Spring navigationen over og gå direkte til indhold

”Du har sukkersyge!”Hård besked fik Maja til at lægge sit liv om

Det slog i første omgang benene væk under Maja Madsen, da lægen sagde, at hun har sukkersyge. Men hun fik hurtigt rejst sig. Ved egen og forældres hjælp har hun tabt over ti kilo på få måneder og stråler af livsglæde. Samtidig prøver hun at hjælpe andre, som også kan have brug for et skub for at ændre på nogle dårlige vaner

NYHED

KORT FORTALT


MAJA OG PERNILLE HAR BEGGE FÅET SUNDHEDSTJEK

Lægen fandt, at Maja har sukkersyge. Det var hårdt at få at vide.

Men nu har hun ændret den måde, hun lever på. Hun har tabt over ti kilo og lever godt med det.

Pernille fik tjekket sit hjerte. Det har hun tit ondt i. Lægen holder nu ekstra øje med hende.

Maja Madsen fik sit første sundhedstjek i november 2022. Og det blev en livsændrende oplevelse. ”Jeg syntes jo, at jeg var sund og rask, men dagen efter, at jeg havde været til lægen, ringede de og sagde, at jeg havde sukkersyge. Først forstod jeg det ikke helt, men nogle dage efter blev jeg ufattelig ked af det. Jeg skulle vænne mig til tanken – hvad må jeg, hvad må jeg ikke? Alle de spørgsmål, man har i hovedet,” siger Maja Madsen eftertænksomt.

Der skulle dog ikke gå lang tid, før Maja tog den nye virkelighed - og et sundere liv - til sig:

”Det er bare blevet en ny livsstil for mig, det lever jeg godt med, og jeg er blevet god til det. Jeg har tabt mig over ti kilo. Jeg er altid gået meget op i at spise sund mad, men nu gør jeg det endnu mere. Jeg spiser næsten kun sukkerfrit. Jeg kan godt tage en flødeskumskage engang imellem, men så er det jo helt perfekt, at jeg er god til at holde min hverdag 100 procent uden søde ting og sager.”

På en opslagstavle i fælleslejligheden i bofællesskabet i Herlev hænger en fødselsdagsinvitation til Majas 40 års fødselsdag i februar. Der er et billede af Maja på invitationen, og det viser tydeligt, at Maja havde noget rundere kinder, da det billede blev taget.

Majas vej til et sundere liv har hun selv opsøgt – med god støtte fra familien. ”Jeg har selv fundet ud af, hvad der passer mig bedst. Og så har jeg fået stor opbakning fra mine forældre. De vejleder mig i alt, hvad jeg foretager mig. Det er helt vildt fedt at have nogle forældre, der støtter op om det.”

Det, at jeg har tabt mig så meget, gør, at nogle af mine medbeboere er begyndt at se lidt op til mig.

Maja Madsen

Tjek på hjertet

Maja gør også, hvad hun kan for at inspirere andre til at leve sundere. Hun går gerne en tur, når hun er på sit beskyttede arbejde på Hørkær og opfordrer andre til at gå med.

”Det er så fedt og befriende bare at gå. Jeg går 5-7.000 skridt hver dag.” Også i bofællesskabet i Herlev har de andre beboere bemærket Majas nye livsstil.

”Det, at jeg har tabt mig så meget, gør, at nogle af mine medbeboere er begyndt at se lidt op til mig. De synes, at det er lidt sejt, det jeg har gjort. Blandt andet Pernille. Nu har hun også sat sig i hovedet, at hun vil tabe sig.”

Pernille Behrndtz Jensen Frandsen (34) er godt i gang. Hun har tabt sig fem kilo. Pernille har også fået et sundhedstjek hos sin læge i forbindelse med, at hun alligevel skulle til lægen for at få tjekket sit hjerte.

Det med hjertet er dog ikke noget nyt for Pernille, der har Downs syndrom. De problemer er hun nærmest født med. Pernille har også i årevis lidt af mavesmerter. Og så er hun besværet af lidt for mange kilo på sidebenene. Pernille bliver suppleret af Mia Holm, der er pædagog i botilbuddet:

”I har jo været til diætist, men du har måske ikke taget det alvorligt og gjort noget ved det for alvor.”

Det er Pernille ikke bange for at indrømme: ”De sidste 11 år har jeg ikke taget det alvorligt at leve sundt. Jeg har ikke gjort en indsats. Det har jeg så nu. Jeg spiser ikke sukker mere, jeg spiser snacks uden sukker, men med sødestoffer i. Efter jeg er begyndt på det, har jeg ikke haft ondt i maven,” siger Pernille, der til daglig arbejder som tegner på Glad Design.

Foto: Simon Læssøe

Tjek med stor betydning

For Pernille blev det en del af sundhedstjekket at få tjekket hjertet og få taget blodprøver. Her fandt man blandt andet lidt forhøjede kolesterol- og levertal, men ikke noget, lægen var bekymret for lige nu. Han holder dog øje med det og skal se Pernille igen i løbet af foråret. Hjerteundersøgelsen viste ikke noget alarmerende ud over, at det vil være godt for Pernille at røre sig noget mere, få pulsen op. Det er bare svært for hende på grund af hjerteproblemerne. Sundhedstjekket førte også til, at en hjertespecialist har undersøgt Pernille.

Alt i alt må man sige, at det for Maja og Pernille har haft stor betydning, at de har fået et sundhedstjek. Som Maja formulerer det: ”Det er rigtig godt, at man finder ud af, at man kan lave noget om i den måde, man lever på. Det gør, at man bliver motiveret.”

Artiklen blev bragt i Lev Magasinet nr. 1 2023

Foto: Simon Læssøe

 

Læs også:

Sundhedstjek kan være en gamechanger

Maja fik konstateret sukkersyge, da hun i november 2022 fik sit første sundhedstjek. Pernille fik at vide, at hun har forhøjede kolesteroltal, og på grund af dårligt hjerte blev hun sendt videre til en hjertespecialist.

Pædagog: Meget forskelligt, hvordan lægerne går til sundhedstjek

I et lille bofællesskab i Herlev har man kunnet se en læge gøre sig stor umage for at lave et grundigt tjek og en læge, som nærmest ikke anede, at det eksisterede

Det går langsomt med nye sundhedstjek

I det første år med sundhedstjek af beboere i botilbud nåede man cirka 12 procent af de lovede 25.000 tjek, der skal være gennemført inden 2025. Så der skal speedes op i år. Lægerne er fortrøstningsfulde, mens pædagogerne godt kunne ønske sig mere støtte og flere ressourcer til at få tjekkene implementeret bedst muligt

Sådan får du et sundhedstjek

Personer over 18 år med udviklingshandicap eller sindslidelse, der bor i et botilbud, har ret til at få sundhedstjek.

Kom nu – lad os få et sundhedstjek, der virker for alle

Efter et år med sundhedstjek, er der positive tegn på, at tjekket kan fungere. Men der skal mere end en lægetakst til. Og så skal alle i målgruppen have mulighed for at blive tjekket

KORT FORTALT


MAJA OG PERNILLE HAR BEGGE FÅET SUNDHEDSTJEK

Lægen fandt, at Maja har sukkersyge. Det var hårdt at få at vide.

Men nu har hun ændret den måde, hun lever på. Hun har tabt over ti kilo og lever godt med det.

Pernille fik tjekket sit hjerte. Det har hun tit ondt i. Lægen holder nu ekstra øje med hende.

Følg debatten på Facebook

Besøg Levs side på Facebook og følg eller i deltag i debatten om netop dette emne.

Lev Magasinet 1 2023

- Portræt: Heidi er blevet en krammer
- Sundhedstjek: Maja lagde sit liv om efter hård besked
- Med Lev i Cambodia: Karma og ubetinget kærlighed