24.05.2017 Regeringens lov om tvangsbehandling skal ændres

Tvang i forbindelse med sundhedsmæssig behandling kan nogle gange være nødvendigt, men regeringens forslag om tvang i behandling har væsentlige mangler, skriver Anni Sørensen, landsformand i LEV.

Debatindlæg af LEVs landsformand, Anni Sørensen, bragt i Altinget, den 23. maj.

Per er 52 år gammel. Han er udviklingshæmmet og har ikke noget almindeligt talesprog. Han har svært ved at overskue konsekvenserne af sine handlinger og har brug for guidning i mange sammenhænge. Per bor i et botilbud sammen med 15 andre, hvor der er fast tilknyttet personale. Hans far døde for nogle år siden, og hans mor er ramt af alvorlig demens.

For en måned siden fik Per konstateret en infektionssygdom, som medfører, at han en gang om ugen skal gå til kontrol på sygehuset, hvor han får taget en blodprøve. Blodprøven får Per taget sammen med Henrik, som er hans faste pædagog. Henrik kender Per indgående og kan guide lægerne på sygehuset.

En morgen, hvor Per igen skal på sygehuset er der to beboere i hans botilbud, som havner i en voldsom konflikt, og der er meget uro på bostedet, som gør Per nervøs. Pers faste pædagog, Henrik, er på grund af sygdom den eneste erfarne pædagog på bostedet, og han må blive på bostedet for at få ro på situationen. Per bliver derfor ledsaget af en vikar til sygehuset.

Per er påvirket af morgenens begivenheder, og det bliver ikke bedre af, at blodprøven ikke skal tages på det normale sted. På sygehuset skal Per ind til en sygeplejerske, som skal tage prøven. Det vil Per ikke være med til, så sygeplejersken tilkalder overlægen. Han forsøger sammen med vikaren at overtale Per, men efter 15 minutters forgæves overtalelse, melder lægen ud, at han anbefaler, at de fastholder Per.

Vikaren indvender, at det har været en svær morgen for Per, men lægen konkluderer, at blodprøven er vigtig for Pers behandling, og at en fastholdelse nu er den eneste udvej. Andre patienter venter, og der er travlhed på afdelingen. Da Per ikke har nogle pårørende, som kan medvirke til at tage beslutningen, tilkaldes en anden læge, som skal bekræfte, at en fastholdelse af Per er berettiget. Den tilstødende læge godkender, og Per bliver under en del tumult fastholdt, mens der tages en blodprøve.

Lovgivning om tvang er nødvendigt
Ovenstående historie er fiktiv, men det er et muligt scenarie, hvis regeringens lovforslag om magtanvendelse på det somatiske område, den såkaldte tvangsbehandlingslov, bliver vedtaget i uændret form.

Grundlæggende anerkender vi i LEV behovet for lovgivning på dette område, og vi mener, at der er mange positive intentioner i regeringens forslag. I særlige situationer, hvor alle pædagogiske virkemidler og overtalelsesforsøg med videre er udtømt, kan anvendelse af tvang være berettiget for at gennemføre behandlinger af alvorlige sygsomme hos personer, som ikke selv er i stand til at overskue konsekvenserne af at sige nej til en behandling.

Omvendt er det fuldkommen afgørende at erkende, at det at blive udsat for tvang er en ekstrem og integritetskrænkende oplevelse – og det er det også for mennesker med indgribende handicap.

Se på det sociale område
Derfor mener vi, at lovforslaget mangler elementer til at sikre, at det sundhedsfaglige personale har viden om målgruppen og arbejder med pædagogiske tiltag, som kan forebygge tvang. I en række svar til Folketinget om lovforslaget oplyser sundhedsministeren, at hun har tillid til, at regionerne nok skal sørge for at prioritere efteruddannelse i denne sammenhæng.

Men hun ser ingen grund til, at lovgivningen stiller mere præcise krav til den tvangsforebyggende indsats, som skal iværksættes. Det er bekymrende og øger risikoen for, at tvang bliver et mere rutinepræget redskab i forhold til patienter, som er mere udfordrende end de fleste. Og den udvikling er der ingen, som har interesse i.

Vi mener også, at bestemmelserne om registrering af tvang bør strammes. Som lovforslaget er nu, er det kun en beslutning om tvang, som skal registreres – og ikke selve tvangen, måden den bliver udført på, eller hvad der er gjort for at undgå den. Det svækker muligheden for, at der oparbejdes og spredes erfaring om effektive måder at forhindre brugen af tvang.

Man skal huske på, at der med lovforslaget åbnes op for magtanvendelse i et klinisk medicinsk fagligt miljø, som er karakteriseret af en kultur og faglighed, som er væsentligt anderledes end for eksempel på et bosted i den sociale sektor – hvor der desuden er langt bedre erfaring med målgruppen. Derfor giver det ikke mening, at tvangsbehandlingsloven lægger op til en løsere registrering end tilfældet i magtanvendelsesreglerne på det sociale område.

Regeringens model skal laves om
Det er en svær opgave, som politikerne på Christiansborg står over for.

Tvangsbehandlingsloven adresserer en væsentlig problemstilling, som ikke forsvinder, hvis loven ikke bliver gennemført. Anvendelse af magt – tvang – kan i yderste instans være med til at redde liv. Men tvang må aldrig blive den lette løsning. Vi er nødt til at sikre os, at alle andre alternativer er forsøgt først, også når det er mere besværligt og tager længere tid. Vi må stå fast på, at anvendelse af tvang – og ikke bare beslutningen om tvang – bliver både kontrolleret og registreret.

På disse afgørende punkter mener jeg ikke, at vi er i mål med det nuværende lovforslag, og jeg håber derfor, at regeringen vil tage indvendingerne alvorligt og genoverveje den model, der er lagt op til.

05.04.2016 LEVs Rådgivning

Landsforeningen LEV tilbyder rådgivning til udviklingshæmmede og deres pårørende samt til professionelle, som er i kontakt med mennesker med udviklingshandicap.

Der ydes udelukkende rådgivning i spørgsmål med direkte relation til personer med udviklingshæmning. Denne rådgivning ydes udelukkende ved telefonisk eller skriftlig henvendelse. Der ydes ikke rådgivning ved personlige møder, og der kan ikke ydes ansigt til ansigt rådgivning ved at møde op på foreningens adresse. Dette ligger ikke i LEVs tilbud til medlemmerne. For at modtage rådgivning kræves det, at man er medlem af landsforeningen.

Rådgivningens indhold
LEVs rådgivning erstatter ikke kommuners rådgivning. Men den offentlige rådgivningspligt er ofte kombineret med en kompetence til at bevilge ydelser. Dette afføder et behov for information og rådgivning, som er uafhængig af den myndighed, der samtidig skal bevilge økonomiske ydelser.

LEV kan vejlede om gældende lovbestemmelser og lovfortolkning og kan henvise til de relevante myndigheder, fagpersoner eller organisationer for yderligere rådgivning.

Rådgivningen går som udgangspunkt ikke ind i konkret sagsbehandling
Medarbejderen i Rådgivningen har ikke ressourcer eller kompetencer til at dække dette. Det er ikke muligt for Rådgivningen at vurdere eller tage stilling til det konkrete indhold i et tilbud, al den stund at der ikke er den faglige ekspertise til at dække alle områder området samt mangel på kendskab til den person, som tilbuddet gives til. Rådgivningen kan i principielle sager hjælpe med at klage eller rejse problematikken politisk.

Rådgivningen omfatter bl.a.:

  • Sociale rettigheder og lovmæssige muligheder i relation til udviklingshandicap (social service, retssikkerhed, uddannelse og beskæftigelse, boliger, arv og værgemål, hjælpemidler, førtidspension)
  • Førskolerådgivning
  • Børnevejledning ved børneterapeuter
  • Skolevalg og -vejledning
  • Fritidsbeskæftigelse, idræt
  • Handicappolitiske principper
  • Generelle rimeligheds- og rettighedsbetragtninger
21.03.2017 LEVs aftentelefon – et tilbud om en støttende samtale

LEVs aftentelefon er åben hver tirsdag fra kl. 19.00 til 21.00. Telefonnummeret er 2851 5252.

LEVs aftentelefon er navnet på et nyt tilbud i Landsforeningen LEV om rådgivning og støtte til pårørende og alle andre, der har brug for én at tale med om emner, der berører udviklingshæmning. Aftentelefonen går i luften den 20. oktober 2015 og vil derefter have åbent hver tirsdag kl. 19.00-21.00 – altså uden for almindelig arbejdstid. Dermed vil flest muligt kunne benytte sig af tilbuddet.

LEVs aftentelefon tilbyder en støttende og afklarende samtale til dem, der ringer ind med udgangspunkt i problematikker, der har berøring til udviklingshæmning, for eksempel:

  • Hvad er der af muligheder for hjælp?
  • Navigering i det ’system’, man nu er en del af
  • Konflikter
  • Familiemæssige problemstillinger
  • Omgivelsernes reaktion
  • Frustration over livssituation
  • Sorg

 

Hjælp til selvhjælp
I LEVs traditionelle rådgivningstilbud ydes der hjælp til selvhjælp ud fra en overbevisning om, at dem, der ringer op, er eksperter i eget liv. Dette gælder også LEVs Aftentelefon. Man kan måske nok have brug for et lyttende øre eller hjælp og fif til at komme videre, men ingen kender sin situation bedre end en selv, og det er udgangspunktet for hjælpen.

De frivillige rådgivere, som sidder klar ved telefonerne, har dog alle et stort kendskab til området, da de har haft udviklingshæmning inde på livet i en årrække enten som pårørende, fagfolk eller begge dele. Sammen med det store kendskab har de alle modtaget undervisning i samtale- og rådgivningsteknikker og er derfor klædt godt på til at hjælpe.

Det nye tilbud spiller sammen med LEVs telefon- og netrådgivning, men i modsætning hertil vil der ikke være et krav om medlemskab for at benytte tilbuddet. Til gengæld vil LEVs aftentelefon ikke tilbyde juridisk rådgivning eller rådgivning om mere komplekse problemstillinger – her henvises der stadig til LEVs telefon- og netrådgivning.

LEVs aftentelefon er netop udviklet, fordi LEV også ønsker at kunne rumme de mere ’bløde’ snakke, der kan være mindst lige så væsentlige for dig, der ringer, men som LEVs travle telefon- og netrådgivning ikke har kapacitet til.

Det nye tilbud sigter primært mod pårørende, men mennesker med udviklingshæmning og fagfolk kan også have glæde af at benytte tilbuddet.