dag skrevet til Herlevs borgmester og kritiseret, at kommunen på denne måde spekulerer i handicapbetinget ulighed i retssikkerhed.

Indledningsvis konstaterer LEVs landsformand, Sytter Kristensen, at det er stærkt beklageligt, at Herlev Kommune tilsyneladende finder det rimeligt at foretage forringelser i mennesker med udviklingshæmnings grundlæggende vilkår. Hun skriver, at det er alarmerende ”…at Herlev Kommune nærmest ser ud til at spekulerer i, at stærkt handicappede borgere ofte har meget svage – eller reelt helt fraværende – forudsætninger for at sikre deres egne rettigheder i forhold til kommunale myndighedsafgørelser på socialområdet.”

Selvom kommunen er blevet underkendt i hele 67 pct. af de kommunale myndighedsafgørelser, som er blevet behandlet i Ankestyrelsen, nægter kommunen at genbehandle de sager, som ikke er blevet anket. Og det finder landsformanden stærkt kritisabelt ”… idet der er al mulig grund til at antage, at der blandt de ikke-ankede afgørelser er et tilsvarende højt antal fejlagtige afgørelser. Vi kan således antage, at årsagen til, at borgerne ikke har klaget, i mange tilfælde skal findes i de pågældendes handicap snarere end i enighed i afgørelsen.”

Kommunalt lovbrud
LEVs landsformand mener desuden, at Herlev Kommune har overtrådt lovgivningen ved at have en så ekstremt høj fejlprocent i sine afgørelser:
”En fejlprocent på hele 67 pct. udgør en fundamental trussel mod borgernes retssikkerhed – og er ikke værdigt for en ansvarlig offentlig myndighed. En udtalelse fra Statsforvaltningen Midtjylland i 2012 angiver således eksempelvis, at en fejlprocent på 30 ikke er lovlig”, skriver Sytter Kristensen blandt andet.

Hun har derfor også valgt at sende en kopi af brevet til kommunetilsynet ved Statsforvaltningen. Her opfordrer hun Statsforvaltningen til at overveje en tilsynssag mod Herlev Kommune.

Synes Socialministeren, at retstilstanden er betryggende?
Landsformanden har desuden sendt en kopi af brevet til socialminister Manu Sareen. Det sker for at bede ministeren tage stilling til, om han finder retstilstanden for mennesker med udviklingshæmning betryggende på socialområdet.

26.03.2015 Anbragt i historien: Øjenvidner fortæller om forsorgen

Tankevækkende og bevægende fortællinger fra tidligere indlagte og anbragte i forsorgen spiller en central rolle i nyt stort forskningsværk om Danmarks behandling af sine sårbare og udsatte borgere fra 1945 til 1980. Men det, der blev vundet, er nu truet af tidens kuglerammetænkning.

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

”Bente rasler med sine nøgler og tænker igen på dengang, hun blev låst inde. ”Jeg blev låst inde, og jeg tænkte, hvad er det, der rasler, det er nøgler, jeg sad sådan helt alene. (...) Jeg kunne høre, hvordan de gik og raslede med nøglerne - først den ene vej og så den anden vej - ligesom politibetjente.””

Bente Drejer er et af de mange mennesker, som kommer til orde i den netop offentliggjorte forskningsrapport ”Anbragt i historien”. Bente var anbragt på åndssvageanstalten Ebberødgård fra 1949 til 1959, og hendes beretning er også et vidnesbyrd om forholdene for nogle af de mange andre anbragte.

I beretningen fortæller Bente blandt andet, hvordan nogle af de andre anbragte var fastspændt døgnet rundt eller ligefrem låst inde i et bur på afdelingen.

Bente er stadig vred over det, hun blev udsat for dengang – ikke mindst, at hun blev steriliseret: ”Jeg kan ikke få børn. Jeg er opereret for det. Det var dengang nede på Ebberødgård (…) Dengang fik man ikke noget at vide nede på Ebberødgård,” fortæller Bente blandt andet.

Vidnesbyrdet fra Bente afsluttes med, at hun viser intervieweren rundt på sit nuværende bosted – ”… et nybygget plejecenter for udviklingshæmmede, som på mange måder minder om de gamle institutioner”, som rapporten nøgternt konstaterer. ”Bente er hurtig til bens bag sin rollator og stryger ned ad de lange linoleumsbelagte gange.”

Omfattende og grundigt værk
Forskningsrapporten ”Anbragt i historien” er fyldt med denne slags øjenvidneberetninger fra mennesker, der enten var anbragt på børnehjem, indlagt på sindssygehospital eller anbragt på forsorgshjem, i åndssvageforsorgen eller andre dele af datidens særforsorg.

Perioden er afgrænset til 1945 til 1980, og der gås grundigt til værks. Over næsten 500 sider beskrives og analyseres forsorgens historie og det menneskesyn og de forestillinger, som lå til grund for den måde, sårbare og udsatte børn, unge og voksne blev behandlet.

Rapporten er opbygget kronologisk og behandler løbende udviklingen inden for de forskellige dele af forsorgen. Derved får man et godt billede af sammenfald og forskelle i de begivenheder og ideologiske og politiske spring, som finder sted i forhold til de forskellige målgrupper.

Eksempelvis vises det tydeligt, hvordan dannelsen af Landsforeningen LEV i 1952 fik afgørende betydning for, at reformeringen af datidens åndssvageforsorg kom tidligere i gang end tilfældet var i forhold til sindssygehospitalerne.

Personlige beretninger kombineret med historisk analyse
Kronologien er inddelt i tre perioder, som karakteriseres på denne måde: En første periode fra 1945 til 1957, der er præget af idéer om, at udsatte grupper skal behandles i store institutioner under lægelig ledelse. Det er i denne periode, at kirurgiske og medicinske indgreb som det hvide snit og sterilisation får stor udbredelse i især åndssvageforsorgen.

En anden periode fra 1958 til 1968, hvor ideer om normalisering og menneskerettigheder ganske gradvist opnår udbredelse, og hvor lægerne bliver udfordret af andre faggrupper, som pædagoger og psykologer. De fysiske rammer er fortsat de store institutioner. En sidste periode fra 1968 frem til 1980, hvor opgøret med de store institutioner tager fart. Forsorgen udsættes for en betydelig faglig og folkelig kritik, og det er med til at danne baggrunden for en gradvis udvikling i retning af mindre bofællesskaber. Den faglige tilgang undergår også en forandring i denne periode med større fokus på socialpædagogik og undervisning af de indlagte og anbragte i forsorgen.

Gennem hele rapporten suppleres den historiske beskrivelse og analyse af personlige øjenvidneberetninger, som den fra Bente der indleder artiklen. Øjenvidneberetningerne, der både stammer fra forsorgens anbragte og indlagte og fra medarbejdere fra denne periode, medvirker dermed til at perspektivere og menneskeliggøre den historiske beskrivelse.

Ellen – 40 år i forsorgen
Det gælder eksempelvis øjenvidneberetningen om Ellen Larsen. Hun boede næsten 40 år på Andersvænge i Slagelse – fra hun var otte år gammel i 1951 og frem til 1991. Ellens beretning indeholder en simpel observation, der nærmest symboliserer udviklingen i den samlede periode.

Intervieweren har fået lov til at kigge i Ellens papirer, og i mappen ligger nogle ganske få personlige fotografier. Intervieweren beskriver fotografierne således:

”En lille pige i institutionens ternede kjole og forklæde står op ad en lukket dør med en målestok på dørkarmen. En lidt ældre pige sidder på en taburet op ad en hvid væg i nattøj med et uldtæppe omkring sig. Senere i 1970’erne og starten af 1980’erne er der taget to nærbilleder af Ellen, hvor det ser ud som om, hun har sit eget tøj på.”

Glad for, at det ikke er gamle dage længere
Men Ellen har også oplevet forandringen på andre måder end beklædningen. Hun fortæller om et barsk klima mellem beboerne på Andersvænge: ”Ellen kan huske, at en anden beboer, Dagny, hver dag slog hende i hovedet. ”Jeg var bange for hende, og jeg tudede og skreg og skabte mig, og så bed jeg Jonna i armen rigtig hårdt. Hun sad i kørestol.”” De stærke slog de mindre stærke. Men ifølge Ellen handlede det også om noget andet. ”Jeg bed de andre i armene, fordi de havde familie. Jeg var jaloux. Jeg kom aldrig hjem til nogen.”

Beretningen afsluttes med en refleksion, som på mange måder opsummerer udviklingen i de vilkår, som Ellen har haft for sin tilværelse, siden hun som otteårig blev anbragt i åndssvageforsorgen. Interviewet er ved at være slut, og intervieweren og Ellen tager afsked inde i Slagelse by:

””Det var ikke sjovt dengang, det var ikke sjovt,” siger hun. ”Jeg er glad for, at det ikke er gamle dage længere.” Hun trækker strikhuen ned over ørerne, og vi siger farvel. Ellen, som engang blev lukket inde og lagt i seng hver dag klokken 14, går op ad gaden, foroverbøjet i lammeskindsjakken med hænderne og de to poser med perler svingende bag sig på ryggen.”

Opgøret med uunderviselighed
Rapportens sidste del beskæftiger sig med opbruddet i 1970erne, hvor kampen mellem overlægerne og pædagoger og lærere rasede inden for åndssvageforsorgen.

En af de nøgleepisoder, som beskrives i den forbindelse, er det pædagogiske eksperiment, som 50 lærere gennemførte i sommeren 1971 på Rødbygård. Målet var at vise, at ingen er u-underviselige – 12 multihandicappede børn fik denne sommer undervisning, og der blev opnået bemærkelsesværdige resultater.

Forsøget måtte stoppes igen på grund af manglende finansiering, men det var lykkedes at tilbagevise en fasttømret forestilling hos lægevældet i forsorgen om, at nogle handicappede (børn som voksne) var ude af stand til at lære noget – ude af stand til at udvikle sig. Forestillingen om ’de u-underviselige’ var på vej til at blive lagt i graven.

En vigtig rapport for samtiden
Det er et af de tankevækkende steder i rapporten. Som beskrevet andet sted i dette blad er vores samtids lokalpolitikere og embedsmænd ved at genopfinde ’de u-underviselige’. I et småligt og kynisk forsøg på at skære endnu hårdere i hjælpen til de mest sårbare medborgere, udpeges børn og voksne som mennesker uden udviklingspotentiale. Derved opnås måske en kortsigtet besparelse, men prisen er i virkeligheden høj, nemlig promoveringen af et menneskesyn, som pædagoger, pårørende og socialpolitikere tog et fremsynet og vigtigt opgør med fra begyndelsen af 1970’erne.

Selvom fortællingen om forsorgen i ”Anbragt i historien” grundlæggende er en beretning om gradvise men kontinuerlige fremskridt – så kan vi altså ikke uden videre regne med, at fremskridtene fortsætter. Især derfor er ”Anbragt i historien” altså en vigtig rapport.

Det er en umulig opgave, at udlægge et så omfattende værk, som ”Anbragt i historien” i en artikel som denne. Jeg har kun givet nogle få glimt – og opfordringen må derfor være til alle: Tag selv et kig i rapporten – ikke nødvendigvis slavisk gennem alle 500 sider, men pluk rundt omkring.


Om rapporten

Anbragt i Historien - Et socialhistorisk projekt om anbragte og indlagte i perioden 1945-1980

Af Jesper Vaczy Kragh, Stine Grønbæk Jensen, Jacob Knage Rasmussen og Klaus Petersen

Rapporten er udgivet af Svendborg Museum. Rapporten udgives i bogform til sommer. Men lige nu kan hele rapporten og meget mere materiale om projektet findes på anbragtihistorien.dk.

 

Artiklen "Anbragt i historien:  Øjenvidner fortæller om forsorgen" blev bragt i LEV nr. 2 marts 2015

24.03.2015 Udvikling eller ej

Stemplingen af sårbare borgere som ’uden udviklingspotentiale’ er blevet en bekvem betegnelse for ikke at yde socialpædagogisk bistand eller andre sociale tilbud til voksne med udviklingshæmning. Når det gælder børn med handicap er stemplingen ’uden udviklingspotentiale’ blevet et abracadabra for at opkræve betaling af forældre til døgnanbragte børn. Tendensen er en alvorlig udfordring for mennesker med udviklingshæmning, og peger bagud mod ’de u-underviselige’ i fortidens åndssvageforsorg

Af Arne Ditlevsen og Thomas Gruber

Jonas er en 14 årig dreng med Downs syndrom. Han er fysisk meget velfungerende, men mentalt og socialt har han store udfordringer. For selv om Jonas går i 7. klasse, har han kun lige lært at skrive sit navn. Jonas kan være meget udadreagerende i sin adfærd, og han kan være farlig for sig selv. Hans familie er i perioder ved at være kørt helt ned, fordi Jonas fylder så meget og skal være under konstant opsyn af en voksen.

Men er Jonas ’en fortabt sjæl’? Psykologer, børnelæger, pædagoger, terapeuter, lærere – alle fagpersoner, der har været i nærkontakt med ham – siger samstemmende, at Jonas har potentiale til at udvikle sig. Faxe Kommune mener imidlertid det modsatte. I en afgørelse i forbindelse med en døgnanbringelse på et skoletilbud dateret den 7. september 2012 skriver de således: ”Anbringelsen af Jonas har ikke et udpræget behandlingsmæssigt sigte, og derfor kan familien ikke fritages for forældrebetaling for opholdet. Det fik også Jonas’ far, John Jensen, op i det røde felt:

- De har aldrig set Jonas på kommunen. Og alligevel mener de, at de kan se bort fra alle de faglige udtalelser om udviklingspotentiale. Problemet for mig at se, er, at ingen har defineret, hvad udvikling er. Og alligevel siger de, at min søn ikke kan udvikle sig, det er en ukorrekt og udokumenteret udtalelse. Jonas udvikler sig anderledes og langsommere end normale børn, men der er udvikling at spore år efter år.

Resultatet af kommunens afgørelse var, at John Jensen og hans kone Alena blev sat til at betale 4100 kr. pr. måned for det opholds- og skoletilbud, hvor Jonas var døgnelev. Det var 3700 kr. mere, end de i første omgang var stillet i udsigt som forældrebetaling. For at få familiens økonomi til at hænge sammen så de sig derfor nødsaget til at tage Jonas hjem. Velvidende at han dermed ikke får den optimale behandling, som eksperterne har anbefalet.

Et underligt spil
Som alle andre børn udvikler Jonas sig jo. Han lærer bogstaver og tal – og en masse praktiske færdigheder. Men det går langsomt, og i forhold til de fleste andre børn er der en masse ting, som Jonas aldrig lærer. Men økonomien spiller hovedrollen, når det handler om, hvilken hjælp Jonas kan få, mener hans far:

- Det er jo et underligt spil det her. Det er et spørgsmål om kroner og ører. Kommunen gør det for at spare penge. Men for os handler det også om manglende respekt og fornemmelse for, hvad det er for nogle mennesker, de har med at gøre. Sagsbehandleren kender ikke Jonas. Og det virker i det hele taget slet ikke som om, at de har nogen forståelse for, hvad det er for mennesker, der her er tale om. Kommunen burde indse, at det på sigt kunne vise sig at være en rigtigt god investering for dem, at Jonas blev en så selvhjulpen og socialt velfungerende borger som muligt. Jonas er anderledes. Det kan man både se og høre på ham. Så det nytter ikke noget at bedømme ham og hans udviklingsmuligheder, som var han et helt normalt barn. Jonas har masser af muligheder for at udvikle sig. Kommunen ved det også, men de vil bare ikke betale for det. Måske fordi der ikke er udsigt til, at han bliver en eliteskattebetaler, siger John Jensen.

Det spreder sig
Men Jonas er ikke alene om at få det mærkat, at han ikke har ’udviklingspotentiale’. Som en ondartet virus er dette begreb ved at sprede sig ud over hele landet. Mange har sikkert hørt om forældrene i Aarhus, der med næb og kløer har kæmpet mod den samme høje forældrebetaling, som Jonas’ forældre har fået smidt i hovedet, for et døgntilbud, som deres børn jo er visiteret til af kommunen.

Det er dog ikke kun børn og unge, der rammes af kommunernes nye måde at se på mennesker med udviklingshæmnings såkaldte potentiale for at udvikle sig. Også voksne rammes. Eksempelvis i Skive. Her har kommunen iværksat en omfattende revisitering af hjælp og støtte til personer med udviklingshæmning. Baggrunden er et ønske om at spare 2,5 millioner kroner på de udgifter, kommunen har til hjælp, støtte og omsorg efter servicelovens § 85.

Påstande om ’manglende udviklingspotentiale’ blev her brugt som et væsentligt argument for en nedjustering af den hjælp og støtte, som borgerne hidtil havde modtaget. Således fik en borger i kommunen i en afgørelse følgende besked: ”Eftersom der i mange år har været arbejdet på udvikling og optræning af færdigheder, vurderes det, at muligheden for udvikling ikke længere er til stede. Dette betyder, at du ikke længere opfylder betingelserne for at modtage ydelser efter servicelovens § 85.” Den pågældende borger blev i stedet henvist til ren pleje og omsorg efter Serviceloven § 83.

Den pågældende kvinde havde heldigvis nogle pårørende, som kunne hjælpe med at anke afgørelsen, og det medførte i sidste ende, at hun fik tilkendt socialpædagogisk hjælp og støtte. Hvordan det er gået med de mange andre sager i Skive Kommunes omfattende revisiteringsrunde, er uvist – et kvalificeret bud er nok, at mange ikke har anket deres afgørelse, og at de derfor står tilbage med noget, der mest ligner et plejehjemstilbud. Et helt voksenliv, vel at mærke.

Magten prøver at stramme skruen
Et helt tredje område, hvor mennesker med udviklingshæmning stemples som ’uden udviklingspotentiale, er i forbindelse med processen omkring evalueringen af ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov (STU), der fandt sted i 2013. I et internt notat, som LEV har fået aktindsigt i, skriver Kommunernes Landsforening (KL) blandt andet til Undervisningsministeriet, at ”retskravet (på en ungdomsuddannelse, red.) bør nuanceres, så det kun gælder, hvis borgeren vurderes at få et reelt udbytte af et STU-tilbud”. KL’s intention var altså: Mennesker med omfattende og komplekse funktionsnedsættelser skulle fratages for det nuværende retskrav på en STU.

Dermed ville de unge med udviklingshæmning blive opdelt i et A og et B-hold, hvor dokumentation for udbytte ville komme til at stå som noget helt centralt – og hvor kommunen skulle lov at vurdere nogle borgeres udbytte, som ’ikke reelt’. Det var og er i modstrid med kernen i det lovforslag, der oprindelig lå bag STU, nemlig at alle skal have et retskrav på en ungdomsuddannelse – en uddannelse som netop skal tilpasses den enkeltes evner og muligheder, og som skal tilbydes de unge, der ikke kan tage en almindelig kompetencegivende uddannelse, som eksempelvis EGU. Formålet med STU’en er at give den unge kompetencer til så selvstændigt som muligt at kunne deltage i voksenlivet. Hvis det fører til eksempelvis et job med løntilskud er det en bonus.

KL’s forestillinger om, hvad der så skulle ske med restgruppen, som ville blive sorteret fra på grund af forventet ”manglende reelt udbytte”, vides ikke. Men et gæt kunne være et opbevaringstilbud passende til stemplingen som ’uden reelt udviklingspotentiale’.

Revisionen af STU medførte ikke i denne omgang en imødekommelse af KL’s drømme om udgrænsning af mennesker med komplekse og omfattende handicap. Men det kan jo komme næste gang.

Tendens
Eksemplerne viser, hvordan både administratorer og politikere kobler borgerens krav på hjælpe og støtte til, om der er udsigt til en målbar dokumenteret effekt af indsatsen. I KL’s store socialpolitiske udspil Investér før det sker fra 2013 skriver kommuneforeningen blandt andet, at ”sociale indsatser skal ses som sociale investeringer”, og at man skal ”anvende virksomme og kosteffektive metoder”.

Umiddelbart lyder det måske rigtig fint, for hvem kan have noget imod, at man i videst mulige omfang anvender effektfulde og dokumenterede metoder?

Den alvorlige udfordring i forhold til børn, unge og voksne med udviklingshæmning opstår imidlertid, når ønsket om dokumenteret udvikling kobles til prioriteringen i kommunernes budgetter. Så nærmer vi os en ubehagelig samfundstænkning, hvor logikken bliver, at vi ikke skal kaste samfundsmæssige ressourcer efter borgere, der ikke har et udviklingspotentiale, som enten kan gøre dem mere selvhjulpne eller bringer dem tættere på arbejdsmarkedet.

I lederartiklen i dette blad skriver LEVs landsformand, Sytter Kristensen, blandt andet, at det for hende at se er en logik, der indebærer ”... en begyndende etisk degenerering af det danske samfund, og de principper vi udstak i opgøret med åndssvageforsorgen”.