13.09.2016 Samlet front mod Ellemanns reformforslag

Udover KL er det svært at finde nogen som helst, som synes, at Ellemanns forslag om et indsatskatalog i en reform af servicelovens voksenbestemmelser er en god ide.

Weekendens mediebillede har været præget af en intens debat om regeringens forslag til reform af servicelovens voksenbestemmelser. Som vi allerede har skrevet flere gange på LEV.dk, så er der flere elementer i reformforslaget, som er stærkt problematiske. Væsentligst er det såkaldte indsatskatalog, som medfører, at borgeren mister det entydige retskrav på en række specifikke ydelser – som for eksempel beskyttet beskæftigelse og dermed et dagligt miljøskifte.

LEV er ikke alene med bekymringen over reformforslaget. Formand for DH, Thorkild Olesen, medvirkede søndag aften i TV-Avisen, hvor han udtrykte sin generelle bekymring over forslaget – men også fremhævede mennesker med udviklingshæmning som en af de grupper, som rammes af forslaget. Thorkild Olesen mener, at flere udviklingshæmmede risikerer at blive overladt til en tilværelse indenfor deres botilbud døgnet rundt, hvilket er en bekymring som LEV også har udtrykt flere gange.

Kritikken af reformforslaget bakkes op af hele handicapbevægelsen, blandt andet Spastikerforeningen, UlykkesPatientForeningen (Tidligere PTU), Epilepsiforeningen og Dansk Handicapforbund.

Orientering på DR's P1 har også set på regeringens forslag. I programmet konstateres det, at der ikke er stor forskel på indsatskataloget og så den tilbudsvifte, som tidligere socialminister Manu Sareén trak tilbage på grund af betydelig modstand.

Fagfolk: Indsatskataloget er en rettighedsmassakre
P1's radioindslag indeholder også et interview med ekstern lektor i socialret på Aalborg Universitet, Nina von Hielmcrone, som er uenig i regeringens argument om, at indsatskataloget er nødvendigt for at lave en helhedsorienteret sagsbehandling. Den mulighed eksisterer allerede i den nuværende lovgivning, vurderer hun. Også Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet, har til DR udtalt sig om det katalog, som hun ligeud betegner som en ”rettighedsmassakre"

Markant politisk modstand
Også fra politisk hold er der også en betydelig skepsis overfor forslaget og i særdeleshed den del, der handler om indsatskataloget. Socialordfører for SF, Kirsten Normann Andersen, udtaler til Jyllands-Posten
: ”Man må gå ud fra at kommunerne vil tage nogle af de løsninger i anvendelse igen, som de tidligere har fået underkendt af statsforvaltningen”. Hun bliver suppleret af Karina Adsbøl, handicapordfører for Dansk Folkeparti: ”Man kan jo frygte, at indsatskataloget vil føre til endnu større besparelser på handicapområdet”.

Senest har Pernille Rosenkrantz-Theil, socialordfører for Socialdemokraterne,  i Jyllands-Posten mandag givet udtryk for en stærk modstand mod indsatskataloget: ”Socialdemokraterne vil ikke være med til at veksle rettigheder til et skønsbaseret system. Lur mig om ikke et antal af kommunerne kommer til at bruge det som skruetvinge mod de handicappede. ”

Markant opbakning til LEVs synspunkter
I LEV er vi glade for den brede kritik af forslaget. Landsformand i LEV, Sytter Kristensen, udtaler:

- Når så mange andre - handicaporganisationer, journalister og fagfolk – deler vores vurdering af indsatskataloget, så er det klart, at vi kun bliver bestyrket i vores bekymring. Men jeg noterer også med stor tilfredshed de meget stærke politiske udmeldinger fra  mange af partierne på Christiansborg. Jeg håber inderligt, at regeringen hurtigt kommer til fornuft og dropper indsatskataloget, siger Sytter Kristensen.

22.06.2016 Her er realiteterne bag Ellemanns brugerbetaling

Det er direkte forkert, når socialministeren skaber et billede af, at brugerbetaling i ti-tusindkroners-klassen er den eneste udvej, når udviklingshæmmede gerne vil på ferie. Sådan skriver LEV-formand Sytter Kristensen.

Debatindlæg af Sytter Kristensen, Landsformand for LEV, bragt i Altinget i går, tirsdag d. 21. oktober 2016.

Søndag lancerede socialminister Karen Ellemann (V) et forslag om, at mennesker med handicap i botilbud skal have mulighed for at tilkøbe socialpædagogisk bistand, for eksempel i forbindelse med ferier, udflugter, fritidsaktiviteter og lignende.

Ministerens pressemeddelelse lagde fra land med en problematisk påstand: "I dag har mennesker med handicap ikke mulighed for at få deres pædagog med på ferie eller Sølund Musikfestival – medmindre kommunen tilbyder det".

Ifølge ministeren har udviklingshæmmede altså ikke en ret til at få ledsagelse og støtte i forbindelse med en ferie eller en festival. De kan måske være så heldige, at deres kommune allernådigst "tilbyder det" – men nogen rettighed er der ifølge ministeren ikke tale om.

Principafgørelse giver rettighed
Den udlægning af retstilstanden er misvisende. Kommunen har faktisk en pligt til at yde støtte og ledsagelse til udviklingshæmmede, der på grund af deres handicap ikke kan klare sig uden. Og den kommunale pligt omfatter også ferie, festivaller med videre. Det fremgår af en nyere principafgørelse fra socialministerens egen Ankestyrelse.

Principafgørelsen slår fast, at kompensationsprincippet gælder, og at kommunens eventuelle serviceniveau ikke fjerner borgeres rettigheder til at medtage hjælpen uden for botilbuddet i forbindelse med en ferie eller lignende.

Dermed er det altså direkte forkert, når Karen Ellemann skaber et billede af, at brugerbetaling i ti-tusindkroners-klassen er den eneste udvej, når udviklingshæmmede gerne vil på ferie. De handicappede, som ministeren henviser til, har nemlig en ret til støtte og ledsagelse til en ferie – uanset hvad kommunen skriver i sit serviceniveau. Antallet af feriedage, som styrelsen signalerer i afgørelsen, er ikke imponerende. Men lovens rettigheder er rimeligt entydige.

At ministeren kunne glemme sin egen styrelses principafgørelse i forbindelse med lanceringen af et forslag som dette, er virkelig overraskende og ærgerligt. Principafgørelsen burde snarere have inspireret ministeren til i stedet at foreslå initiativer, der kan sikre, at kommunerne rent faktisk opfylder lovens krav om at yde den påkrævede ledsagelse.

Så havde hendes omsorg for de udviklingshæmmedes mulighed for at komme på ferie for alvor været troværdig.

Barmhjertighed i forklædning?
På overfladen lyder det jo som et barmhjertigt ærinde, socialministeren er ude i. Men jeg tror, man skal gøre sig klart, at det, som Karen Ellemann lægger op til, kan ende som en ny retstilstand, hvor en kommune lovligt skal kunne sige nej til at yde socialpædagogisk bistand og ledsagelse til svært handicappede, der gerne vil på ferie.

Jeg kan ikke undlade at få det indtryk, at ministeren er på vej til at definere den nødvendige støtte til svært handicappedes ferie, udflugter, festival med videre som en slags "luksusydelse", den enkelte borger ikke har ret til, med mindre den barmhjertige kommune har indskrevet det i et serviceniveau.

Borgeren får til gengæld ret til at købe denne "luksus" af kommunen.

Jeg er helt klar over, at nogle kommuner allerede forsøger at anlægge denne fejlagtige udlægning af reglerne. Men er det virkelig også sådan, vi skal forstå ministerens signaler, hvis vi læser lidt bag de barmhjertige begrundelser for brugerbetalingen?

Nogle vil måske mene, at jeg spekulerer i ministerens intentioner. Karen Ellemann siger jo ikke direkte, at de eksisterende rettigheder til socialpædagogisk bistand uden for hjemmet skal reduceres. Men man må altså leve med spekulationen som et vilkår, når man spiller så flertydigt og "glemsomt" ud, som tilfældet er her.

Brugerbetalingens konsekvenser
Uanset om socialministeren lægger op til egentlige forringelser af eksisterende rettigheder til ledsagelse eller ej, så vil brugerbetaling i virkelighedens verden fratage nogle meget sårbare mennesker rettigheder, som de har i dag.

I en presset kommunal økonomi bliver det nemlig lynhurtigt praksis, at de mest handicappede kun kan komme på udflugt, til festival eller på ferie, hvis de selv betaler lønnen og øvrige udgifter til hjælperne.

Det ved vi. For det var præcis det, som skete sidste gang, der var brugerbetaling – dengang, hvor det var en ulovlig praksis i mange kommuner. Dengang gik brugerbetalingen mere og mere over gevind – og det vil det helt sikkert også gøre, hvis Karen Ellemann får sin vilje.

For som det fremgår herover, er der tendenser til at se bort fra eksisterende rettigheder, når man kan hente brugerbetaling op af lommerne på folk. De udviklingshæmmede, som i årevis – i strid med lovgivningen – har betalt skyhøj brugerbetaling i forbindelse med ferie, fritid med videre, har således reelt haft en ret til at få denne hjælp efter lovgivningen.

Uden brugerbetaling. Alligevel valgte mange kommuner (dog ikke alle) at se bort fra disse rettigheder og lade al ferie- og fritidsledsagelse finansiere med brugerbetaling.

Merudgifter som følge af handicap
Erfaringsmæssigt ved vi, at den pris, som eksempelvis udviklingshæmmede og multihandicappede skal betale kommunen, nemt ender på 20 eller 25.000 kroner for fem dages ferie i et sommerhus i Danmark.

En tre-dages tur til en festival er måske lidt billigere, men hvis dit handicap – og dermed dit hjælpebehov – er stort nok, så skal vi nok komme deropad: løn, entre, transport, ophold og fortæring for dig selv og for dine hjælpere. Merudgifter, som du kun har på grund af dit handicap – og som er en forudsætning for, at du kan komme til denne festival en gang om året.

Er det okay? Jeg synes det altså ikke.

Men kunne man så ikke indrette lovgivningen på en måde, så den sikrer mod tendensen til, at retten til ferie- og fritidsledsagelse erstattes af brugerbetalt hjælp? Nationalt fastsatte, entydige og ufravigelige rettigheder til ferie og fritid for eksempel? Jo, det kunne man helt sikkert godt.

Lovliggjort brugerbetaling på kernevelfærd
Intet tyder imidlertid på, at ministeren er indstillet på at gå den vej. Senest skød socialministeren et forslag om at sikre 15 timers individuel ledsagelse månedligt til alle udviklingshæmmede med et ledsagelsesbehov til hjørne. Hovedbegrundelsen var, at det var for dyrt – uden at ministeren dog kunne sige hvor dyrt.

Men uden et sådant garanteret grundniveau står vi tilbage med lovliggjort brugerbetaling på noget, der rettelig må betegnes som kernevelfærd.

Det vil efter min mening være fuldkommen uansvarligt over for nogle af de mest sårbare mennesker i vores samfund.

02.09.2016 Urimelig model for pensionsopsparing i 2025-plan

Det er et problem, at mange slet ikke sparer op til folkepensionsalderen, herunder alt for mange udviklingshæmmede, hvis livslange indkomstgrundlag kun udgøres af førtidspension. Så langt har regeringen ret. Men regeringens model for at fremme pensionsopsparingen er skuffende. Der mangler en statslig medfinansiering af opsparingen, mener LEVs landsformand.

Regeringen lancerede forleden sit udspil til en såkaldt 2025-plan. Mediernes fokus var her først og fremmest rettet mod planerne om en topskattelettelse, markante omlægninger af SU’en samt en plan om offentlig udgiftsvækst på 0,5 procent årligt frem mod 2025.

Et af de elementer, som fik mindre medietid, var regeringens forslag om ”Styrkelse af pensionssystemet”. Forslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget fra juni sidste år, og er et forsøg på at håndtere det problem, at der stadig er mange mennesker, som ikke sparer op til alderdommen. Faktisk er det i omegnen af 750.000 personer i alderen 25 til 59 år, som enten slet ikke – eller i meget lille omfang – sparer op til tiden på folkepension.

Mange på overførselsindkomst sparer ikke op
Regeringen vurderer, at næsten 40 procent af dem, som ikke sparer op til alderdommen, er personer på overførselsindkomster, herunder en større gruppe på førtidspension. Udviklingshæmmede er typisk på førtidspension hele deres voksentilværelse, og mange – formentlig langt de fleste – har ingen eller kun en ubetydelig pensionsopsparing.

- Selvom gennemsnitslevealderen for udviklingshæmmede stadig halter mere end 14 år efter resten af befolkningen, så er der heldigvis flere og flere, som når folkepensionsalderen. Folkepensionen er meget lavere end førtidspensionen, og det giver store problemer med at få økonomien til at hænge sammen i alderdommen. Og her kunne en pensionsopsparing være det helt rigtige instrument. Ganske som for alle andre, siger LEVs landsformand, Sytter Kristensen.

Sytter Kristensen, er derfor også glad for, at regeringen tager hul på problemet med den manglende pensionsopsparing, men hun er skuffet over regeringens bud på en løsning.

I 2025-planen foreslår regeringen, at der skal indføres en tvungen pensionsopsparing for alle, der i dag ikke indbetaler til pension. Helt konkret foreslås det, at opsparingen betales af den enkelte modtager. Regeringen skriver:

”For overførselsmodtagere betales opsparingen af den enkelte modtager ved, at 0,25 pct. af overførselsindkomsten i 2018 stigende til 2 pct. i 2025 indbetales på vegne af den pågældende overførselsmodtager. Folkepensionister, SU-modtagere og førtidspensionister, der indbetaler til Supplerende Arbejdsmarkedspension, er ikke omfattet af det obligatoriske pensionsbidrag” (side 201).

Dermed er der lagt op til en model uden den mindste medfinansiering fra statens side. Det fulde bidrag skal betales af borgeren selv, og det er helt urimeligt, mener LEVs landsformand:

- I LEV er vi enige i, at der skal findes en løsning, som får flere til at spare op til folkepensionen. Men regeringen burde have fundet en model, hvor der blev taget højde for folks økonomiske situation, og hvor statens medfinansierer opsparingen. Det sker med den eksisterende frivillige Supplerende Arbejdsmarkedspension, hvor staten betaler 2/3 oveni borgerens indbetaling, ganske som øvrige arbejdsmarkedspensioner. Det princip bør også gælder her, udtaler Sytter Kristensen.

07.06.2016 Ingen penge til tilgængelige valgmaterialer

Social- og Indenrigsudvalget besluttede den 19. maj 2016 i en såkaldt betænkning, at der ikke skal afsættes penge til tilgængelige valgmaterialer fra partierne.

1. april fremsatte Enhedslisten et beslutningsforslag om, at Folketinget skulle pålægge regeringen inden udgangen af 2016 at fremsætte et lovforslag, der skulle sikre, at opstillingsberettigede partier udvikler materialer, som også kan læses af blinde og mennesker med intellektuelle funktionsnedsættelser eller læsehandicap. Til formålet skulle oprettes en demokratipulje på 3 mio. kr., hvor opstillingsberettigede partier kunne søge om midler til at udvikle tilgængelige materialer.

Efter førstebehandlingen i Folketinget blev forslaget henvist til behandling i Social- og Indenrigsudvalget, som altså nu har bestemt at forkaste forslaget. Et flertal i udvalget, bestående af S, DF, V, LA, RV og KF indstillede beslutningsforslaget til forkastelse. Det var således kun EL, SF og ALT, som støttede en vedtagelse af beslutningsforslaget.

Som begrundelse for at forkaste forslaget henviser Dansk Folkeparti blandt andet til de 145 millioner kroner, som partierne i forvejen modtager i partistøtte, og til ombudsmandens tjekliste til tilgængelighed til valglokaler. Radikale Venstre mener, at det må være op til partierne selv at tilvejebringe relevant valgmateriale.

Enhedslistens begrundelse for at fremsætte beslutningsforslaget og for at stemme for en vedtagelse i udvalget er, at de mener, at Danmark ikke fuldt ud lever op til FN’s handicapkonventions artikel 29, som fastslår, at mennesker med handicap skal kunne deltage i det politiske liv på lige fod med alle andre.
For mange vælgere er adgang til information om det politiske liv og de politiske partier stærkt begrænset af, at materialerne er for svære at forstå eller ikke er tilgængelige i formater, der kan anvendes af blinde og svagsynede borgere eller borgere med læsevanskeligheder.

Landsforeningen LEV har tidligere uden held haft skrevet til Folketingets partier og Indenrigsministeriet med en opfordring om at udarbejde valgmateriale, der også er tilgængeligt for udviklingshæmmede.

07.10.2015 Fortæl LEV om dem, der kommer i klemme, når kommunen sparer

Vi ved, at der er stigende retssikkerhedsproblemer for mennesker med udviklingshæmning. Især udviklingshæmmede uden pårørende eller andre til at hjælpe dem med at klage over en kommunal afgørelse eller andet, er for alvor i klemme. Men vi har brug for et bedre overblik og flere eksempler. Brug indtastningsskemaet i bunden af denne artikel - LEV har brug for din viden.

Når kommunerne skærer ned i hjælpen, så sker det typisk ved at træffe nye myndighedsafgørelser. Det kan for eksempel være afgørelser, der siger at borgeren ikke kan beholde sin ledsageordning efter § 97 - eller at aktivitets- og samværstilbuddet skæres ned fra fire til to eller tre dage om ugen. Eller noget helt tredje.

I de situationer er der heldigvis nogle, som har en søster eller en mor eller far, som kan hjælpe med at klage – og rigtig, rigtig mange klagesager ender faktisk med at Ankestyrelsen underkender kommunen. Men de udviklingshæmmede, som er uden pårørende med ressourcer til at bistå dem i en klagesag er virkelig ’på spanden’ for at sige det meget direkte. Lad os tage et eksempel.

I en kommune besluttede politikerne, at gennemføre et nyt serviceniveau for dagtilbud og beskyttet beskæftigelse (§ 104 og 103). Det nye niveau betød at borgerne skulle gå fra fire til tre dages tilbud ugentligt. Gennemførelsen af serviceniveauet skete gennem en masse nye myndighedsafgørelser til brugerne.

Halvdelen klagede, men hvad med resten?
Cirka halvdelen af de berørte borgere klagede over kommunens afgørelse. Og i 2/3 af klagesagerne blev kommunen faktisk underkendt i Ankestyrelsen. For dem, som klagede var der grund til glæde og tilfredshed.

Men tilbage står de mange borgere, som ikke klagede – typisk fordi de er uden støtte til at gennemføre en klageproces. Vi kan jo således gå ud fra, at der også er alvorlige fejl i cirka 60 procent af de afgørelser, som ikke endte i Ankestyrelsen. Omkring 2/3 af de borgere, som ikke klagede, har således i dag et ringere tilbud end de har krav på ifølge lovgivningen.

LEV savner et bedre overblik over disse retssikkerhedsproblemer for at kunne overbevise ministre og folketingsmedlemmer om problemet omfang – og behovet for at gøre noget ved det.

Derfor har vi brug for din hjælp!
Ved at bruge denne formular kan du fortælle du LEV om situationen for de mennesker med udviklingshæmning, som ikke har pårørende eller andre, som kan beskytte deres retssikkerhed på det sociale område. Det kan for eksempel være en anden beboer i din søn eller datters bosted/bofællesskab. Eller det kan være en beboer i et bosted, hvor du arbejder som pædagog eller medhjælper.

Du kan vælge at være helt anonym. Og LEV vil behandle oplysningerne på en måde, så ingen enkeltpersoner, bosteder og lignende kan genkendes.

Du kan også vælge at fortælle os dit navn og give os kontaktoplysninger. Det gør det muligt for LEV at kontakte dig for at høre nærmere om den information, du giver os. Vi bruger ikke dine kontakt oplysninger mv. uden at have en aftale med dig først.

Din viden er vigtig

22.02.2016 LEV ULAND: LEVs internationale udviklingsarbejde

LEV har arbejdet med udvikling i Europa, Afrika og Asien siden 1994 baseret på principper om solidaritet og hjælp til selvhjælp for både pårørende og mennesker med udviklingshæmning. Arbejdet tager afsæt i FNs Handicapkonvention og er rettighedsbaseret. Det finansieres primært af Danida midler, der administreres af Danske Handicaporganisationer gennem Handicappuljen. LEV støtter en række partnerorganisationer, der arbejder med at forbedre vilkårene for mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende gennem selvhjælpsgrupper, politisk fortalervirksomhed og self-advocacy.

Sådan arbejder LEV
I 2014 vedtog LEVs Hovedbestyrelse en ny strategi for LEVs internationale udviklingssamarbejde frem til 2019, som tager afsæt i mange års erfaringer både med udviklingsarbejde ude og foreningsarbejde i Danmark. LEV ønsker at fremme udviklingen af demokratiske organisationer af mennesker med udviklingshæmning og deres familier i udviklingslande, at begge køn har glæde af udviklingsaktiviteterne og at projekterne er bæredygtige, således at relevante aktiviteter kan fortsætte efter støtten fra LEV er ophørt. LEV samarbejder altid med ligesindede partnerorganisationer, som almindeligvis er medlem af Inclusion International. Inclusion International er en international paraplyorganisation med fokus på mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende, som Landsforeningen LEV er medlem af.

De fleste partnerorganisationer har etableret selvhjælpsgrupper for forældre og andre pårørende, hvor de kan tale med andre som er i en lignende situation og få både følelsesmæssig støtte og praktisk hjælp. Følelsen af isolation og bekymring som mange pårørende oplever, kan dermed afløses af fællesskab, udveksling af erfaring og håb.