23.05.2016 Ny strategi: Styrket deltagelse for mennesker med handicap

En ny strategi sætter fokus på, hvordan mennesker med handicap i højere grad kan få mulighed for at deltage i civilsamfundet, herunder i frivillige foreninger. Målet er et mere inkluderende samfund, hvor mennesker med handicap deltager i civilsamfundets mange aktiviteter på lige fod med resten af befolkningen.

Tænketanken Nye Alliancer (2015-2016) består af en bred kreds af handicaporganisationer og frivillige foreninger med Danske Handicaporganisationer (DH) og Frivilligrådet i spidsen. Organisationerne er gået sammen for at udforme strategien og bidrage til at styrke inklusion og medborgerskab for mennesker med handicap i civilsamfundet.

Udgangspunktet for arbejdet i Tænketanken er, at Danmark er forpligtet af FN’s handicapkonvention – også i civilsamfundet (FN, 2006). Konventionen siger blandt andet, at vi skal sikre, at personer med handicap har mulighed for at deltage i det politiske og offentlige liv på lige fod med andre. Foreningslivet bør indgå naturligt i arbejdet med at leve op til konventionen – som samarbejdspartner med det offentlige og som modtager af offentlige investeringer og støtte.

Film om Tænketanken Nye Alliancer og gode eksempler
Tænketanken Nye Alliancer har fået lavet nogle film, hvor man kan se mere om Tænketanken Nye Alliancer og gode eksempler på, hvor mennesker med handicap deltager i frivillige sammenhænge.

Film om Tænketanken
I denne film introduceres Tænketanken og dens arbejde med strategien Nye Alliancer.
Se filmen

Film med Andreas og Line fra Headspace
I filmen fortæller Andreas om, hvordan det er at være frivillig i Headspace, og Line fortæller, hvordan det er at være leder for frivillige med handicap i Headspace.
Se filmen

Film med Sami fra Biografen i Odder
I filmen fortæller Sami om sine oplevelser og erfaringer som frivillig i biografen i Odder.
Se filmen

Film med Gunver fra AC Horsens
I filmen fortæller Gunver hvordan hun hjælper mennesker med udviklingshæmning med at blive frivillige. Jan taler om at være frivillig i fodboldklubben AC Horsens.
Se filmen

Film med Max og Annette fra Roskilde Festival
I filmen fortæller Max om at være frivillig ved Roskilde Festival. Annette fortæller, hvordan det er at organisere frivilligt arbejde, også når der er frivillige med handicap.
Se filmen

Film med Jesper og Mogens fra Roskilde Festival
I filmen fortæller Jesper om, hvordan det er at være frivillig ved Roskilde Festival, og Mogens fortæller, hvordan det er at være leder for frivillige med handicap hos Roskilde Festival.
Se filmen

04.05.2016 Skal kommunen tilbyde ledsagelse?

Hvordan er kommunerne forpligtede til at følge op på Ankestyrelsens principafgørelse om retten til at få den nødvendige støtte og ledsagelse i forbindelse med en ferie og lignende? Kan kommunen blot læne sig tilbage og håbe på, at ingen henvender sig – eller har den faktisk pligt til at vurdere borgerens behov og tilbyde støtten uden ansøgning eller anden opfordring?

Af Thomas Gruber, politisk konsulent i LEV

Tiden med åbenlyse fejl- og misfortolkninger af udviklingshæmmedes ret til ledsagelse er åbenbart ikke et overstået kapitel.

I starten af april udsendte Region Nordjylland en pressemeddelelse. Den fangede TV2 Nord og Dknyt, hvilket blev til en artikel under overskriften ”Nordjysk utilfredshed over forskelsbehandling af handicappede”. Heri forklarede formanden for regionens udvalg for det specialiserede socialområde, at ”De fleste af de borgere, der bor på Region Nordjyllands botilbud, har så svære handicap, at de i praksis kun kan ledsages af de medarbejdere, der kender dem godt. Og lige præcis de medarbejdere må ikke påtage sig opgaven.”

Udvalgsformanden ville derfor have Danske Regioner til at tage spørgsmålet op over for regeringen og sikre, at borgerne i botilbud gives mulighed for at købe ledsagelse af regionen. Altså en form for legalisering af den problematiske – og klart lovstridige – brugerbetalingspraksis, som mange udviklingshæmmede var underlagt indtil 2014/15.

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, reagerede på den nordjyske udmelding med et debatindlæg i Dknyt. Her slog hun fast, at personalet i regionens tilbud naturligvis gerne må ledsage beboere uden for botilbuddet – de har faktisk pligt til det:
”Selvfølgelig ikke bare må personalet i botilbuddene yde pædagogisk støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie, udflugter og lignende. De er faktisk forpligtede til at gøre det, og kommuner og regioner er forpligtet til at sørge for de nødvendige ressourcer til bostederne, for at det kan lade sig gøre,” skrev Sytter Kristensen blandt andet.

Misforståelser er udbredte
Den nordjyske udlægning af ’tingenes tilstand’ er et godt eksempel på nogle af de mange misforståelser og fejlfortolkninger, der stadig florerer, når det gælder udviklingshæmmedes ret til at medtage den nødvendige hjælp i forbindelse med ferie eller udflugter, selvom man skulle mene, at det efterhånden burde være klart for de fleste.

Udviklingshæmmedes ret til ledsagelse uden for botilbuddet er tydeligt fastslået i en principafgørelse, som Ankestyrelsen udsendte i september sidste år. Som vi tidligere har fortalt her i LEV Bladet, så fremgår det af denne afgørelse, at der er et retskrav på ledsagelse til borgere i botilbud, som ikke kan færdes på egen hånd. En ferie i Danmark må anses for almindelig i Danmark og er derfor omfattet af det såkaldte kompensationsprincip i sociallovgivningen.

Det retskrav, som principafgørelsen fastslår, betyder, at en kommune ikke kan afslå at yde den nødvendige støtte og ledsagelse til borgere i målgruppen i forbindelse med ferie, udflugter og lignende. Heller ikke ved at henvise til et eller andet serviceniveau. Ethvert kommunalt serviceniveau, der påstår, at kommunen ikke yder støtte og ledsagelse i forbindelse med ferier eller fritidsaktiviteter, er rent faktisk ulovligt.

Kan kommunen bare vente på ansøgninger om ledsagelse?
Men hvad er så kravene til den måde, kommunerne forvalter udviklingshæmmedes retskrav på ledsagelse og støtte i forbindelse med ferie med videre? Hvordan skal kommunerne omsætte principperne i Ankestyrelsens afgørelse?

En del kommuner vil formentlig anlægge den linje, at man ’som udgangspunkt’ ikke yder denne form for ledsagelse, men at man løbende vil tage stilling til ansøgninger som borgerne og deres pårørende vil komme med. Med andre ord: ”Vi venter til nogen stiller et konkret krav med en ansøgning, og så kan vi jo nok ikke slippe udenom…”

Denne afventende tilgang vil efterlade de allersvageste borgere med udviklingshæmning i stikken. Dem, som ikke har nogen pårørende eller andre, som har ressourcer til at ’tage kampen op’, og som kender lovgivningen. De vil sidde tilbage uden den nødvendige hjælp, fordi de ikke har nogen, som hjælper dem med at gå gennem den store ’ansøgningsmølle’ og eventuelle klager til Ankestyrelsen.

Men kommunerne er faktisk forpligtede til også at sørge for, at rettighederne for borgere, som ikke kan søge på egen hånd, opfyldes. I Servicelovens § 12 fremgår det således, at kommunen skal ”… sørge for tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer. Tilbuddet om rådgivning skal også omfatte opsøgende arbejde.”

I praksis betyder denne paragraf, at kommunen er forpligtet til at vurdere, om den enkelte med udviklingshæmning er omfattet af Ankestyrelsens principafgørelse og således skal tilbydes støtte og ledsagelse i forbindelse med en ferie, udflugter og lignende. Den vurdering skal kommunen foretage, uanset om der kommer en konkret ansøgning fra borgeren eller ej.

Med andre ord: Det er en overtrædelse af lovgivningen, hvis kommunen ikke lever op til sin opsøgende rådgivningsforpligtelse og tilbyder den nødvendige støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie, fritidsaktiviteter med videre. Også til de borgere som ikke ansøger.

Individuelle afgørelser eller serviceniveau
Kommunen kan opfylde lovkravet på flere måder. Man kan træffe konkrete og individuelle afgørelser for den enkelte, hvor den nødvendige hjælp ydes. Men kommunen kan også opfylde kravet ved at fastsætte et serviceniveau med et rimeligt niveau af støtte og ledsagelse uden for boligen eller ved at indregne udgiften i de takster, som er gældende for botilbud – og pålægge botilbuddet at opfylde rettigheden.

Sammenfattende kan man sige, at det burde være en del af almindelig kommunal anstændighed at sørge for, at også de svageste i LEVs målgruppe får den nødvendige ledsagelse. Men selv hvis anstændigheden kastes over bord, så kan kommunerne ikke undslå sig at tildele og yde den nødvendige ferie- og fritidsledsagelse – det vil ganske enkelt være i strid med lovgivningen.

Handicapråd eller LEV-kredse på banen
Men, men. Som vi ved fra mange andre områder, så er hverken anstændighed eller lovgivning nogen garanti for, at borgernes rettigheder føres ud i livet. Derfor er det oplagt for LEVs lokale kredse eller for de kommunale handicapråd at følge op på, hvordan kommunen efterlever Ankestyrelsens principafgørelse – herunder ikke mindst, hvordan rettighederne for de svageste sikres. Kommunen bør med andre ord kunne levere en skriftlig redegørelse for, hvordan den konkret er gået til værks.

Bragt i LEV Bladet nr. 3, 2016

01.04.2016 Støtten til merudgifter faldet med over 40 procent siden 2010

Kommuner har skåret ned på støtten til børn med et handicap og deres familier, der skal have hjælp til eksempelvis familie-kurser, til særlige sko, medicin eller lignende. Siden 2007 er kommunernes bidrag til den type af hjælp faldet år for år. Og det ser ud til at fortsætte.

Altinget skriver i en artikel i går, torsdag den 31. marts, at nye beregninger fra Social- og Indenrigsministeriet viser, at det i 2016 forventes, at der bliver brugt 644 millioner kroner på børn og unge til de såkaldte merudgifter. Dermed er støtten til merudgifter faldet med ca. 44 procent siden 2010, mens faldet fra 2014 til 2016 er på ca. 10 procent.

Formanden for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, mener, at det er stærkt bekymrende:
Det er jo ikke, fordi der er blevet mindre behov. Kommuner prøver virkelig at spare her ved at stramme reglerne. Og det betyder, at der er mennesker, der ikke får hjælp, selvom de har brug for det. Der er skåret så meget, at det er blevet umenneskeligt, at folk, der allerede kæmper hårdt i hverdagen, også skal kæmpe med kommunen.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten kræver nu svar fra social- og indenrigsminister, Karen Ellemann, på, hvad faldet kan skyldes. Karen Ellemann har tidligere svaret på lignende spørgsmål tilbage i november måned, hvor hun gav udtryk for, at der må være sket ændringer i kommunernes praksis.

KL's formand for social- og sundhedsudvalget, Thomas Adelskov, giver en lignende forklaring. Han mener, at en væsentlig forklaring på faldet er, at der i 2011 kom en lovændring, som betød, at udgifter til aflastning til forældre med børn med handicap eller alvorlige lidelser ikke længere skulle dækkes efter merudgiftsreglerne, men efter andre regler.

Men denne forklaring mener DF og EL altså ikke kan forklare det fortsatte fald, og derfor kræver de nu mere uddybende svar fra social- og indenrigsministeren, der kan forklare faldet.

08.04.2016 For DF og S gælder velfærdspolitik måske ikke mennesker med handicap?

'Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i Nordjylland er enige om at indføre mere brugerbetaling i den offentlige sektor. Brugerbetalingen skal især ramme de svageste borgere, mener de to partier. De vil på den måde sikre sig, at de voldsomme besparelser, som allerede er gennemført over for de svageste borgere, intensiveres over de kommende år'.

Debatindlæg bragt i dknyt, 8. april 2016 som kommentar til: Nordjysk utilfredshed over forskelsbehandling af handicappede

Sådan burde historien retteligt være vinklet, da TV2 Nord og dknyt torsdag bragte nyheden om 'Nordjysk utilfredshed over forskelsbehandling af handicappede'. For det de to partier – omend indirekte – taler om, er at pålægge mennesker med svære og indgribende handicap selv at betale udgiften til den støtte og ledsagelse, som de har behov for. Og som de vel at mærke har et retskrav på efter gældende lovgivning – uden egenbetaling!

Brugerbetalingen, som ikke sjældent vil kunne løbe op i 20.000 kr. for fem dages sommerhusferie i Danmark, var førhen praksis i en del kommuner. Men denne praksis er for nyligt endegyldigt blevet kendt lovstridig af Social- og Indenrigsministeriet, hvorfor kommunerne skal tilbagebetale den ulovligt opkrævede brugerbetaling. 

I TV2 Nord og dknyt er Kristoffer Hjort Storm (DF), formand for Udvalget for det Specialiserede socialområde i Region Nordjylland, citeret for følgende: 'De fleste af de borgere, der bor på Region Nordjyllands botilbud, har så svære handicap, at de i praksis kun kan ledsages af de medarbejdere, der kender dem godt. Og lige præcis de medarbejdere må ikke påtage sig opgaven. Derved bliver disse borgere stillet dårligere end borgere, som har lettere handicap og derfor godt kan ledsages af et fremmed menneske.'

Udvalgsformandens påstand er altså, at medarbejdere i regionens botilbud ikke må yde støtte og ledsagelse til beboere med svære handicap, for eksempel i forbindelse med en ferie eller udflugt. Her taler udvalgsformanden enten mod bedre vidende, eller også er han offer for ringe rådgivning fra regionens embedsmænd.

Selvfølgelig ikke bare må personalet i botilbuddene yde pædagogisk støtte og ledsagelse i forbindelse med ferie, udflugter og lignende. De er faktisk forpligtede til at gøre det, og kommuner og regioner er forpligtet til at sørge for de nødvendige ressourcer til bostederne, for at det kan lade sig gøre. Det burde man altså vide i Region Nordjylland - om ikke før så i hvert fald på baggrund af den principafgørelse, som Ankestyrelsen udsendte i september sidste år.

I principafgørelsen er det mejslet i granit, at de borgere, som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti giver indtryk af at ville hjælpe, har et retskrav på støtte og ledsagelse fra kommunen (og det vil i de fleste tilfælde sige ’botilbuddet’). Det er en konsekvens af servicelovens kompensationsprincip, forklarer styrelsen.

Den forpligtelse synes jeg egentlig, at Regionens (og kommunernes) politikere kunne starte med et fokusere på, før de begynder at fratage de svageste borgere eksisterende rettigheder og erstatte dem med brugerbetaling.

Dansk Folkepartis og Socialdemokraternes udmelding vender jo på mange måder op og ned på vores traditionelle forståelse af, hvor de to partier står, når det gælder brugerbetaling på hjælpen til de svageste. Det skal man måske blot tage til efterretning, hvilket i så fald er en vigtig viden for vælgerne. Eller også mener politikerne blot, at partiernes velfærdspolitiske principper ikke gør sig gældende i relation til mennesker med handicap?

Jeg synes, det ville klæde partierne at gøre sig den ulejlighed at gennemtænke rækkevidden af deres forslag og dernæst tage stilling til, om det virkelig er den vej, de vil.

Sytter Kristensen, formand for Landsforeningen LEV

22.03.2016 Flugten væk fra ansvaret

Der mangler troværdige og konkrete bud på, hvordan man vil få kommunerne til at leve op til deres ansvar og holde op med at parkere åbenlyst førtidspensionsberettigede mennesker på kontanthjælp, skriver LEVs landsformand i dag i Jyllands-Posten.

LEVs landsformand, Sytter Kristensen, har i dag et længere debatindlæg i dagbladet Jyllands-Posten. Heri beskriver hun, hvordan den voldsomme debat om kontanthjælpsloftet og den såkaldte 225-timersregel har ført til en pludselige politisk interesse for de mange borgere, som kommunerne parkerer på diverse kontanthjælpsydelser, selvom de rettelig burde tildeles en førtidspension.

Landsformanden glæder sig over erkendelsen af problemet med de manglende førtidspensionstildelinger. Men hun konstaterer samtidigt, at der ”mangler troværdige og konkrete bud på, hvordan man vil få kommunerne til at leve op til deres ansvar og holde op med at parkere åbenlyst førtidspensionsberettigede mennesker på kontanthjælp.”

I debatindlægget beskriver Sytter Kristensen LEVs målgruppe og de konsekvenser, som førtidspensions- og fleksjobreformen har haft for deres forsørgelsesgrundlag. Der er siden reformen i 2013 sket en halvering af de årlige nytilkendelser af førtidspension til udviklingshæmmede, og det skyldes en markant ændring af kommunernes praksis på området, forklarer Sytter Kristensen:

”Der er næppe nogle, som vil påstå, at 2013 blev året, hvor der pludseligt var halvt så mange udviklingshæmmede omkring de 18 år. Det bratte fald i pensionstildelingerne skyldes udelukkende en voldsom – og desværre ofte spekulativ – ændring i kommunernes tildelingspraksis.”

I debatindlægget beskriver landsformanden også, hvordan flere formaninger over for landets kommuner om at rette op på deres tildelingspraksis, har været virkningsløse. Trods et indskærpende hyrdebrev i 2014 fra daværende socialminister Manu  Sareen fortsætter kommunerne med ikke at tildele førtidspension til udviklingshæmmede. Og hvad kan det mon skyldes, spørger Sytter Kristensen retorisk:

”Et godt bud handler formentlig om de økonomiske tilskyndelser, som staten har givet kommunerne – og om manglende vilje til at gribe effektivt ind over for fejlagtig forvaltning af reglerne. Det er ganske enkelt en alt for god forretning for kommunerne at holde folk på de midlertidige kontanthjælpsydelser, selvom de åbenlyst har krav på en førtidspension.”

07.10.2015 Fortæl LEV om dem, der kommer i klemme, når kommunen sparer

Vi ved, at der er stigende retssikkerhedsproblemer for mennesker med udviklingshæmning. Især udviklingshæmmede uden pårørende eller andre til at hjælpe dem med at klage over en kommunal afgørelse eller andet, er for alvor i klemme. Men vi har brug for et bedre overblik og flere eksempler. Brug indtastningsskemaet i bunden af denne artikel - LEV har brug for din viden.

Når kommunerne skærer ned i hjælpen, så sker det typisk ved at træffe nye myndighedsafgørelser. Det kan for eksempel være afgørelser, der siger at borgeren ikke kan beholde sin ledsageordning efter § 97 - eller at aktivitets- og samværstilbuddet skæres ned fra fire til to eller tre dage om ugen. Eller noget helt tredje.

I de situationer er der heldigvis nogle, som har en søster eller en mor eller far, som kan hjælpe med at klage – og rigtig, rigtig mange klagesager ender faktisk med at Ankestyrelsen underkender kommunen. Men de udviklingshæmmede, som er uden pårørende med ressourcer til at bistå dem i en klagesag er virkelig ’på spanden’ for at sige det meget direkte. Lad os tage et eksempel.

I en kommune besluttede politikerne, at gennemføre et nyt serviceniveau for dagtilbud og beskyttet beskæftigelse (§ 104 og 103). Det nye niveau betød at borgerne skulle gå fra fire til tre dages tilbud ugentligt. Gennemførelsen af serviceniveauet skete gennem en masse nye myndighedsafgørelser til brugerne.

Halvdelen klagede, men hvad med resten?
Cirka halvdelen af de berørte borgere klagede over kommunens afgørelse. Og i 2/3 af klagesagerne blev kommunen faktisk underkendt i Ankestyrelsen. For dem, som klagede var der grund til glæde og tilfredshed.

Men tilbage står de mange borgere, som ikke klagede – typisk fordi de er uden støtte til at gennemføre en klageproces. Vi kan jo således gå ud fra, at der også er alvorlige fejl i cirka 60 procent af de afgørelser, som ikke endte i Ankestyrelsen. Omkring 2/3 af de borgere, som ikke klagede, har således i dag et ringere tilbud end de har krav på ifølge lovgivningen.

LEV savner et bedre overblik over disse retssikkerhedsproblemer for at kunne overbevise ministre og folketingsmedlemmer om problemet omfang – og behovet for at gøre noget ved det.

Derfor har vi brug for din hjælp!
Ved at bruge denne formular kan du fortælle du LEV om situationen for de mennesker med udviklingshæmning, som ikke har pårørende eller andre, som kan beskytte deres retssikkerhed på det sociale område. Det kan for eksempel være en anden beboer i din søn eller datters bosted/bofællesskab. Eller det kan være en beboer i et bosted, hvor du arbejder som pædagog eller medhjælper.

Du kan vælge at være helt anonym. Og LEV vil behandle oplysningerne på en måde, så ingen enkeltpersoner, bosteder og lignende kan genkendes.

Du kan også vælge at fortælle os dit navn og give os kontaktoplysninger. Det gør det muligt for LEV at kontakte dig for at høre nærmere om den information, du giver os. Vi bruger ikke dine kontakt oplysninger mv. uden at have en aftale med dig først.

Din viden er vigtig

22.02.2016 LEV ULAND: LEVs internationale udviklingsarbejde

LEV har arbejdet med udvikling i Europa, Afrika og Asien siden 1994 baseret på principper om solidaritet og hjælp til selvhjælp for både pårørende og mennesker med udviklingshæmning. Arbejdet tager afsæt i FNs Handicapkonvention og er rettighedsbaseret. Det finansieres primært af Danida midler, der administreres af Danske Handicaporganisationer gennem Handicappuljen. LEV støtter en række partnerorganisationer, der arbejder med at forbedre vilkårene for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende gennem selvhjælpsgrupper, politisk fortalervirksomhed og self-advocacy.

Sådan arbejder LEV
I 2014 vedtog LEVs Hovedbestyrelse en ny strategi for LEVs internationale udviklingssamarbejde frem til 2019, som tager afsæt i mange års erfaringer både med udviklingsarbejde ude og foreningsarbejde i Danmark. LEV ønsker at fremme udviklingen af demokratiske organisationer af mennesker med udviklingshæmning og deres familier i udviklingslande, at begge køn har glæde af udviklingsaktiviteterne og at projekterne er bæredygtige, således at relevante aktiviteter kan fortsætte efter støtten fra LEV er ophørt. LEV samarbejder altid med ligesindede partnerorganisationer, som almindeligvis er medlem af Inclusion International. Inclusion International er en international paraplyorganisation med fokus på mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende, som Landsforeningen LEV er medlem af.

De fleste partnerorganisationer har etableret selvhjælpsgrupper for forældre og andre pårørende, hvor de kan tale med andre som er i en lignende situation og få både følelsesmæssig støtte og praktisk hjælp. Følelsen af isolation og bekymring som mange pårørende oplever, kan dermed afløses af fællesskab, udveksling af erfaring og håb.