13.10.2017 En afvekslende hverdag er vigtig for alle

En meningsfuld og normal hverdag med aktiviteter, afveksling og udfordringer. Det er kerneværdien bag det miljøskiftebegreb, som i tre årtier har stået centralt i indsatsen for mennesker med udviklingshæmning. For også mennesker med handicap har selvfølgelig stor glæde af en hverdag, hvor man møder andre end dem, man bor sammen med.

Et helt liv i sutsko. Lyder det hyggeligt? Tja… Man kan måske glæde sig over ikke at skulle på og af med overtøjet og konstant at kunne holde fødderne tørre og varme. Men ensformigheden og manglen på udfordringer og indtryk udefra er nærliggende. De fleste af os sætter, ligesom borgmester Petersen i filmen, stor pris på en hverdag, hvor vi er i kontakt med andre mennesker end dem, vi bor sammen med. 

Miljøskiftet er et helt normalt for næsten alle i vores samfund! Man går i skole eller på arbejde - man har venner og fritidsaktiviteter som man dyrker. I alle disse sammenhænge møder man forskellige mennesker og forskellige udfordringer.

Mennesker med handicap har præcis det samme behov for en afvekslende hverdag som alle andre. Alligevel har vi de senere år set flere og flere eksempler på kommuner, der etablerer såkaldte ’helhedstilbud’ for mennesker med udviklingshæmning, hvor dagtilbud (beskæftigelses- eller aktivitetstilbud) og klub/fritidsaktiviteter placeres i samme bygning som borgerens bolig. Andre steder oplever vi, at der sker store nedskæringer på beskæftigelses- eller aktivitetstilbud, så den enkelte kun kan benytte tilbuddet tre gange om ugen. En meget lang weekend hjemme i stuen så at sige.

Et helhedstilbud – eller en meget lang weekend - lyder måske hyggeligt, men der er i realiteten tale om isolation af mennesker med handicap i lukkede ghettomiljøer. Ganske som med Mathias i tegnefilmen, så peger helhedstilbud i retning af en ensformig hverdag inden for murerne. Alle ugens dage.

HUSK – Vi er også en del af din kommune!

29.09.2017 Evaluering: STU'en er en succes

Undervisningsministeriet har i dag offentliggjort en evaluering af STU'en - ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov. Den overordnede konklusion er, at STU'en er en succes, men der er også områder med plads til forbedring

Undervisningsministeriet offentliggjorde her til formiddag en evaluering af STU'en - ungdomsuddannelsen for unge med særlige behov. Evalueringen er udført af Epinion, som blandt andet har undersøgt kommunernes organisering af STU'en og elevernes udbytte af uddannelsen. LEV har været repræsenteret i en arbejdsgruppe, som løbende har været med til at drøfte undersøgelsen.

Landsformand i LEV Anni Sørensen er glad for evalueringen:
- Evalueringen viser meget klart og utvetydigt, at STU'en har været en succes. De unge får faglig, socialt og personligt et væsentligt udbytte af uddannelsen. På den baggrund synes jeg, at det er vigtigt at kvittere for det store arbejde, som foregår ude i landet på både kommunale og private STU-tilbud.

Evalueringen undersøger også STU'ens effekt på målgruppens beskæftigelse – et perspektiv som LEV har været kritisk overfor fra starten, fordi overgang til beskæftigelse ikke ifølge lovgivningen er det primære formål med uddannelsen. Her slår rapporten fast, at beskæftigelsestallene skal ses som udtryk for en efterfølgende status og ikke en effekt af uddannelsen.

- Jeg er glad for, at evalueringen så klart gør opmærksom på, at de beskæftigelsestal man måler på, ikke har noget at gøre med indholdet og aktiviteten på STU-uddannelsen. Så slipper vi forhåbentlig for den efterfølgende lidt håbløse diskussion om STU'ens beskæftigelsesfremmende effekt. Det er fint, hvis et STU-forløb bidrager til beskæftigelse, men det er jo slet ikke meningen med uddannelsen. Ganske som andre ungdomsuddannelser handler det om dannelse og et godt fundament for resten af tilværelsen, siger Anni Sørensen

Rapporten peger imidlertid også på en række problemer som for eksempel overgangen efter STU'en til jobcentret, hvor mange unge falder igennem og ikke får den fornødne støtte. En anden konklusion, som giver anledning til bekymring, er, at mange unge typisk kun får et tilbud –  nemlig det kommunale.

- Overordnet er jeg glad for denne evaluering. Det er meget positivt, at retskravet på en STU på intet tidspunkt har været anfægtet. Det tror jeg, at vi var mange, som var bekymrede for på grund af de meldinger, som kom fra KL i forsommeren. I stedet har vi fået en brugbar evaluering, som gør det muligt at arbejde konstruktivt med nogle af problemerne. Det er for eksempel ikke i orden, at unge kun får tilbudt et tilbud om STU, opsummerer Anni Sørensen.

04.10.2017 Frøken Fleks og hr. Klap

Kæresteparret Astrid og Kim er glade for at arbejde. Men mulighederne er forskellige, fordi han er på førtidspension, og hun er på fleksydelse. Mens Kim fik et arbejde på mindre end to måneder, gik hun arbejdsløs i tre år

Af Morten Bruun – Foto: Thomas Sjørup

Vi er i Ballerup vest for København, hvor Astrid Christensen netop er kommet hjem fra arbejde og gør klar til at fejre weekenden med sin kæreste Kim Mikkelsen.

Hun arbejder i et nærliggende supermarked, hvor hun fylder varer på hylderne. Nøjagtigt ligesom Kim, som har et tilsvarende job i Farum, og derfor tager det lidt længere tid, før han dukker op. Men da han endelig åbner døren til parrets to-værelses lejlighed og løsner det lange hår, som i arbejdstiden er sat op i en hygiejnisk knold i nakken, er det tydeligt, han har været savnet.

- Hej skat. Jeg har købt rød sodavand, siger Astrid og planter det første af mange smækkys på munden af Kim.

Der er mange ligheder i deres liv. Begge er 35 år. Begge holder med fodboldklubben FCK. Begge er vilde med gyserfilm og heavy metal. Og så er både Astrid og Kim ”udviklingshæmmede” og har kognitive handicaps. Men her stopper ligheden også.

Kim er på førtidspension og har derfor adgang til et af de skånejob, Landsforeningen LEV formidler gennem Projekt KLAP. Astrid er tildelt fleksjob, og det betyder, at der er langt mellem de skræddersyede stillinger, der passer til hende.

Bare det var mig
Det blev meget konkret, efter at de for to år siden mødte hinanden via Facebooksiden ”Venskab til venskab for sentudviklede og udviklingshæmmede”. De faldt pladask for hinanden, og et år senere flyttede Kim fra Aalborg til Ballerup.

Dengang havde Astrid søgt efter fleksjob i godt tre år. Men forgæves, for det var simpelt hen umuligt at finde en stilling, der matchede de forudsætninger, hun har med i bagagen.

Men da Kim rykkede ind i lejligheden med sin førtidspension, varede det ikke en gang to måneder, før han havde fået et job gennem KLAP.

- Det var helt vildt, så hurtigt det gik. Jeg er rigtig glad for jobbet, men hvis KLAP en dag slår et job op i for eksempel Elgiganten, vil jeg overveje at søge det. Elektronik er min store interesse, siger Kim og bliver afbrudt af kæresten:

- Det var så dejligt, at du fik dit job så hurtigt. Men jeg var lidt ked af det og tænkte bare det var mig, siger Astrid.

Sagde nej til førtidspension
De tre år som fleksjob-ansøger – på ledighedsydelse – var tre lange år for Astrid. Hun har nemlig altid ønsket at klare sig selv. Også selv om betingelserne har været vanskelige, fordi hun er født med en mild grad af autisme og har skizotypi – en sindslidelse, der blandt andet påvirker følelsesliv og adfærd. Derudover er hun også talblind og måtte have megen støtte, da hun som barn boede på specialinstitutionen Baunegården.

- Da jeg fyldte 18 år, tilbød kommunen mig at komme på førtidspension. Men det sagde jeg nej til. Jeg havde ikke lyst til at blive placeret på et beskyttet værksted. Jeg ville klare mig selv og drømte om at blive frisør, husker Astrid.

Hun blev optaget på Teknisk Skole og gennemførte grunduddannelsen, men det var umuligt at få en praktikplads. Ingen ville have en frisørelev med indlæringsvanskeligheder, og i stedet fik hun job som opvasker. Hun havde imidlertid ikke opgivet ambitionen om en uddannelse og søgte ind på handelsskolen i Ballerup for at blive salgsassistent. Med en del hjælp lykkedes det at fuldføre, men da hun var færdig og fik en fuldtidsstilling i en tøjbutik, måtte hun erkende et nyt nederlag. Ud over at hun ikke kunne overskue opgaverne med at bogføre uden støtte, var en arbejdsuge på 37 timer også for voldsom.

- Jeg var nødt til at sige op, og de næste mange år hoppede jeg fra job til job som opvasker og køkkenmedhjælper og den slags. Men jeg blev tit fyret efter en måned, fordi arbejdsgiverne blev trætte af mig. Jeg var for langsom og lærte ikke tingene hurtigt nok, fortæller Astrid.

Lærte at sige som en høne
Da hun flyttede til Ballerup for seks år siden, var hun i gang med et psykiatrisk behandlingsforløb, og hendes nye kontaktperson på det psykiatriske ambulatorium OPUS kontaktede jobcentret og tog initiativ til at få afklaret, om Astrid skulle indstilles til førtidspension eller fleksydelse. Det tog et par år at behandle sagen, og da Astrid blev tildelt fleksydelse, startede hendes nedtur.

- Fleksjobbeviset gav ikke noget arbejde, for der er bare ikke ret mange fleksjob til sådan en som mig. Jeg søgte og søgte og græd tit, når det ikke lykkedes. Men jobcentret sørgede da for, at jeg kom på kurser. Jeg har gået til mindfulness, jeg har lært at sige som en høne, og jeg har siddet en hel time og gentaget sætningen ”jeg er god, jeg er god,” fortæller Astrid.

Derfor var hun glad, da jobcentret til sidst havde held til at indgå aftale om et fleksjob med det lokale supermarked.

- På det tidspunkt havde jeg i lang tid kimet jobcentret ned. Jeg var så træt af lortekurser og jobsøgning og ville bare have et arbejde, siger hun.

Et job i Matas vil være sjovt
Astrid ved, hun ikke er alene. Hun går op i arbejdet med handicappedes rettigheder, og i sin fritid er hun blandt andet aktiv i Unge For Ligeværd (UFL) i København. Her er hovedparten af medlemmerne på førtidspension og ansat i et KLAP-job, mens de resterende 20 procent er på fleksydelse.

- Det ville virkelig være godt, hvis de kunne søge et job gennem KLAP, siger Mike Leon Græse, der er formand for UFL København – og selv er ansat i et fleksjob hos TV Glad.

Det synspunkt er Astrid Christensen helt enig i:
- Det var en veninde i UFL, der fortalte mig om KLAP. Og da Kim fik sit job, opdagede jeg for alvor, hvor stort det er. KLAP har bare så mange valgmuligheder, som vi ikke har i et fleksjob. Der er vi underlagt en masse andre, der bestemmer, hvad der skal ske, siger Astrid.

Fortryder du, at du sagde nej til førtidspension for 17 år siden?
- Ja. Det havde sparet mig for en masse besvær, hvis jeg var kommet på førtidspension. Men den gang ville jeg virkelig gerne klare mig selv. I dag må jeg bare erkende, at det ikke er muligt. Men jeg synes, at jeg i det mindste har gjort mig umage og bevist, at jeg bare gerne vil have et arbejde.

Hvad ville du gøre, hvis KLAP fik mulighed for at hjælpe dig til et job?
- Så ville jeg gerne arbejde i Matas. Jeg tror, det kunne være sjovt.

Artiklen blev bragt i LEV Bladet nr. 5, 2017

KONFERENCE: Beskyttet beskæftigelse, aktivitetstilbud og miljøskifte

KONFERENCE: Beskyttet beskæftigelse, aktivitetstilbud og miljøskifte