27.11.2016 Ny regering og dem som ikke kan arbejde

Lars Løkke Rasmussens tredje regering har præsenteret sit regeringsgrundlag. Nogle af de få bemærkninger, der er om mennesker med handicap, peger i positiv retning – andre giver grund til at være på vagt. Men det er den konkrete omsætning af de pæne ord, der tæller, mener LEVs landsformand.

Søndag eftermiddag præsenterede formændene for Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti grundlaget for en ny regering. Henover mere end 80 sider beskriver den nye V-LA-K regering sine politiske ambitioner for alt fra Folkekirken, mediepolitik, miljø og forsvar til uddannelse og socialpolitik. Og meget andet naturligvis.

Uvant fokus på dem, som ikke kan forsørge sig selv
Der er også blevet plads til et afsnit om socialt udsatte og mennesker med handicap. Her fokuseres på, at flere skal have en mulighed på arbejdsmarkedet, men det sker uden, at mennesker, som ikke kan arbejde og forsørge sig selv, overses. Regeringen skriver således blandt andet: ”Flere mennesker med handicap skal i uddannelse eller beskæftigelse, og samtidig skal der være gode rammer for de borgere, som ikke kan arbejde.”

Det glæder LEVs landsformand, Anni Sørensen, at den nye regering har valgt også at omtale vilkårene for den gruppe mennesker, som ikke har muligheder på det almindelige arbejdsmarked:

- Det er positivt, og faktisk også uvant, at regeringsgrundlaget anerkender, at der findes en gruppe mennesker, hvor det ikke handler om arbejdsmarkedstilknytning og selvforsørgelse. Det gælder blandt andre mange mennesker med udviklingshæmning. Det klæder regeringsgrundlaget, at det slås fast, at denne gruppe borgere også skal have ’gode rammer.’

- Vi må kunne forvente, at ’gode rammer’ er bedre rammer end i dag. Dermed håber jeg, at den nye regering lægger op til et opgør med de konstante nedskæringer på hjælpen til mennesker med udviklingshæmning, som vi har været vidne til de senere år. En justering af den problematiske førtidspensionsreform må også være på tegnebordet. Ellers er det jo bare tom snak – og det vil jeg da ikke anklage en ny regering for, siger Anni Sørensen.

Endnu mere økonomistyring?
Regeringsgrundlaget indeholder desuden et ønske om at skabe større gennemsigtighed på det specialiserede socialområde, som hjælpen til mennesker med udviklingshæmning også er en del af. Regeringen skriver blandt andet, at der ”… skal være større gennemsigtighed og bedre sammenhæng mellem ydelse, pris og kvalitet på det specialiserede socialområde”.

Det er uklart, hvad der konkret ligger i ønsket om at skabe større gennemsigtighed og sammenhæng. Men det lyder som nye økonomistyringsinitiativer på blandt andet handicapområdet, og her synes LEVs landsformand, at sporene skræmmer.

- Alt for meget har handlet om kommunernes økonomistyring de senere år. Det har måske sløret, hvad indsatsen i forhold til blandt andre mennesker med udviklingshæmning i virkeligheden burde handler om, nemlig at skabe gode muligheder livskvalitet for sårbare mennesker.

- Realiteterne er, at de senere års styringsfokus med benchmarking, serviceniveauer osv., har været et uendeligt ræs mod bunden. Jeg håber ikke, at det er den udvikling, som den nye regering har planer om at sætte yderligere turbo på, siger LEVs landsformand, Anni Sørensen.

Regeringsgrundlaget lægger nemlig også op til en svækkelse af væksten i det offentlige forbrug til 0,3 procent årligt, mod de nuværende 0,5 procent.

19.11.2016 Pris for modige vidnesbyrd

N. E. Bank-Mikkelsens Pris 2016 blev i går overrakt ved et arrangement i Handicaporganisationernes Hus.

Lone Christensen, Caroline Olsen og Arne Andersen blev belønnet for i tre TV-udsendelser at have fortalt om deres barndom og ungdom og dermed gjorde deres til, at behandlingen af udsatte mennesker aldrig igen kommer til hvile på noget, der minder om den tids menneskesyn. Hvilket ikke er nogen selvfølge.

Som motivering for prisen hedder det blandt andet:

”Lone Christensen, Caroline Olsen og Arne Andersen har været de centrale historiefortællere i de tre TV-udsendelser ”De åndssvages historie”, tilrettelagt af Mette Andkjær Hansen. De har med deres deltagelse vist et ubeskriveligt stort mod ved at fortælle om de vilkår, de er blevet mødt med i barndom og ungdom i en tid, hvor holdningen til mennesker med psykiske funktionsnedsættelser var en anden. En tid præget af mangel på respekt, værdighed og anerkendelse af alle som ligeværdige borgere. Det er vigtigt, at vi som samfund ikke glemmer fortiden, uanset dens triste skær.

De tre prismodtagere har gennem deres vidnesbyrd og historie medvirket til at erindre vores nære fortid og dermed bidraget til, at vi kan lære af fortiden."

Prisen blev overrakt af formanden for N. E. Bank-Mikkelsens Mindefond, Tadao Chiba, som er forstander for Dansk Japansk Folkehøjskole. Flere fik herefter ordet, blandt andre Arne Andersen, der takkede på de tre prisvinderes vegne. Arne havde kun haft gode oplevelser ud af at medvirke i filmen, og efter at den var blevet vist.

18.11.2016 Ombudsmanden ind i sag om magtanvendelse i bosteder

Folketingets Ombudsmand mener, det skal overvejes, om der skal gøres mere for at sikre, at personalet i bosteder for blandt andre udviklingshæmmede har nok viden om magtanvendelse – og hvordan den gennemføres mest skånsomt. Det skriver han i et brev til Socialstyrelsen. LEVs landsformand er også bekymret over udviklingen, og opfordrer blandt andet til, at udviklingen i magtanvendelser på det sociale område registreres og overvåges på nationalt niveau.

I brevet til Socialstyrelsen skriver ombudsmanden blandt andet, at han mener, det bør overvejes ”... hvorvidt de myndigheder, der driver sociale tilbud, er forpligtede til at sikre, at der på bosteder i relevant omfang udarbejdes generelle retningslinjer for magtanvendelse – herunder om, hvordan en magtanvendelse skal håndteres efterfølgende (kontakt til pårørende, politi, øvrigt personale, øvrige beboere, opfølgning mv.).”

Ombudsmanden har i forbindelse med sine tilsynsbesøg ofte anbefalet, at bosteder udarbejder retningslinjer om magtanvendelse. Men i brevet til Socialstyrelsen konstaterer han samtidigt, at der ikke er formelle krav i lovgivningen, der pålægger myndighederne at sikre, at bosteder mv. har sådanne retningslinjer. Derfor beder han Socialstyrelsen om at forholde sig til, om man fra statslig side bør medvirke til, at bostederne udarbejder sådanne retningslinjer.

Glem ikke forebyggelse af magt
LEVs landsformand, Anni Sørensen, er glad for, at Ombudsmanden sætter fokus på magtanvendelse i sociale tilbud, for det er i høj grad en problemstilling, som berører mennesker med udviklingshæmning.

- De senere år har vi været vidner til en række voldsomme sager om magtanvendelser og andre voldsomme konfliktsituationer mellem borgere og personale i bosteder. Både i forhold til sindslidende og udviklingshæmmede. På mig virker det, som om der sker noget meget alvorligt i de her år - og den udvikling skal stoppes.

- Derfor er det godt, at ombudsmanden retter henvendelse til Socialstyrelsen om behovet for retningslinjer og behovet for uddannelse af personalet. Men det handler ikke kun om ordentlig håndtering i de situationer, hvor en magtanvendelse finder sted. For mig er det mindst lige så vigtigt at vi får set på en bedre forebyggelse af magtanvendelse - altså, at magt overhovedet bliver nødvendigt, siger Anni Sørensen.

Ingen aner, hvor meget magtanvendelse der er
Modsat magtanvendelse og tvang i hospitalspsykiatrien så er der intet nationalt overblik over de magtanvendelser, som finder sted på det sociale område. Magtanvendelser skal indberettes og registres, men det er kun til kommunen og de fem socialtilsyn. Det mener LEVs landsformand, at det er på tide at gøre op med.

- Jeg synes, det er stærkt bekymrende, at vi ikke har det fjerneste overblik over de magtanvendelser, som finder sted på socialområdet, ikke mindst over for udviklingshæmmede. Stiger antallet af magtanvendelser? Falder det? Og hvilken karakter har magtanvendelserne? Vi aner det ikke! Og så er det endnu vanskeligere at vide noget om, hvor vi skal sætte ind for at forebygge magtanvendelse bedre.

- Derfor vil jeg, som supplement til Ombudsmandens henvendelse, skrive til Folketingets Socialudvalg, og bede dem overveje, om tiden ikke er moden til at etablere en national registrering af magtanvendelserne på socialområdet, siger Anni Sørensen

08.09.2016 Hvorfor vil KL og socialministeren afskaffe miljøskiftet?

Retten til en meningsfuld og normal hverdag med aktivitet, afveksling og tilpassende udfordringer. Det er kerneværdien bag det miljøskiftebegreb, som i tre årtier har stået centralt i indsatsen for mennesker med udviklingshæmning. Men måske er det ved at være slut? Alt tyder på, at KL og socialminister Karen Ellemann aktuelt arbejder målrettet på at få fjernet udviklingshæmmedes restkrav på et dagligt miljøskifte

Lasse Lesmann, som vi møder i dette blads artikler om Agerbækhuse og Aktivitetscentret Blumesvej, skal måske til at vænne sig til en helt ny hverdag. I hvert fald hvis socialminister Karen Ellemann kommer igennem med det forslag til ændring af serviceloven, der for tiden bakses med i ministeriet. En hverdag uden aktivitetscentret, og som i et og alt er henlagt til hans bolig. 24-7.

Efter den nugældende servicelov har Lasse og de øvrige beboere i Agerbækhuse nemlig en entydig rettighed til et aktivitets- og samværstilbud. Kommunen begår ganske enkelt et lovbrud, hvis den ikke tilbyder Lasse dagtilbud efter servicelovens § 104.

Hvis socialminister Karen Ellemann får overbevist et flertal i Folketinget om sit forslag, så forsvinder denne ret til fordel for et samlet kommunalt skøn over Lasses behov og hvilke tilbud, kommunen synes der kunne matche de behov. Et samlet og helhedsorienteret skøn, der måske lyder flot og rigtigt på papiret, men som i den praktiske kommunale forvaltning vil være en katastrofe for mennesker som Lasse.

Uden det minimum af beskyttelse, som de nuværende rettigheder yder, vil han, og tusindvis af andre i samme sårbare situation, være overladt til et langt friere kommunalt skøn. Og hvis kommunen på et tidspunkt synes, at Lasses aktivitetstilbud er for dyrt, ja, så ender det nok med et ’kommunalt skøn’, der vurderer, at det ville være langt tryggere og gavne hans livskvalitet at blive.

Den nuværende lovgivnings rettigheder
Men hvordan er den aktuelle lovgivning egentlig skruet sammen, når det gælder udviklingshæmmedes tilbud i dagtimerne?

Den beskyttede beskæftigelse og aktivitets- og samværstilbud har hver sin paragraf i serviceloven – henholdsvis § 103 og § 104. Begge tilbud er målrettet personer med ”betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer”.

Mennesker med udviklingshæmning – herunder også mennesker med meget betydelige og komplekse multihandicap – har traditionelt været en af kernemålgrupperne for denne type tilbud. Meget overordnet kan man sige, at mennesker med de mest komplekse og indgribende handicap er blevet visiteret til aktivitets- og samværstilbud, mens en større og bredere gruppe udviklingshæmmede har brugt de beskyttede værksteder.

Begge typer tilbud (§ 103 og § 104) kan siges at være en rettighed for mennesker, som tilhører målgruppen, herunder mennesker med udviklingshæmning. Det fremgår således i begge paragraffer, at ”Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 'denne type tilbud' til personer med ”betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer” (vores understregning).

Rettigheder som indblanding i kommunalt selvstyre
Det er det lille ord ”skal”, som vækker så stor irritation i nogle kommuner – og nu tilsyneladende også i Socialministeriet. Det virker nærmest som om, man anser de svageste borgeres rettigheder i serviceloven som en slags utilstedelig indblanding i det kommunale selvstyre. De lovbestemte rettigheder, som borgerne har i dag, sætter nemlig visse grænser for kommunens mulighed for at gennemføre besparelser på hjælpen til udviklingshæmmede og andre med handicap.

De seneste par år har vi set adskillige eksempler på kommuner, der forsøger at frakende udviklingshæmmede retten til et dagtilbud. Det mest omtalte er nok Herlev Kommune, der i 2015 via et nyt serviceniveau reducerede det ugentlige antal dage i et § 103 eller 104-tilbud til tre dage. Som vi har berettet her i bladet, blev Herlev underkendt af Ankestyrelsen i mere end 75 procent af de sager (afgørelser), som blev anket. ’

Herlev-sagen’ er ikke enestående – adskillige kommuner har forsøgt at udhule retten til det daglige miljøskifte, som både § 103 og § 104-tilbud udgør. I nogle tilfælde med en hel del succes fordi de berørte borgere – på grund af deres handicap - ikke har skyggen af chance for at kende deres rettigheder, klagemuligheder osv.

07.10.2015 Fortæl LEV om dem, der kommer i klemme, når kommunen sparer

Vi ved, at der er stigende retssikkerhedsproblemer for mennesker med udviklingshæmning. Især udviklingshæmmede uden pårørende eller andre til at hjælpe dem med at klage over en kommunal afgørelse eller andet, er for alvor i klemme. Men vi har brug for et bedre overblik og flere eksempler. Brug indtastningsskemaet i bunden af denne artikel - LEV har brug for din viden.

Når kommunerne skærer ned i hjælpen, så sker det typisk ved at træffe nye myndighedsafgørelser. Det kan for eksempel være afgørelser, der siger at borgeren ikke kan beholde sin ledsageordning efter § 97 - eller at aktivitets- og samværstilbuddet skæres ned fra fire til to eller tre dage om ugen. Eller noget helt tredje.

I de situationer er der heldigvis nogle, som har en søster eller en mor eller far, som kan hjælpe med at klage – og rigtig, rigtig mange klagesager ender faktisk med at Ankestyrelsen underkender kommunen. Men de udviklingshæmmede, som er uden pårørende med ressourcer til at bistå dem i en klagesag er virkelig ’på spanden’ for at sige det meget direkte. Lad os tage et eksempel.

I en kommune besluttede politikerne, at gennemføre et nyt serviceniveau for dagtilbud og beskyttet beskæftigelse (§ 104 og 103). Det nye niveau betød at borgerne skulle gå fra fire til tre dages tilbud ugentligt. Gennemførelsen af serviceniveauet skete gennem en masse nye myndighedsafgørelser til brugerne.

Halvdelen klagede, men hvad med resten?
Cirka halvdelen af de berørte borgere klagede over kommunens afgørelse. Og i 2/3 af klagesagerne blev kommunen faktisk underkendt i Ankestyrelsen. For dem, som klagede var der grund til glæde og tilfredshed.

Men tilbage står de mange borgere, som ikke klagede – typisk fordi de er uden støtte til at gennemføre en klageproces. Vi kan jo således gå ud fra, at der også er alvorlige fejl i cirka 60 procent af de afgørelser, som ikke endte i Ankestyrelsen. Omkring 2/3 af de borgere, som ikke klagede, har således i dag et ringere tilbud end de har krav på ifølge lovgivningen.

LEV savner et bedre overblik over disse retssikkerhedsproblemer for at kunne overbevise ministre og folketingsmedlemmer om problemet omfang – og behovet for at gøre noget ved det.

Derfor har vi brug for din hjælp!
Ved at bruge denne formular kan du fortælle du LEV om situationen for de mennesker med udviklingshæmning, som ikke har pårørende eller andre, som kan beskytte deres retssikkerhed på det sociale område. Det kan for eksempel være en anden beboer i din søn eller datters bosted/bofællesskab. Eller det kan være en beboer i et bosted, hvor du arbejder som pædagog eller medhjælper.

Du kan vælge at være helt anonym. Og LEV vil behandle oplysningerne på en måde, så ingen enkeltpersoner, bosteder og lignende kan genkendes.

Du kan også vælge at fortælle os dit navn og give os kontaktoplysninger. Det gør det muligt for LEV at kontakte dig for at høre nærmere om den information, du giver os. Vi bruger ikke dine kontakt oplysninger mv. uden at have en aftale med dig først.

Din viden er vigtig

22.02.2016 LEV ULAND: LEVs internationale udviklingsarbejde

LEV har arbejdet med udvikling i Europa, Afrika og Asien siden 1994 baseret på principper om solidaritet og hjælp til selvhjælp for både pårørende og mennesker med udviklingshæmning. Arbejdet tager afsæt i FNs Handicapkonvention og er rettighedsbaseret. Det finansieres primært af Danida midler, der administreres af Danske Handicaporganisationer gennem Handicappuljen. LEV støtter en række partnerorganisationer, der arbejder med at forbedre vilkårene for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende gennem selvhjælpsgrupper, politisk fortalervirksomhed og self-advocacy.

Sådan arbejder LEV
I 2014 vedtog LEVs Hovedbestyrelse en ny strategi for LEVs internationale udviklingssamarbejde frem til 2019, som tager afsæt i mange års erfaringer både med udviklingsarbejde ude og foreningsarbejde i Danmark. LEV ønsker at fremme udviklingen af demokratiske organisationer af mennesker med udviklingshæmning og deres familier i udviklingslande, at begge køn har glæde af udviklingsaktiviteterne og at projekterne er bæredygtige, således at relevante aktiviteter kan fortsætte efter støtten fra LEV er ophørt. LEV samarbejder altid med ligesindede partnerorganisationer, som almindeligvis er medlem af Inclusion International. Inclusion International er en international paraplyorganisation med fokus på mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende, som Landsforeningen LEV er medlem af.

De fleste partnerorganisationer har etableret selvhjælpsgrupper for forældre og andre pårørende, hvor de kan tale med andre som er i en lignende situation og få både følelsesmæssig støtte og praktisk hjælp. Følelsen af isolation og bekymring som mange pårørende oplever, kan dermed afløses af fællesskab, udveksling af erfaring og håb.